Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Kleopatra

August Enna

Kleopatra

Elsebeth Dreisig, Magnus Vigilius, Lars Møller, Ruslana Koval, Kirsten Grønfeldt, Jens Bové, Den Jyske Operas Kor, Odense Symfoniorkester, Joachim Gustafsson

Forræderi, begær og mord serveret på et sølvfad i denne verdenspremiereindspilning af operaen fra 1894 om det morderiske plot mod Kleopatra, den sagnomspundne dronning af Egypten. Smukke melodier, dragende harmonier og højspændte ledemotiver, alt sammen sat i værk af sin tids sandsynligvis mest berømte danske operakomponist, August Enna.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Box
    249,50 kr.
    €33.53 / $39.76 / £30.4
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.27 / $10.99 / £8.41
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.62 / $12.59 / £9.63
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.11 / $16.73 / £12.8
    Køb
Elsebeth Dreisig (Kleopatra) © Kåre Viemose
Total runtime: 
112 min.
En af dansk opera­histories meget få ­internationale succeser

af Henrik Engelbrecht

I dag er komponisten August Enna næsten udelukkende kendt for to ting; krydsords­entusiaster genkender navnet som svar på oplysningen ”dansk komponist på fire bogstaver” – og mange koncertgængere, især i den ældre generation, vil nikke genkendende til titlen på en enkelt af Ennas operaer: Den lille pige med svovlstikkerne fra 1897, skrevet over H.C. Andersens eventyr. Operaen er ikke blevet spillet på Det Kongelige Teater i mere end 80 år – men ouverturen bider sig, som det eneste af Ennas værker, fast på de danske orkestres koncertprogrammer op gennem det 20. århundrede.

Helt anderledes ser billedet af Enna ud i årene omkring 1900. Da er han uden sammenligning den bedst kendte danske komponist i udlandet, ­berømmet for sine operaer, sin dramatiske tæft og sine evner for instrumentation. Men Enna skriver musik i den superromantiske stil, som man skal hedde Richard Strauss for at slippe af sted med, når man kommer blot et par årtier op i det nye århundrede. Da Enna dør i 1939, er han en stort set glemt komponist, både ude og hjemme.

August Enna bliver født i 1859 som søn af en skomager, og han lærer musikerfaget på den praktiske måde ved at spille og lytte; Enna spiller violin i ydmyge sammenhænge, og bliver senere dirigent for et omrejsende teaterselskab. Når der er Wagner på plakaten på Det Kongelige Teater, sidder Enna klar, og han låner partiturer på Det Kongelige Bibliotek og studerer sit tyske forbilledes musik. Også en komponist som franske Léo Delibes er et af Ennas store idoler – så meget, at han opkalder hele to sønner efter ham; hans første søn dør som 10-årig i 1897, og da han og hustruen Kirsten får endnu en søn ni år senere, får han også navnet Leo.

Enna skriver sin første – og aldrig opførte – opera, Agleia, i 1884, og to år senere får selveste Niels W. Gade øjne og ører op for det unge talent. Gade er den mest indflydelsesrige mand i dansk musikliv på det tidspunkt, og han sørger for, at Enna får et vigtigt legat. Pengene giver ham mulighed for et studieophold i Leipzig, hvor han får inspiration og arbejdsro til at skrive sit gennembrudsværk, operaen Heksen, som bliver en stor succes ved urpremieren på Det Kongelige Teater i januar 1892.

Efter den første operasucces skal emnet for en opfølger findes. I samarbejde med forfatteren og dramatikeren Einar Christiansen – senere direktør for Det Kongelige Teater – falder valget på en historie, som foregår i Egypten, hvor Einar Christiansen selv har været som turist. Den engelske forfatter Henry Rider Haggard har tilbage i 1885 fået sit store gennem­brud med romanen Kong Salomons miner, og han skriver nu den ene roman efter den anden med eventyrlige historier fra det afrikanske kontinent. Kleopatra fra 1889 skal være rammen om den næste Enna-opera – og det er sikkert ikke tilfældigt, at det ­egyptiske miljø og et centralt trekantsdrama også kan findes i Verdis opera Aïda, som på daværende tidspunkt har været på repertoiret regelmæssigt gennem næsten 10 år.

Vi ved ikke meget om arbejdet med tekst og musik, ud over at det tager omkring et års tid, før dagbladet ­Danne­brog 4. februar 1893 kan berette, at klaverudtoget til Kleopatra er afleveret til tryk – og 18. maj meddeles det i pressen, at operaen er endeligt antaget til premiere på Det Kongelige Teater. Men i kulisserne lurer en konflikt mellem komponisten og hans musikforlægger, Henrik ­Hennings, som driver Kgl. Hof-Musikhandel i København. Hennings har fået Enna til at skrive under på en kontrakt, som giver Hennings eneretten til at udgive og forhandle opførelser af Ennas operaer – også dem, han måtte skrive i fremtiden – overalt i verden uden tidsbegrænsning. I april får Enna et generøst tilbud fra forlaget Breitkopf & Härtel i Leipzig om udgivelsen af Kleopatra. Tilbuddet sætter sikkert tanker i gang hos komponisten, som må have set en stor chance for sin internationale karriere i et samarbejdet med et af verdens førende musikforlag.

Enna påstår nu, at Henrik Hennings har bondefanget ham til at skrive under på en tysksproget kontrakt, han ikke har forstået. Han siger åbenbart fra på en meget kontant måde overfor Hennings, der indtil da har taget sig af alle Ennas økonomiske interesser. Enna fratager i et officielt notat via notarius publicus sin forlægger alle rettigheder til at udgive og forhandle om opførelser af sine operaer. Enna spilder ikke tiden med tomme trusler, men sender det færdige orkesterpartitur til Kleopatra til Breitkopf & Härtel – en klar optrapning af situationen.

Sagen når aviserne. Kleopatras librettist, Einar Christiansen, er blandt dem, der er målløse over Ennas optræden, og han skriver til Enna: Deres Opførsel overfor Direktør Hennings er efter min Mening af en saadan Art, at jeg beklager nogensinde at have indladt mig i Samarbejde med Dem, og, hvis jeg juridisk var berettiget dertil, vilde jeg herved forlange min Tekst til Kleopatra tilbage.”

Brevet fra Einar Christiansen bliver offentliggjort, og sagen spidser til med sagførere og udsigt til en afgørelse i retten. Pressen svælger i konflikten, og København er nu blevet et så stressende sted for Enna, at han rejser til Tyskland for at komme væk fra det hele. Henrik Hennings svarer ved at udgive klaverpartituret til Kleopatra i den form, han nogle måneder tidligere fik fra Enna, og annoncerer, at det er Komponistens eget originale, fuldstændig og fuldtfærdige, til ham overdragne Arbejde.”

Enna lægger sag an mod Hennings for uretmæssig udgivelse, og han kalder Hennings’ udgave for værdiløs, fordi den helt igjennem er urigtig . En tysk domstol forbyder til gengæld Breitkopf & Härtel at udgive Kleopatra efter en henvendelse fra Hennings advokater. Ennas modsvar til Hennings’ udgave er et klaverudtog på dansk og tysk, som han nu får trykt hos en anden af Hennings’ konkurrenter, Wilhelm Hansen Musikforlag. Men Enna har ikke taget Einar Christiansen i ed, så også denne udgivelse ender med et sags­anlæg, denne gang fra operaens ­librettist.

Sagerne ender dog med forlig inden de kommer for retten. Imens bliver Det Kongelige Teaters urpremiere på Kleopatra sat til 7. februar 1894. Forventningerne til endnu en opera som Heksen er enorme, og billetterne til premieren bliver revet væk, selv til forhøjede priser. Den over­ordentligt alsidigt begavede Pietro Krohn ­– som både er kunstmaler (og bl.a. tegner illustrationerne til Peters Jul), løjtnant under krigen i 1864, og nu økonomichef, kostumier og instruktør ved Det Kongelige Teater – sætter i scene med masser af egyptisk stemning. Teatrets kapel­mester Johan Svendsen er tydeligt i sit es med vennen og protegéen Ennas partitur – som Svendsen selv har været med til at antage – med dets af ekkoer af både Wagners Tannhäuser, Verdis Aïda og Richard Strauss’ tonedigt Don Juan.

Alligevel beretter aviserne om en lidt mat premierestemning, hvor den entusiasme, som publikum lægger for dagen fra begyndelsen af aftenen, tydelig aftager, efterhånden som man når gennem de tre akter. Anmelderne klager samstemmende over det meget kraftige orkester, som tvinger sangerne til at forcere deres stemmer. Stort set alle anmeldere skriver, at Johan Svendsen og Det Kongelige Kapel fuldstændig dominerede uropførelsen; den fejlslagne rollebesætning er helt tydeligt med til at give indtrykket af en opera, hvor komponisten lader orkestret larme løs uden hensyn til sangerne på scenen.

Castingen af hovedpartierne ved uropførelsen er klart et kompromis, som er med til at lægge en dæmper på begejstringen for den nye opera. Den svenske sopran Ellen Gulbranson er egentlig tiltænkt titelpartiet, og hun har præcis den store, dramatiske stemme, det kræver; hun har allerede tre år tidligere sunget partiet som Brünnhilde i den første danske opførelse af Wagners Valkyrien. Gulbranson bliver engageret som Kleopatra uden at blive benyttet, som Social-Demokraten refererer. Hendes gæstekontrakt udløber simpelthen inden prøverne begynder, og Det Kongelige Teater afslår også et tilbud fra den svenske operettesanger og filmskuespiller Anna Norrie, som er blevet dansk gift tre år tidligere, og gerne ­træder til.

Man ender overraskende nok med at give rollen til den danske sopran Augusta Lütken, som faktisk allerede otte år tidligere – som kun 30-årig – er fratrådt sin stilling på teatret på grund af problemer med sine ben. Hun er overordentligt populær hos publikum, så i mangel af sopraner med både stemme og dramatiske muligheder, tager ledelsen hende ind som gæst i sæsonerne fra 1890 og frem. Lütkens fine, spinkle stemme og begrænsede sceneformåen er helt uegnet til Kleopatras dramatiske parti, og dagbladet Social-Demokraten mener ikke, at Fru Lütken kan have overtaget rollen med særlig Appetit: hendes adstadige Matroneskikkelse passer saa slet som muligt til den lidenskabelige Dronning”. Bladet tilføjer, at hendes stemme ”egner sig bedre for det soubretteagtige end for det heroiske. Både Augusta Lütken og tenoren Frederik Brun, der synger Harmakis parti ved uropførelsen, har indspillet fonografvalser (Lütken så tidligt som i 1890), og når man i dag hører disse, kan man meget nemt forestille sig, hvordan især Lütkens stemme er kommet volumenmæssigt fuldstændig til kort i partiet som Kleopatra, og hvordan Frederik Bruns udprægede gedevibrato må have været en pine at høre på gennem en lang aften. Det hele ender – som Berlingske Tidende skriver – med Hyl og Brøl.

Kleopatra bliver ikke den forventede succes, og operaen går kun syv gange i foråret 1894. August Enna er taget hjem til København for at overvære premieren, og han er åbenbart ikke helt uenig med kritikken; han omarbejder dele af partituret, og han er åbenbart kommet på talefod med Einar Christiansen igen; da operaen kommer op på Det Kongelige Teater igen 3. april 1895, er det med en ny ouverture og en ny scene i tredje akt, som giver publikum lidt tydeligere besked om den sammensværgelse, det hele handler om. Også Pietro Krohn giver sin iscenesættelse en overhaling med nye idéer – og teatret engagerer fornuftigt nok nye sangere i to af hovedpartierne. Ellen Gulbranson har fået fem ugers gæstekontrakt på teatret, og nu kan hun omsider synge det parti, hun oprindelig var tiltænkt – og mezzosopranen ­Elisabeth Dons, som også oprindelig skulle have sunget Charmions parti, erstatter nu sopranen Sofie Keller i den vigtige rolle som Kleopatras kammerpige.

Denne gang er succesen hjemme, ikke mindst på grund af Gulbranson og Dons, og Ennas talent for at skrive dramatisk musik med eminent udnyttelse af alle orkestrets muligheder bliver fremhævet i bliver i flere aviser. Frem til 1897 går operaen 20 gange på Kongens Nytorv – men allerede inden da er Kleopatra blevet opført adskillige steder i udlandet med stor succes; Berlin, Hamburg, Köln, Breslau, Riga, Zürich, Antwerpen, Rotterdam, Haag – og alene i 1897 bliver den opført hele 50 gange på operaen i Amsterdam.

August Enna er ubetinget Danmarks mest berømte operakomponist på den internationale scene i 1890’erne, og han når at skrive i alt 13 operaer frem til 1932. Alligevel er det kun Den lille pige med svovlstikkerne og Heisse Liebe, der indtil denne udgivelse af Kleopatra er blevet indspillet.

Det Kongelige Teater mister – som dansk musikliv generelt – interessen for Ennas musik i kølvandet på den veritable Carl Nielsen-tilbedelse, som i praksis udelukker senromantikere som Enna. Også internationalt går verden videre med klange af Stravinsky og Alban Berg i ørerne, og Enna dør som en glemt, fattig, bitter 80-årig mand i 1939. Både Kleopatra og Ennas øvrige værker ender som støvsamlere på hylder i nodearkiver og på biblioteker.

Der skulle en tysk operachef for et dansk operakompagni til at blæse støvet af en af dansk operahistories meget få store internationale succeser; først da Philipp Kochheim i 2019 satte Kleopatra på Den Jyske Operas repertoire som en del af Den Danske Serie, kunne operaen igen høres i komponistens fædre­land. For første gang i 122 år.

Release date: 
oktober 2020
Cat. No.: 
8.226708-09
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Box
Barcode: 
636943670828
Track count: 
20

Credits

Recorded at Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus, on 8-10 April 2019

Recording producer: Preben Iwan
Engineering: Knud Erik Esmarch and Preben Iwan
Technique: Jacob Langkilde
Editing, mix and mastering: Preben Iwan

℗ & © 2020 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes by Henrik Engelbrecht
Texts and libretto translated from the Danish by Susanne Lange
Proofreader: Svend Ravnkilde
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publisher: Breitkopf und Härtel

Danish National Opera (Den Jyske Opera), www.jyske-opera.dk
Odense Symphony Orchestra, www.odensesymfoni.dk

This production was premiered on 1 March 2019 by the Danish National Opera, launching their series of new productions of forgotten Danish late romantic to early modernist operas. Den Danske Serie (the Danish Series) is supported by Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

This recording was made in cooperation with Odense Symphony Orchestra, the Danish National Opera, and DR (Danish Broadcasting Corporation)

Dacapo Records acknowledge, with gratitude, the support of Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Korforbundet, and William Demant Fonden