De tre strygekvartetter

Kvinde i en mandeverden

af Lisbeth Ahlgren Jensen

Download BOOKLET

Nancy Dalbergs kompositioner omfatter orkesterværker, kammermusik og sange. Men samlet set er hendes produktion ikke stor, og da den er blevet til inden for et relativt kort tidsrum, fra omkring 1909 til slutningen af 1930’erne, er der næppe grundlag for at skelne mellem ungdomsværker, modne værker og sene værker. Men de tre fuldførte strygekvartetter indtager dog lidt af en særstilling blandt hendes kompositioner. Den første af dem blev det allerførste instrumentalværk, hun præsenterede ved en offentlig koncert. Den anden blev det værk, hun først fik udgivet og spillet i udlandet, mens den tredje – på trods af at den blev uropført 20 år inden hendes død – ikke nåede at udkomme i hendes levetid. Man kan altså i en vis forstand alligevel tale om, at der her præsenteres en tidlig, en moden og en sen kvartet.

Nancy Dalberg, født Hansen, var datter af den initiativrige apoteker og fabriksejer Chr. D.A. Hansen, som gennem sin grundlæggelse af en teknisk-kemisk laboratorievirksomhed i 1870’erne blev en meget velhavende mand. Hun kom til verden på forældrenes sjællandske gods Bøstrup ved Slagelse i 1881, men opvæksten tilbragte hun på familiens andet gods, Mullerup, i Gudbjerg på Fyn. Som barn lærte hun at spille klaver, og efter at hun i en alder af blot 20 år giftede sig med ingeniørofficeren Erik Dalberg og bosatte sig i København, fortsatte hun klaverstudierne på højt plan hos pianisten Ove Christensen. En karriere som koncertpianist fik hun imidlertid ikke, da hun blev ramt af en vedvarende seneskedebetændelse. Ved en privatkoncert, hun i 1907 afholdt i velgørende øjemed, spillede hun krævende værker af Mozart, Beethoven og Chopin, hvilket understreger hendes ambitioner om at gøre sig gældende i et traditionelt klassisk-romantisk repertoire – hvis altså fysikken havde holdt til det.

Ægteskabet med den kunstnerisk begavede Erik Dalberg forblev barnløst og blev ikke lykke­ligt, skønt ægtefællerne i øvrigt delte en passion for musikken, der blandt andet kom til udtryk i tekster, han digtede, og som hun satte musik til. I 1909 begyndte Nancy Dalberg at studere musikteori og komposition hos den norske komponist og kapelmester Johan Svendsen. Efter hans død i 1911 fortsatte hun studierne hos komponisten Carl Nielsen. Hos ham gennemgik hun en grundig skoling ikke bare i harmonisering og kontrapunkt, men rent praktisk også i formlære og instrumentation. Hos Nielsen blev hun nemlig sat til at orkestrere et klaverudtog af Mozarts g-mol symfoni, KV 550, og efterhånden blev hun så fortrolig med hans måde at instrumentere på, at hun kunne assistere ham. Dele af Carl Nielsens Fynsk Forår er således instrumenteret af Nancy Dalberg under et sommerophold på Mullerup, hvor også Nielsen var en velkommen gæst.

Ægteparret Dalberg vides at have rejst meget, men de eneste rejser, der kan dokumenteres i det sparsomme personlige materiale, Nancy Dalberg efterlod sig, er en selskabsrejse til Spanien i foråret 1920, hvor også Carl Nielsen deltog, en rejse til Helsingfors sammen med Carl Nielsen i 1921 samt et halvt års ophold i byen Biskra i Algeriet i vinteren 1922-23. Det lange ophold i det milde nordafrikanske klima var først og fremmest begrundet i et håb om, at det ville bedre Nancy Dalbergs tilbagevendende problemer med blære-, nyre- og reumatiske lidelser. Men hun benyttede også opholdet til – på kamelryg – at ride ud i Saharas oaser og nedskrive folkemusik, som hun senere udnyttede i trioen Arabisk Musik fra Sahara (1928) for obo, bratsch og tromme. Erik Dalberg, som i 1918 var søgt uden for nummer som officer i hæren, var i stigende grad blevet optaget af at male og radere og benyttede tiden i Afrika til at male. På hjemrejsen, der blev påbegyndt i maj 1923, tilbragte parret et par uger i Paris. Med tiden blev Erik Dalberg mere og mere nervesvækket, og de sidste år af sit liv tilbragte han på psykiatriske klinikker. Nogle år før hans død i 1945 blev ægteskabet opløst.

Strygekvartet nr. 1 i d-mol er det første værk, Nancy Dalberg komponerede under sine studier hos Carl Nielsen, og han var selv med til at uropføre den ved en musikaften i hendes hjem i december 1914. Det var en fuldstændig overvældende oplevelse for hende at høre sin musik spillet, skrev hun, da hun i hjertelige vendinger takkede Carl Nielsen for hans indsats:

”Det var ligefrem med en Følelse af Lykke, at jeg sad og hørte paa, hvordan mine Toner fik Liv – særlig i Adagio’en og Finalen. En saa smuk Udførelse havde jeg slet ikke troet mulig efter kun én Prøve. Det var en Aften, som jeg aldrig vil glemme; og det virkede helt overvældende paa mig at komme til at opleve saa stor en Glæde.”

Kvartetten er traditionelt opbygget i fire satser, hvoraf de to ydersatser er i hurtigt tempo. Første sats, Allegro appassionate, karakteriseres af flere små motiver, der gøres til genstand for omhyggelig kontrapunktisk bearbejdelse. Anden sats er en munter Scherzo i A-dur præget af et Haydn-inspireret staccato-motiv, mens den tredje og temmelig korte Adagio-sats står i g-mol og indledningsvis bygger på motivstof fra første sats. Den livlige finalesats, Vivace, er i 5/4 og kendetegnes snarere af rytmisk end af motivisk prægnans. Den første offentlige opførelse fandt sted under en kompositionskoncert, Nancy Dalberg holdt 8. november 1915 i Odd Fellow Palæet. Her fik hun også opført to mindre stykker for cello og klaver, Andante serioso og Fantasistykke, en orkestersats med titlen Scherzo for strygeorkester samt nogle sange. Modtagelsen var overvejende positiv, idet de fleste anmeldere var imponerede af, at hun som kvinde havde komponeret en strygekvartet: ”Alene det, at en Dame kan skrive en Strygekvartet, er en sjældenhed, og den var tilmed helt god”, skrev kritikeren Hedevig Quiding i Folkets Avis 10. november 1915. En anden anmelder roste hende for at have sans for ”Kammermusikkens særlige Krav” og for hendes evne til at få det størst mulige udbytte ud af de fire instrumenters klang.

Efter den vellykkede debut voksede Nancy Dalbergs ambitioner, og da hun i 1918 atter afholdt en offentlig koncert, var det en ren orkesterkoncert. Som den første kvinde i Danmark præsenterede hun sig med en symfoni (f-mol/cis-mol) og et orkesterværk i en sats, Capriccio, der også er instrumenteret for symfoniorkester.

Strygekvartet nr. 2 i g-mol, op. 14 blev uropført af Breuning-Bache-Kvartetten ved ­hendes tredje kompositionskoncert 13. januar 1922. Resten af aftenens program bød på To Fan­tasi­stykker for violin og klaver samt en række sange. Der var atter ros til komponisten for hendes ­beherskelse af det kompositoriske håndværk og for hendes ”Smag og Kultur”, men samtidig var der uenighed om, hvorvidt hun var afhængig af forbilleder. Politikens anmelder bemærkede: ”­Enten er det tematiske for vagt, eller det er for afhængigt af Forbilleder, mest vel af Carl Nielsen”, mens en kritiker i avisen København var af den modsatte opfattelse og erklærede, at hun ikke var påvirket af nogen bestemt komponist, men ”ganske sig selv”. Men, som han tilføjede:

”det Fysiognomi, man skimter f. Eks. i Strygekvartetten, er ikke særlig karakteristisk. Motiverne er korte, og Behandlingen viser kun ringe Overlegenhed. Fruen véd ikke rigtig, hvad hun vil.”

Kvartetten indledes med en udtryksmættet sats (Moderato - Allegro vivo) og slutter med en åndfuld finale (Allegro molto e con spirito). Imellem de to ydersatser høres en Scherzo, der vrimler med lystige indslag, og en Andante, hvis udtryk balancerer mellem inderlighed og indestængt lidenskab. Mens d-mol-kvartetten forblev utrykt, blev g-mol-kvartetten i 1926 trykt på det tyske forlag Tischer & Jagenberg i Köln, hvilket banede vej for dens videre udbredelse. I de følgende år blev den spillet ved en nordisk musikfestival i Oslo samt af radiostationer i Hamborg og Prag. Ligeledes blev den relativt hyppigt spillet af Breuning-Bache-Kvartetten, hvem den er tilegnet, og senere af Erling-Bloch-Kvartetten.

Strygekvartet nr. 3, op. 20 er komponeret i 1927 adskiller sig fra de to første kvartetter ved at være i blot tre satser og i det hele taget mere stramt komponeret. Kvartetten er stærkt eksperimenterende i sin harmonik og rummer masser af kromatisk melodibevægelse, heltonemelodik og altererede akkorder, der ikke opløses på traditionel vis. Første sats, Allegro con passione, bygger på et rytmisk prægnant motiv, der fremsættes med stigende dynamik ud fra stadig højere tonetrin. Sidetemaet er af en mere indadvendt og ekspressiv karakter, og den trinvist faldende melodibevægelse, der veksler mellem heltone- og halvtoneskridt, giver rig anledning til raffineret polyfont spil og imitation imellem stemmerne. Satsen munder ud i en vældig stigning, der bl.a. skabes ved, at instrumenterne spiller parvis i unison. Slutakkorden er en F-dur-klang, men musikken er noteret uden faste fortegn og kan hverken henføres til F-dur eller a-mol.

Anden sats er en livlig Allegretto semplice, der overvejende forløber i d-mol. Instrumenterne skifter roller i løbet af satsen, og ligesom i første sats er cellostemmen lejlighedsvis lagt i et meget højt leje. I et midterafsnit med karakteren Andante sostenuto udspiller der sig således en fuga mellem de to yderstemmer i blot en oktavs afstand. Tredje sats er atter i hurtigt tempo, og det indledende motiv kendetegnes af tonegentagelse og staccato med skæve betoninger. 2.-­violinen forstærker 1.-violinen i en nedadgående kromatisk passage i 32.-dele, hvorpå hovedmotivet gentages en tone højere. Da motivet overtages i bratschen, sætter violinerne ind med en ny motivisk idé, der består i en kæde af store nedadgående intervalspring. I et midterafsnit i Presto skifter taktarten fra 4/4 til 3/8, tonearten ændres til D-dur, og en triolfigur gennemføres parvis af instrumenterne. Efter reprise af satsens første afsnit følger en coda, hvor sidetemaet og det indledende motiv fra kvartettens første sats gentages, men nu transponeret til en slags D-tonalitet.

Tonesproget giver indtryk af, at Nancy Dalberg var inspireret af centraleuropæiske modernister som Kodály og Bartók, men ikke mindst er kvartetten et eksempel på hendes glæde ved polyfon skrivemåde. Kvartetten er tilegnet Carl Nielsen, men hverken han eller Nancy Dalberg fik det trykte partitur at se. Trods en positiv modtagelse i samtiden var hun åbenbart usikker på ­musikkens kvalitet, og først efter flere forgæves forsøg på at få den udgivet i Samfundet til Udgivelse af dansk Musiks serie med moderne kompositionsmusik, besluttede hun omkring 1942 selv at bekoste udgivelsen. De økonomiske konjunkturer under krigen gjorde det imidlertid bekosteligt, og da processen trak ud og hendes helbred svigtede, indsatte hun en passage i sit testamente om, at hvis kvartetten ikke forelå udgivet ved hendes død, skulle bobestyreren lade den trykke. Hendes veninde, pianisten og komponisten Beate Novi påtog sig at læse korrektur på den, og et år efter, at Nancy Dalberg i 1949 døde, udkom den. Da trykforlægget ikke er bevaret, er det ikke muligt at afgøre, om, komponisten havde revideret musikken i de mange år mellem ­tilblivelsen og ­udgivelsen.

Lisbeth Ahlgren Jensen, 2019