Danske Komponister – Hilda Sehested og Nancy Dalberg

Det faldt uden for de fleste anmelderes forventningshorisont, at kvinder komponerede lærde strygekvartetter, skrev kraftfulde orkesterværker eller udtrykte sig i dramatiske, forrevne sange. Ikke fordi de nødvendigvis ville skabe noget nyt eller originalt, men fordi det var sådan, de følte trang til at komponere, og fordi de havde færdighederne til at gøre det. At de gjorde sådan, var dog ikke ensbetydende med, at kvinderne var integreret i musiklivet på lige fod med deres mandlige kollegaer. Kun sjældent eller aldrig modtog de bestillingsopgaver, og som regel måtte de selv tage initiativ til at få deres musik koncertopført, hvad der kun var nogle få privilegerede kvinder muligt. De var med andre ord marginaliseret allerede i deres egen levetid, og risikoen for at gå i glemmebogen var således til stede lige fra begyndelsen.
 

For den, der i dag vil biografere Hilda Sehested og Nancy Dalberg, ligger udfordringerne et andet sted. Der savnes nemlig ikke kilder til at belyse, hvordan deres musik blev modtaget i samtiden. Tværtimod fandtes der et stort antal aviser i Danmark, og langt de fleste af dem bragte musikanmeldelser eller notitser om musikbegivenheder. Kvinderne fik som regel en meget indgående omtale af den musik, de præsenterede. Men i dag er der typisk andre spørgsmål, man kunne tænke sig at vide noget om. Nemlig, hvordan de modtog den nærgående kritik, der til tider roste dem for at komponere lige så godt som mænd og ikke være ”kvindagtige i deres musik”, og til andre tider bebrejdede dem, at deres musik savnede kvindelig følsomhed og melodiøsitet.

Beklageligvis førte ingen af dem tilsyneladende dagbog, og at udlede deres reaktion på kritikken ud fra deres efterladte korrespondance er sjæl-dent muligt. Hilda Sehesteds arkiv på Rigsarkivet rummer ganske vist masser af breve til familiemedlemmer, hvori hun omtaler sin musik. Men betragtede hun det mon som en kompliment eller det modsatte, når man sagde, at hendes musik virkede, som om den var formet af en mands faste hånd, eller at der ”over Musiken i al dens sørgmodige Stemning [var] noget fint kvindeligt, der ligesom afglattede de skarpe Konturer”? Det giver hendes udsagn ikke svar på. Også Nancy Dalberg blev rost for at komponere som en mand og bebrejdet sin vokalmusiks manglende sangbarhed. Men hvordan det påvirkede hendes selvforståelse og identitet som tonekunstner, er uvist. Et andet spørgsmål, man kunne ønske sig at vide noget om, er, hvorvidt de to kvinder lejlighedsvis mødtes un-der private former og fik sig en snak om, hvordan det var at blive bedømt på sit køn snarere end på sin musik?

ller hvordan det var at være født til et liv som mor og husmor, men i stedet bruge sin tid på noget andet? Hvordan det var at skaffe sig arbejdsro i en dagligdag, der kunne være fyldt med praktiske opgaver og selskabelige forpligtelser? Hvordan de betragtede kvinders kamp for stemmeret og frigørelse? I det hele taget ville det være spændende at vide, om de kendte og støttede hinanden. Det fremgår af Hilda Sehesteds korrespondance, at hun var bekendt med – og sympatisk indstillet over for – Nancy Dalbergs kompositionstalent. Men om det omvendte var tilfældet, er det næppe muligt at få klarhed over, da Nancy Dalberg umiddelbart før sin død forlangte sine personlige papirer brændt, hvorved de fleste af hendes breve gik tabt.

Et første overblik over Hilda Sehesteds og Nancy Dalbergs liv og levned blev gjort i en artikel af journalisten og forfatteren Grethe Holmen i 1986, og samme år fremkom der også en fyldestgø-rende liste over Hilda Sehesteds værker i Meddelelser fra Musikhistorisk Museum og Carl Claudius’ Samling, III. I 1993 blev Hilda Sehested behandlet i et speciale på Københavns Universitet, og såvel hun som Nancy Dalberg blev i 2000-2001 biograferet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Desuden er deres musik inden for de seneste årtier både koncertopført og indspillet. For Hilda Sehesteds vedkommende er det i høj grad ildsjælene i Hilda Sehested Komiteen, der har fået hendes musik frem, dels ved koncerter på Broholm, dels ved uropførelsen af hendes opera Agnete og Havmanden i 100-året for dens tilblivelse.

 

Når Hilda Sehested og Nancy Dalberg i denne bogserie om danske komponister bliver behandlet inden for rammerne af den samme fremstilling, skyldes det blandt andet de mange træk, de havde fælles, fx opvæksten i et socialt og kulturelt begunstiget miljø, hvor de havde nem adgang til at høre musik og lære mu-sikteori og komposition. Skønt Hilda Sehested var mere end 20 år ældre end Nancy Dalberg, var de nogenlunde samtidige på koncertscenen, og det var i mange tilfælde de samme musikere, der opførte deres værker, de samme kritikere, der anmeldte dem, og formentlig også det samme publikum, der applauderede dem. Hertil kommer, at deres musikalske produktioner ikke var særlig omfangsrige og ikke er overleveret komplet. Begge kvinder havde svært ved at finde fodfæste i dansk musikliv, og fælles for dem er derfor også den glemsel, som ramte dem efter deres død. Men det samme gælder den genopdagelse, der er blevet dem til del siden begyndelsen af 1980’erne.

Bogens første halvdel er viet Hilda Sehested, mens Nancy Dalberg beskrives i anden halvdel. I et afrundende kapitel belyses deres musiks skæbne i eftertiden.
 

Jeg skylder en række personer tak for hjælp i forbindelse med denne bog. Lone Hedemann takker jeg for at have givet mig adgang til billeder og breve i privat eje. Jens Chr. Uldall-Hansen skal have tak for sin utrættelige indsats med at udarbejde partitu-rer og opførelsesmateriale til Hilda Sehesteds og Nancy Dalbergs hidtil utrykte kompositioner. Cathrine Penderup bør fremhæves for sin fremragende indspilning af Hilda Sehesteds monumentale klaversonate, ligesom jeg er hende taknemmelig for lån af noder til Hilda Sehesteds øvrige klavermusik og for diskussioner om komponisten. Jeg vil også gerne takke Marie Martens, Musikmuseet (Nationalmuseet) for hurtig og effektiv ekspedition af mine mange forespørgsler og bestillinger fra museets bibliotek og arkiver. Tove Krag skylder jeg tak for at have givet mig adgang til at gennemse Grethe Holmens efterladte notater i Kvinder i Musiks arkiv. Desuden takkes Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat for økonomisk støtte, så jeg i en periode har kunnet koncentrere mig om skrivearbejdet.