Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Nyt album afslører Simon Steen-Andersens musikalske rødder

Nyt album afslører Simon Steen-Andersens musikalske rødder

Oslo Sinfonietta spiller tidlige værker af den danske komponist, der har begejstret scener i hele verden.

Ny udgivelse
9. maj 2025

Den Berlin-baserede komponist Simon Steen-Andersen er internationalt anerkendt for sine legende og kompromisløse kompositioner, som TRIO (2019) og Piano Concerto (2014) og senest den anmelderroste opera Don Giovanni's Inferno (2023).

Nu udgiver Dacapo Records et nyt album med Oslo Sinfonietta og dirigent Rei Munakata, der giver et retrospektivt indblik i de musikalske rødder, der har formet Simon Steen-Andersens dristige udtryk. Gennem fire tidligere værker følger vi sporene tilbage til oprindelsen af en komponist, der konstant omdefinerer rammerne for samtidsmusikken. Udkommer på CD og streaming den 30. maj. Pre-save albummet her.

Indkapslede lyde

Til titelværket Chambered Music har Simon Steen-Andersen indsamlet idéer til, hvordan musik eller lyde kunne blive “indkapslet” (chambered), som f.eks. syltetøjsglas, metronomer i lydtætte bokse og samplede lyde fra klaverets indre. Steen-Andersen har desuden placeret en solobasun langt væk fra scenen, så man knap kan høre den, til at repræsentere temaet om indespærring og manglende mulighed for at ytre sig.

I Praesens fra 2001 kan man høre et tidligt eksempel på Steen-Andersens karakteristiske brug af usædvanlige lyde, der fremhæver de fysiske energier bag de musikalske handlinger, f.eks. papirark gnedet mod pap og et kreditkort strøget hen over klaverets tangenter. Resultatet er et lydbillede af rå, usædvanlige teksturer og kropslighed, der trodser traditionel harmonik.

Ændre betydningen af det velkendte

Fælles for værkerne på albummet er Simon Steen-Andersens legende tilgang til at fremmedgøre det velkendte, en idé vi senest så i operaen Don Giovanni's Inferno der remixer tre århundreders operahistorie: “Jeg bliver mere og mere fascineret,” siger komponisten, “af idéen om at ændre perspektivet og betydningen af velkendte ting ved at vende dem på hovedet eller ændre deres kontekst.”

Albummet indeholder også verdenspremiereindspilningen af Besides fra 2003 og med fortolkninger af ny musik-specialisterne i Oslo Sinfonietta og dirigent Rei Munakata tegner udgivelsen et tidligt portræt af en komponist, der har begejstret scener i hele verden.

Flere udgivelser af Simon Steen-Andersen
  • Simon Steen-Andersen

    Chambered Music

  • Simon Steen-Andersen, Jexper Holmen, Christian Winther Christensen, Jens Voigt-Lund, Simon Christensen, Morten Riis

    getString

  • Simon Steen-Andersen

    Black Box Music

  • Simon Steen-Andersen

    Pretty Sound - Solo- og kammermusik

randomness