Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Glæd dig til indspilningen af Else Marie Pades orkesterværker

Orkesteropstilling til Else Marie Pades violinkoncert (Daniel Davidsen)

Glæd dig til indspilningen af Else Marie Pades orkesterværker

I 2022 udkommer et nyt album som præsenterer orkesterværker af Else Marie Pade og som demonstrerer hvordan den visionære komponist har været mere end 50 år forud for sin tid. 

Ny udgivelse
21. december 2021

En af de udgivelser vi hos Dacapo Records ser frem til i 2022, er indspilningen af Else Marie Pades orkesterværker. Det kommende album præsenterer bl.a. Pades violinkoncert, som indtil nu kun har eksisteret i komponistens originalmanuskript og derfor aldrig har været indspillet før. Albummet er indspillet af violinist Christina Åstrand, Malmö Operaorkester og dirigent Joachim Gustafsson. 

En komponist forud for sin tid

Tonemester Daniel Davidsen er producer på albummet og indså i forbindelse med indspilningerne at Else Marie Pades idéer om orkesteropstilling var særdeles visionære. Orkestret skal i violinkoncerten sidde i en særlig cirkelopstilling, hvilket kan ses på skitsen herover.

Daniel Davidsen fortæller herunder om arbejdet med violinkoncerten og om Pades fremsynede principper:

"I partituret til Else Marie Pades violinkoncert findes der en skitse af orkesteropstillingen i et system af cirkler med solisten i centrum. Det er en overraskende ide, som straks kunne rentegnes til en opstillingsplan baseret på surround-optagelsesteknologi. Komponisten har med andre ord været mere end 50 år forud for sin tid.

I 3D optagelser kan musikerne med fordel placeres i cirkler omkring et centralt system (“array”) af mikrofoner, som er monteret på et stort stativ (et “træ”). I traditionelle optagelser skal der bruges langt flere mikrofoner, og tonemesteren må tage udgangspunkt i, hvordan musikerne er placeret. Med cirkeloptagelser er det musikerne, der må indrette sig efter mikrofonerne, men til gengæld opleves det ofte som naturligt at spille eller synge i en cirkel.

Det mindre antal mikrofoner og den større spredning af musikerne betyder, at de forskellige stemmer kommer til står mere tydeligt og klart. Prisen er, at der bliver begrænsede muligheder for at ændre balancerne under postproduktionen. Derfor skal der bruges mere tid til lydprøver, og lydbilledet skal være godkendt, inden optagelserne starter.

Optagelserne i Malmö skete med øgede afstandskrav på grund af corona-situationen. Det viste sig, at 3D teknologien var bedre til at udnytte den begrænsede plads på gulvet, hvilket gjorde det muligt at gennemføre optagelserne på trods af restriktionerne.

En optagelse i cirkler, som denne, giver et basismateriale i surround eller 3D. Postproduktionen af materialet i 3D kræver et avanceret lydstudie med 11 højttalere.

Det må planlægges fra starten, hvordan 3D-materialet skal laves om til en stereo version, men i Else Marie Pades tilfælde gav komponistens anvisninger ingen problemer for produktionen af et balanceret stereomix."

 

Dyk ned i Dacapos tidligere udgivelser med musik af Else Marie Pade eller i Henrik Marstals biografi om den elektroniske pionér.
  • Henrik Marstal, Else Marie Pade

    Danske Komponister – Else Marie Pade

  • Else Marie Pade

    EMP RMX 333 – a tribute to Else Marie Pade (1924–2016)

  • Else Marie Pade

    Aquarellen über das Meer; Illustrationer

  • Else Marie Pade

    Et glasperlespil

  • Else Marie Pade

    Face It

randomness