Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Bent Sørensens musik spilles af nordiske verdensstjerner på nyt album

Bent Sørensen (c) Lars Skaaning

Bent Sørensens musik spilles af nordiske verdensstjerner på nyt album

Nyt album byder på tre koncerter, der er skrevet til tre af Skandinaviens fineste musikere: pianisten Leif Ove Andsnes, klarinettisten Martin Fröst og trompetisten Tine Thing Helseth.

Ny udgivelse
17. marts 2020

En ny udgivelse, som udkommer fredag den 20. marts, præsenterer førsteindspilningen af tre instrumentalkoncerter af Bent Sørensen, spillet af tre anerkendte solister fra Norden, begyndende med Leif Ove Andsnes i den 2. Klaverkoncert, Martin Fröst i klarinetkoncerten, der dufter af spansk poesi, og Tine Thing Helseth, der i trompetkoncerten blæser liv i Sørensens evige fascination af Venedigs skønhed og sårbarhed.

Udforskning af det klassiske symfoniorkester

Bent Sørensen (f. 1958) er en af Nordens førende komponister, og hans musik har stor international opmærksomhed. I 2018 modtog han den prestigefyldte amerikanske Grawemeyer Award, og tidligere i år var han aktuel i København, da DR Symfoniorkestret uropførte hans 2. symfoni.

Solokoncerterne er centrale i Bent Sørensens stadige udforskning og udfoldelse af det klassiske symfoniorkester. De tre koncerter på det nye album er hver især én musikalsk organisme, med solisten som et lysende midtpunkt og med det øvrige orkester som et ekkorum, der udvider og rammesætter den særlige stemning og kraft, der lyser ud fra solospilleren. Af samme grund er solisten ikke for alvor alene i de indlagte kadencer, men indgår altid i et samspil.

Musikalsk leg mellem solist og orkester

Albummets første værk er klaverkoncerten La Mattina (2007-09), indspillet af den norske klavervirtuos Leif Ove Andsnes sammen med Det Norske Kammerorkester og dirigent Per Kristian Skalstad. Koncerten er skrevet til Andsnes, inspireret af Sørensens and Andsnes' møde på pianobaren Broadway, og i følge komponisten selv: "Det er det dybeste og mørkeste, jeg nogensinde har skrevet; men det rejser sig op, som vi gjorde det den morgen, natten var blevet til, da vi forlod Broadway i Wien".

Ligesom i klaverkoncerten er orkesterbesætningen i Bent Sørensens Trompetkoncert (2012-13) klassisk - en perfekt ramme om den musikalske leg, som opstår mellem solist og orkester. Værket er komponeret med tanke på Tine Thing Helseths særlige evne til at få trompeten til at klinge så blidt som noget, og er også indspillet med Det Norske Kammerorkester.

De to koncerter blev indspillet i forbindelse med fejringen af Bent Sørensens 60-års fødselsdag ved en koncert på Ultima-festivalen i Oslo i september 2018.

Sonningversionen fra DR Koncerthuset

Klarinetkoncerten Serenidad (2011-12) høres på albummet i en live-optagelse af den såkaldte Sonningversion, der blev spillet med DR Symfoniorkestret og dirigent Thomas Søndergård, da Martin Fröst modtog Léonie Sonnings Musikpris i 2014. Her blev den oprindelige versions forudindspillede materiale erstattet af syv klarinettister, der fordelte sig på scenen og rundt blandt publikum i DR Koncertsalen mod slutningen af sidste sats.

Stream albummet her.

Bent Sørensens musik er udkommet på en række album gennem de sidste 30 år. Her ses et udvalg.
  • Bent Sørensen

    Koncerter

  • Bent Sørensen

    Rosenbad · Pantomime

  • Bent Sørensen

    Mignon

  • Bent Sørensen

    Sneklokker

  • Bent Sørensen

    Sounds Like You

  • Bent Sørensen

    Shadowland

  • Bent Sørensen

    La Notte

  • Bent Sørensen, Johannes Ockeghem

    Requiem

  • Bent Sørensen

    Sterbende Gärten

randomness