Signs in the Air

Hvordan giver det mening?

Af Svend Hvidtfelt Nielsen

Niels Rosing-Schows musik er blevet beskrevet som præget af raffinerede og fascinerende klange, realiseret gennem forførende instrumentale virkemidler. Eller som det er blevet sagt mere i en noget kortere form: sanselig, organisk og kontrastrig.

De fire værker på dette album udgør ingen undtagelse og viser, trods deres forskellighed, det samme særlige klanglige raffinement, der gnidningsløst leder over i det afsluttende værk på denne udgivelse, Rosing-Schows instrumentation af Debussys Six Épigraphes antiques fra 1914, oprindeligt skrevet for firhændigt klaver.

Debussys originale musik får karakter af nærmest forklarende efterklang til Rosing-Schows univers. Som en slags tidlig pendant eller præ-pendanttil Rosing-Schows univers. Debussys musik er på én gang fremmed og bekendt. Den benytter sig ikke af den dur-mol-tonale harmoniks konventioner; den er på sin egen måde selvforklarende. Det samme gælder Rosing-Schows værker.

Netop denne evne til at skabe umiddelbar musikalsk mening er lige så central for Rosing-Schow som hans klanglige raffinement og så vigtigt et tema for ham, at han har skrevet en bog om det: Hvordan giver det mening? (2023), der kan læses som noget så sjældent som en komponistpoetik.

At tænke over tingene har aldrig ligget Rosing-Schow fjernt. Han har studeret musikvidenskab ved Københavns Universitet og fortsatte derefter på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med fokus på musikteori og musikhistorie, mens han samtidig studerede komposition under Ib Nørholm. Efter endt uddannelse i Danmark studerede han fire måneder i Paris. Foruden at komponere har Rosing-Schow sat sit præg på dansk musikliv gennem flere centrale poster. Han har været medlem af Statens Musikråd og formand for Komponistforeningen. På Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København har han både virket som professor i komposition og senere som både prorektor og rektor.

I bogen Hvordan giver det mening? (2023) undersøger Rosing-Schow, hvordan musik skaber mening for lytteren ved at kombinere centrale teorier om musikopfattelse med indsigt fra sin egen erfaring som komponist for at forstå, hvordan lyd bliver til mening. Helt centralt er her hjernens tendens til at opfatte lydlige bevægelser som kropslige fornemmelser: Toner kan bevæge sig op og ned, musik kan være kraftig eller svag, strømmende eller hoppende, og gennem lydstyrken kan vi fornemme afstand eller nærhed.

Disse grundlæggende lydmønstre kalder Rosing-Schow for “kinetiske arketyper”. Det er fællesmenneskelige musikalske gestus, som går på tværs af individuelle forskelle og skaber fælles betydning. Ved at bruge disse genkendelige gestus kan komponisten skabe musik, der giver umiddelbar mening for lytteren.

For at opfatte denne mening skal lytteren kunne “erindre”, “være opmærksom” og “kategorisere” det, de hører. Kategoriseringen hjælper til at opbygge det, Rosing-Schow kalder “auditive kognitive koder”. Jo mere musik vi lytter til, jo flere af disse koder behersker vi, og jo bedre bliver vi til at hente ‘mening’ ud af musikken.

Når man oplever Rosing-Schows musik og fordyber sig i hans bog, bliver det klart, at det for ham er en ambition at tale så direkte, så også lyttere uden indgående musikkendskab kan være med. Som han selv udtrykker det, skal “musikken være talende, men på musikkens egne præmisser”.

Én ting er musikken som forståelig gestus. Lige så vigtig er måden, musikken udvikler sig på over tid. Her er Rosing-Schow kendt for at skabe klare musikalske processer, hvor én tilstand naturligt forvandler sig til den næste. Det vigtige her er, at det er tydeligt, hvad der får lyden til at forvandle sig fra én tilstand til den næste.

Selvom Rosing-Schow har en dyb teoretisk forståelse af musik, bruger han primært denne viden som et redskab til at omsætte ikke-musikalske oplevelser til toner. Et godt eksempel er albummets åbningsværk, Dance and Signs in the Air (2016), som blev bestilt til Ensemble Storstrøms 25-årsjubilæum. Dette stykke har sin oprindelse i en helt særlig oplevelse fra en park i Shanghai. Rosing-Schow fortæller:

“En gruppe mennesker danser til skramlende musik fra en ghettoblaster – en mand tegner den smukkeste kalligrafi på jorden. Han maler på asfalten med vand, der hurtigt fordamper i solen. Jeg blev fascineret af det poetiske optrin, selvom det jævnligt blev forstyrret af storbyens larm. Nogle vagter dukkede op, og sceneriet opløste sig uden at efterlade spor. Bortset fra et aftryk i sindet. Så flygtigt som musik, der maler sine toner i luft.”

Dette er inspirationen, ‘visionen’. Arbejdet for komponisten ligger herefter i at skabe et katalog af umiddelbart meningsfulde lydlige objekter samt energimæssigt profilerede tids- og klangrum. Derefter udforsker han, hvordan disse elementer fungerer over tid og hvordan de kan spille sammen på meningsfulde måder. Dette giver ham grundlag for at gruppere elementerne og opdage særlige mønstre, som han kan bruge i kompositionen.

Rosing-Schow udvælger gestus. Og lytter sig frem til de muligheder for blandt andet forandring, der ligger i de valgte gestus. Han beskriver hermed sig selv i en dobbeltrolle: Han er på én gang lytter og skaber. Lytningen afhænger af det skabte, og det skabtes udvikling er afhængig af lytningen.

Forholdet mellem vision og den konkrete musik er i sidste ende komponistens ansvar, selvom andre kan høre og opleve musikken på deres egen måde. I Dance and Signs in the Air skaber Rosing-Schow en subtil reference til kinesisk musik ved hjælp af kvarttoner. Disse bryder den rene tempererede “klassiske” stemning og fremmaner en anderledes skalafornemmelse.

Værkets hovedforløb illustrerer komponistens fokus på forståelige gestus og musikalske arketyper. Vi bliver præsenteret for en høj, gennemtrængende enkelttone, der pulserer mellem udholdt klang og tonerepetitioner. Denne tone kollapser nærmest fysisk; som et objekt, der falder gennem luften og lander på en dyb tone. Herfra kaster en markant klaverarpeggio os tilbage til højderne. Og med dette er grundelementerne for værkets første minutter givet.

Vi kan opfatte disse elementer som de “tegn”, som værkets titel placerer i “luften” – det medie, lyden bevæger sig igennem. Disse idéer eller tegn nuanceres og raffineres, men stadig på en måde, der er tilgængelig for alle. Det hele er i princippet så enkelt, som det lyder.

De klart definerede musikalske elementer viser sig at rumme mange muligheder. Den dybe tone, hvorpå musikken lander, behøver for eksempel ikke altid straks at udløse klaverarpeggioen. Den kan også stå alene som en dyb tone og kalde på andre udviklinger.

De tydeligt tilskårne elementer gør det muligt – og interessant – at følge musikkens bevægelser, der altid er klart formet. Også forandringerne og de nye elementers indtræden står tydeligt frem. Man kan distinkt fornemme de faktorer, der udløser forandring, hvad enten det er en gradvis omdannelse eller et markant skift til noget kontrasterende. Undervejs antydes en lille vals – en reference til titlens “dans”. Musikken er ikke blot smuk og raffineret; den er også meningsfuld på et helt elementært plan. Den burde i princippet kunne forstås og nydes af lyttere uden nogen forudgående musikalsk baggrund eller kendskab til komplekse auditive koder.

Albummets andet værk, Granito y arco iris (1999), en kammerkoncert for akkordeon og ni instrumenter, skiller sig tydeligt ud på en helt anden måde. Dette værk synes ikke at være inspireret af en specifik oplevelse, men snarere af begrebsparret granit og regnbue. To vidt forskellige naturfænomener, som hver især er fascinerende, og som, når de bruges som metaforer, åbner for et væld af associationer. I værket fremhæver Rosing-Schow kontrasten mellem det håndgribeligt hårde og ubrydelige (granitstenen) og det uhåndgribelige og flygtige (lyset i regnbuen). Han skaber en dialog mellem strukturens objektivitet og sansningens spektrum af nuancer, der tilsammen udtrykker både det konkrete og det abstrakte i musikken.

Musikken udfolder sig i tre vældige bølger af bevægelse, der går fra pianissimo til forte fortissimo, hver disponeret på sin måde, men generelt i bevægelse fra færre til flere instrumenter, afsluttende med en lang udklang. Den første bølge starter med næsten ren klang, der gradvist opbygger mere bevægelse, indtil den igen stivner i klang. Instrumentationen er forbløffende. Bølgen begynder med skift mellem strygere og akkordeon, men de to meget forskellige instrumentklange er komponeret, så de smelter fuldstændig sammen – faktisk lyder de næsten ens.

Den anden bølge bevæger sig gennem et fascinerende perpetuum mobile (måske en reference til det “brudte lys” i titlen) i fløjte og klarinet. Under denne bevægelse høres akkordblokke, der kunne symbolisere granit samt en trompetmelodi. Bølgens klimaks leder til en kort kadence for soloakkordeon.

Tredje og sidste store bølge formes af dragende strygerklange, der gradvist bearbejdes. Skulle man gå ind i titlen, kan man måske ane granitten i de dybe akkordprogressioner og regnbuen i de figurationer og diskante klange, som de synes at opløses i.

I Carried Away (2019) genfinder vi de konkrete gestiske bevægelser fra albummets andet værk. Musikkens mening ligger i både lyd og handling: Særlige toner fungerer som fikspunkter for aktivitet, mens bestemte spillemåder – som spil på flyglets strenge og brutale harpeknips – skaber opmærksomhed og bliver formdannende. Stigende bevægelser i cello og fagot indleder forløbet, og når de gentages, mærker man tydeligt, at slutningen nærmer sig.

Respiro ergo sum (2015) – “Jeg trækker vejret, derfor er jeg” – er titlen på tre satser for akkordeon og cello. Den parafraserer Descartes’ berømte “Cogito, ergo sum” (“Jeg tænker, derfor er jeg”) og illustrerer, hvor tæt forbindelse Rosing-Schow kan skabe mellem en ekstramusikalsk idé og absolut musikalsk realisering. Åndedrættet tydeliggøres dels af akkordeonets bælg, der i andensatsen producerer et rytmisk åndedrag, dels af en særlig strygeteknik, der får også celloen til at ‘ånde’. Men åndedrættet kan også høres gennem hektiske, næsten antydede bevægelser, som i førstesatsens meget karakteristiske og Rosing-Schow’ske procesbevægelse, der leder frem mod forskellige klimakser. Det kan også være langsomt og tungt som en sovende vejrtrækning i den næsten magiske afslutningssats. Musikken fremstår her som portrætter af kropslige eller måske emotionelle tilstande, som de kommer til udtryk gennem vores vejrtrækning.

Debussys Six Épigraphes antiques lægger sig – som allerede beskrevet – karaktermæssigt fint i forlængelse af ovenstående værker: Musikkens struktur, stemning og indhold er som poesi; med den elegance og en sanselighed, som også er et særkende for Debussy.
 

Svend Hvidtfelt Nielsen er en dansk komponist, organist og musikforsker.