Louisiana Ritual

Musik i parken

Af Christian Munch-Hansen

I musikvideoen Pyramid,optaget på Louisiana Museum of Modern Art, glider dronekameraets blik hen over museets skulpturpark, mens man svæver hen over de frodige skråninger langs kystlinjen ved Humlebæk i Nordsjælland. I parken står Mikkelborg Riessler Siegel Trio på en pyramideskulptur skabt af den danske kunstner Poul Gernes (1925-1996) – et spektakulært skue. I en anden video, Winter Sun, fletter nærbilleder af musikerne in action sig sammen med optagelser af glitrende bølger og havskum, der skyller ind på kystens stenstrand. Der er en slående forbindelse mellem den lokale natur, kunsten og den klangligt stemningsfulde musik, der strømmer lytteren i møde og viser, hvordan de fysiske omgivelser er uløseligt forbundet med denne musiks tilblivelse og udtryk.

© Louisiana Museum of Modern Art/Franck Tusolini

I en tiårig periode fra 2014 mødtes den dansk-tysk-amerikanske trio hver sommer på kunstmuseet og gennemførte et tilbagevendende ritual. Over to weekender optrådte de live i skulpturparken, ofte til overraskelse for museets gæster, med de tre musikere stående i hver deres positur: Palle Mikkelborg med sit instrument højt hævet eller med kroppen krummet sammen om det; Michael Riessler rank opretstående som en obelisk med fingrene vandrende over klarinettens knapper og Wayne Siegel som en maestro, hvis hænder dirigerede mærkelige fagter foran en computerskærm, som formede han lyd ud af den tomme luft.

Wayne Siegel fortæller om trioens tilblivelse:

“I 2013 blev jeg inviteret af Louisianas musikchef, Lars Fenger, til at optræde i museets park med mit motion-tracking system. Ved den samme lejlighed spillede Palle Mikkelborg og Michael Riessler som duo, og vi blev alle indlogeret i museets bådehus, hvor vi spiste, drak og hang ud sammen. Jeg ved ikke, om det var Lars Fengers skjulte idé at få os til at mødes, men der var god kemi mellem os med det samme, og året efter optrådte vi sammen.”

Siden har de tre distinkte musikere, med hver deres karriere og musikalske stil, udgjort en utraditionel konstellation og sammen udviklet et fælles udtryk i en genre, der ikke har noget navn – musik i krydsfeltet mellem elektronisk musik, ny kammermusik og fri improvisation.

Wayne Siegel skabte oprindelig lydkulissen til Winter Sun/Sig nærmer tidensom en lydinstallation med titlen Solkreds til Dodekalitten – tolv monumentale stenskulpturer af kunstneren Thomas Kadziola, som står ved Kragenæs på Lolland. Siegel uddyber: “De elektroniske harmonier er programmeret, så de hele tiden udvikler sig. Det er samme software, vi benytter på indspilningen med trioen, og som vi improviserer over.”

Musikken åbner med mørke, elektroniske klangflader og lyden af klokker. Snart træder Riesslers basklarinet og Mikkelborgs trompet ind som fortællende stemmer. Musikken er som et vinterdigt i lyd, med sol og klar luft, men alting er stivnet i frost eller dækket af sne som i en dødelig søvn. Denne stemning videreføres, når musikken citerer Sig nærmer tiden – en smuk og velkendt melodi i dansk sangkultur, komponeret af Oluf Ring i 1922 til et digt af Steen Steensen Blicher fra dennes berømte digtcyklus Trækfugle (1838). I digtet anvender Blicher vinterens fugle som et billede på mennesket, der må ud på sit sidste “træk”, når det “hører vinterens stemme”. På samme måde som teksten bærer musikken en flig af menneskets eksistentielle grundvilkår med sig.

Mirages, med en elektronisk lydkulisse af Michael Riessler, skildrer en dramatisk scene i mødet mellem menneske og maskine. Der oprulles et festligt kaos af stemmer – tangenter, slagtøj, blæsere – fuld af bevægelse og fremdrift. Efter tre minutter afbrydes den tumlende puls af pludselige, dramatiske breaks. I den afsluttende sekvens har musikken bevæget sig hinsides brud og konflikt og svæver som en magisk kube i et ørkenagtigt fatamorgana.

Den kompositoriske ramme til Gothic er leveret af Wayne Siegel. Til at begynde med agerer trioens medlemmer forsigtigt, som er de i færd med at pakke noget skrøbeligt eller ukendt ud. Og måske er det også klogt at være varsom med, hvad man vækker til live, for snart materialiserer en metallisk klingende puls sig, kombineret med tvetydige melodiske indfald fra basklarinetten og trompeten. Siegel åbner her for en slags gotisk leg med klichéer fra gyser- og filmmusikken med underliggende humor: demonstrative molakkorder, skæbnesvangre orgelklange, listige klokkespil og små doser tordenvejr.

Live in the Park 2019 er en direkte dokumentation af trioens optræden i Louisianas skulpturpark, hvorimod resten af udgivelsens musik er optaget i museets koncertsal. På trods af vind, vejr og de tekniske udfordringer, der kan forekomme, når man optager musik udendørs, står oplevelsen af trioens optræden en eftermiddag i august 2019 klart frem: en rapsodi for laptop, trompet og basklarinet med en række nøje tilrettelagte musikalske tableauer.

I værkets luftige åbning citerer Mikkelborg en af sine egne melodier, som også kan høres i musikvideoen Capricorne, produceret af Louisiana Music Channel. Melodien danner rammen om kompositionen og dukker op igen i dens coda. Efter den stemningsfulde begyndelse træder et mere abstrakt tonemaleri frem: Siegel udvider det elektroniske soundscapemed klirrende metal, lyde af spilledåse, boblende vand og mekanisk urværk, mens trompet og basklarinet griber efter melodiske motiver. Omkring seks og et halvt minut inde i værket når musikken til et roligt intermezzo med bluesfraser, før en ny og inciterende puls toner frem med temaet til Mikkelborgs komposition Glass Painting (fra albummet Anything but Grey, 1992). Mod værkets slutning hersker atter en søgende atmosfære, udefinerlig som i et tåget landskab, inden et sidste hurtigt løbende beat igangsættes. Blæsere og elektroniske effekter intensiverer det stadig mere ekspressive forløb, før det ender brat og viger pladsen for en suggestiv, melodisk afrunding.

Song Tread Lightly er en Mikkelborg-komposition baseret på et digt af den norske forfatter Olav H. Hauge (1908-1994). Musikken blev første gang indspillet på udgivelsen af samme navn fra 2000, men var oprindelig en del af en suite på 10 satser med titlen A Moon of Light, opført ved den norske festival Maijazz i 1998 med Stavanger Symfoniorkester. Ved den lejlighed blev Hauges digt reciteret:

Sang, træd varsomt på mit hjerte
Træd varsomt som klokkelyng på vandig hede
Som fugl på natgammel is
Bryder du skorpen til smerten
Drukner du, sang

“Vi må passe på livet, så det ikke går i stykker,” har Mikkelborg udtalt i en kommentar til digtets stærke udsagn om skrøbeligheden i tilværelsen, der kan briste som tynd is. Digtet fik en ny tyngde, da Mikkelborg igen anvendte musikken til mindekoncerten Eternity’s Sunrise på Roskilde Festival i 2001, året efter den tragiske dødsulykke på festivalen, hvor ni unge mennesker mistede livet under en koncert med bandet Pearl Jam. I denne nye trioform berører flygelhornet os blidt med sin varme klang og glider som melodibærer over de præ-indspillede keyboards og kor.
 

Christian Munch-Hansen er musikskribent, forfatter og underviser.