Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

EKSTASIS – Polyphõnos discordiae

Simon Christensen

EKSTASIS – Polyphõnos discordiae

NeoQuartet

Gennem en årrække har Simon Christensen udforsket strygekvartettens muligheder med bemærkelsesværdige resultater – værker der på fascinerende vis bryder med genrens vante rammer. Hans seneste værk, det 45 minutter lange EKSTASIS – Polyphōnos discordiae, er komponeret til og opføres her af den polske NeoQuartet. Værket folder sig ud som et betagende lydlandskab, hvor minutiøse detaljer møder et rigt rytmisk univers i en dragende vekslen mellem indadvendt ro og ubændig energi.

Verdenspremiereindspilning. Digital-only album.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.24 / $10.78 / £8.01
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.58 / $12.34 / £9.17
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.07 / $16.4 / £12.19
    Køb
Simon Christensen © Laïla Hansen
Total runtime: 
44 min.
En ny skønhed

Af Andrew Mellor

Med præcist kalibreret klangbehandling, minutiøst konstrueret rytmik og vilje til at lytte ud over den tempererede skalas tolv toner åbner Simon Christensens musik sit eget rum både gavmildt og karakterfuldt. Hans musik er ofte yderst nøje tilrettelagt, men klinger også med en enkelhed fuld af direkte skønhed. Christensens fascination af den auditive oplevelse fører ham til at opsøge lyden i al dens kompleksitet og derefter destillere den til en tålmodig, transparent musik med en sjælden evne til at tiltrække sig menneskelig opmærksomhed.

Christensen er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København hos Hans Abrahamsen, Ivar Frounberg og Niels Rosing-Schow samt på Pariserkonservatoriet hos Frédéric Durieux. Hans musikalske baggrund er ganske alsidig. I dag er han ansat som organist, men han har også spillet trommer i bandet New Paragraphs og været medlem af såvel electronica-duoen Mobile Soundscapes som det eksperimenterende ny musik-ensemble Kundi Bombo.

Selv om populærmusikkens æstetik er en central del af Christensens kunstneriske dna, førte hans intense optagethed af rytmer ham imidlertid med tiden ud over en genre, hvor netop denne musikalske parameter så godt som altid bliver ensrettet. Rytmisk kompleksitet står som noget helt centralt i Christensens værker, også når den ligger gemt under en glansfuld overflade. Det indgår som en del af det, komponisten og musikskribenten Frank J. Oteri har kaldt Christensens ”evne til at mobilisere det uregelmæssige”.

Christensens interesse for rytme tilfører meget af hans musik en fornemmelse af et pulserende indre liv i konstant mikrobevægelse, selv når den tilsyneladende er statisk svævende. Rytme er, insisterer han, en legitim lyd i sig selv og tjener til fulde hans projekt om at skabe noget klart og bevægeligt ud af noget komplekst og potentielt stødende.

Strygekvartetten står som en central genre i Christensens produktion. Hans tidlige kvartet Towards Nothingness fra 2008 (Dacapo 8.226530) er et fortættet, mørkt værk, hvor et karakteristisk rytmisk groove gradvis går i opløsning sideløbende med etableringen af en tvetydig forbindelse til en tertsbaseret melodi. Musikkens overflade glimter af overtoner og er krydret med kvarttoner. Uropførelsen i 2014 af Christensens strygekvartet MANIFEST – But There’s No Need to Shout (Dacapo 8.226587) blev en begivenhed i dansk musik. Det 70 minutter lange værk udfordrede selve forestillingen om en strygekvartet ved – gennem udelukkende at bruge løse strenge på de (omstemte) instrumenter og deres righoldige overtonerækker – at skabe et værk, som af en af komponistens jævnaldrende er blevet kaldt ”smukt på en måde, som musik aldrig før har været smuk på.” I dette værk blev rytme brugt til at tilføre musikken et indre liv, uanset det næsten totale fravær af traditionel melodisk bevægelse.

Christensens næste store værk i kvartetform satte derimod forestillingen om rytmisk kompleksitet i forgrunden. EKSTASIS – Polyphōnos discordiae fra 2019-2020 er et bestillingsværk fra det polske ensemble NeoQuartet, der uropførte det ved Rudersdal Sommerkoncerter i 2021. Det ligger i forlængelse af Christensens strygekvartet The Whistle Quartet fra 2018, ligeledes skrevet til NeoQuartet. Komponisten beskriver titlens forskellige betydninger således: Ekstasis refererer til ”en sindstilstand, at være ude af sig selv”, mens polyphōnos refererer til ”et mangfoldigt udtryk og polyfoni” og discordiae refererer til ”helhed gennem at kombinere modstridende elementer”.

Af praktiske grunde er kvartetten på denne indspilning inddelt i fem satser, men partituret er skrevet som en enkelt sats og bør opføres og høres som en sådan. Helheden bliver punkteret af en følelse af skæv stemning, der skyldes en instruks om at stemme to strenge på hvert instrument en ottendedel tone ned, mens de resterende to strenge forbliver normalt stemt. Traditionelle buestrøg med fuld kontakt til strengene bliver kun brugt sparsomt i løbet værket. Ofte anvendes buestrøg snarere til at fremmane overtoner end til at spille grundtonen.

Isoleret set kan elementerne i Christens kvartet synes at ligne selve indbegrebet af ”musique concrète” – musik som en genstand, som en lyd i et rum. Men alligevel gennemløber EKSTASIS i løbet af sine 45 minutters spilletid også en form for rejse. Musikken ændrer perspektiv i forskellige afsnit, undersøger gestisk materiale både på nært hold og på afstand. Den stramme samtale mellem de fire instrumenter kan synes i konstant udvikling hen mod nye gennembrud eller horisonter – altid på sporet af en akkord, der vil vise sig at være portal til det næste mulige lydlandskab.

Processen bæres af en rytmisk fremdrift, som både kan være let og blid eller streng og motorisk. I begge tilstande bliver den jævnligt hvirvlet gennem sekvenser af ”toler” – pludselige hop (eller store spring) ud i kvintoler, sekstoler eller septoler. Disse forvrængninger af pulsen giver indtryk af, at musikken momentant går op i et højere tempo eller bliver tynget ned i et lavere – dens metrum bliver skiftevis presset sammen og udvidet – og dermed ændrer vores oplevelse af rytmisk udvikling og tiden som sådan. På samme måder giver gentagelser indtryk af sagte ændringer i betydningen eller budskabet i det hørte.

Kvartettens tilsyneladende kontinuerte, men også gradvise proces med rytmisk og materialemæssig adskillelse og samling fører den ud i forskellige terræner, fra let svajende danse og indadvendte, statiske akkorder til det, komponisten selv kalder ”nervøst støjende sektioner” bestående af brutale, knivlignende gestus fra strøgne strenge. Helt fra værkets begyndelse har vi muligvis takket være bratschen og celloen haft fornemmelsen af en melodi dybt nede (et ekko af Towards Nothingness), og heri muligvis kunnet skelne intervallet en faldende ”komprimeret” kvint – et karakteristisk træk i Christensens musik, hvor en ottendedel tone mangler. Alt materialet er bundet sammen, som om det først er blevet slået i stykker og derefter resolut genopbygget – melodier, hvis vi ellers overhovedet opfatter dem som sådanne, bliver fordelt i ensemblet, som om intet instrument er i stand til at tale for sig selv uden hjælp fra de andre.

Hele vejen igennem er kvartettens fire musikere intenst afhængige af hinanden og bevarer samtidig også på en eller anden måde deres selvstændighed. Når man ser ud over alle de nøjeregnende detaljer – i auditiv forstand – bliver fornemmelsen af et større musikalsk tæppe mærkbar. Det er dette klare billede ud af en masse af detaljer, på samme tid meditativt og vildt, som kendetegner den nye klanglige dimension, Christensen har fundet i strygekvartetten og så stærkt trækker os ind i.


Andrew Mellor er forfatter til The Northern Silence – Journeys in Nordic Music and Culture (Yale University Press)

Release date: 
februar 2025
Cat. No.: 
8.226644
FormatID: 
Digital album
Barcode: 
636943664421
Track count: 
5

Credits

Recorded at Nowy Dwórden, Gdańsk, 4 April 2023

Recording producer: Marcin Kowalczyk
Engineering: Marcin Kowalczyk
Mixing and mastering: Simon Christensen

℗ & © 2025 Dacapo Records, Copenhagen

A New Beauty, by Andrew Mellor, translated from the English by Jakob Levinsen 
Cover design: Je sors avec le batteur

Publisher: Edition·S, www.edition–s.dk

NeoQuartet, www.neoquartet.pl

randomness