Adaptations

Ind i det ukendte

Af Jakob Kullberg

Vi har sikkert alle oplevet resultatet af en roman, som er blevet bearbejdet til et filmmanuskript og siden til en spillefilm. På samme måde har vi sikkert også alle sammen oplevet at føle os skuffede over, at en film ikke levede op til forventningerne, eller at den måske omvendt forekom os endnu bedre end originalen. Enhver samtale om sådanne bearbejdelser vil hurtigt komme til at handle om sammenligninger mellem originalen og bearbejdelsen og uundgåeligt udvikle sig til en diskussion om troskab over for kildematerialet. Ydede filmen romanen retfærdighed, eller kastede den måske tværtimod nyt lys over originalen? Bag forestillingen om at være tro mod originalen ligger en opfattelse af, at et kunstværk rummer en kerne, der kan oversættes, som kan formidles gennem bearbejdelse.

Inden for klassisk musik møder tanken om bearbejdelser ofte en vis modstand. Siden Beethovens tid er komponister blevet kanoniseret og sammen med deres værker sat på en piedestal for dér at skabe, hvad filosoffen Lydia Goehr kalder “et imaginært museum af musikværker”. Forestillingen om komponistens partitur som et helligt kunstværk med tydelige grænser står i stærk kontrast til bearbejdelsens natur. Ifølge den russiske lingvist og filosof Mikhail Bakhtin findes der to forskellige “kroppe”, den kanoniske og den groteske, hvor den kanoniske så at sige er blevet sat kunstigt i stå. I sit banebrydende værk Rabelais og hans verden (1965) plæderede Bakhtin for, at alt er i uophørlig dialog med alt andet omkring sig, at det er “en krop i udvikling. Den er aldrig færdig, aldrig fuldendt; den er konstant ved at blive bygget og skabt, samtidig med at den selv skaber og bygger på en anden krop”.

Et fascinerende træk ved den kritikerroste danske trio The Firebirds – Banke, Filipsen & Pasborgs album Adaptations er tilnærmelsen og forsoningen mellem to potentielt modstridende syn på verden. Er det overdrevet at hævde, at Bakhtins forestilling om kroppen i konstant udvikling er en rammende beskrivelse af en jazzmusikers tilgang til musikken? Adaptations består af en række musikalske videreformidlinger, der begynder med improvisationer af The Firebirds, som derefter er blevet forelagt nutidige klassiske komponister med vidt forskellig æstetisk baggrund. Komponisterne har kunnet vælge frit mellem improvisationerne som inspiration til hver deres værk for strygekvartet. Efter færdiggørelsen af strygekvartetterne har The Firebirds “re-reageret” i form af “arrangementer”, som er inspirerede af de pågældende værker. Som musikalske etaper i konstant udvikling samler en improvisation sig til en strygekvartet, som igen opløser sig til et arrangement, der også omfatter improvisation. Som i en form for filtreringsproces har hver enkelt komponist ladet sit subjektive kompositoriske filter være afgørende for valget af materiale, der videreføres fra kildematerialet og antager ny form.

A Possible Meeting
Albummets indledende suite af indbyrdes forbundne stykker begynder med The Firebirds’ A Possible Meeting, der består af to improvisationer lagt ind over hinanden for at tilvejebringe en musik, som paradoksalt er kendetegnet ved lige dele rolig rummelighed og rytmisk energi. Den norske komponist Inga Margrete Aas’ If the Eye Was an Animal kan opleves som en mikroskopisk fokusering på intervaller, sådan som det kan høres i begyndelsen af A Possible Meeting. Men Aas citerer ikke materialet præcist, nærmest som om at bearbejdningsprocessen har forvrænget informationen en anelse. Ved hjælp af moderne teknikker, der til dels dækker omfanget af en lydisk akkord i C, udfolder hun et klanglandskab af skingre, sitrende intervaller. I Birdeye reagerer The Firebirds på Aas’ strygekvartet med et arrangement, der forbliver i C-dur, men ændrer skalaens G til et G# og derved forstørrer den lydiske skala. At man faktisk ikke hører et C i det dybe basregister i Birdeye, er uden betydning, da man uanset oplever dette som et slags ubevidst ekko efter at have lyttet til Aas’ stykke.

Ifølge keyboardspiller Anders Filipsen besluttede The Firebirds sig for to afgørende udgangspunkter i forbindelse med bearbejdelsen af disse gennemkomponerede kvartetter. For det første rummer hver enkelt kvartet markante motiver, som trioen har behandlet med et vist mål af troskab og udviklet yderligere ved at kombinere viderearrangementer og improvisationer. For det andet har trioen bestræbt sig på at bevare hver enkelt kvartets følelsesmæssige karakter alt imens de har været åbne for at deres arrangementer udvikler en ny musikalsk identitet.

Repetto
The Firebirds’ improvisation Repetto er selv springbræt for to af strygekvartetterne på dette album, Veli Kujalas Fast Forward og Mauro Patricellis Fato. Gruppen har valgt at kuratere kvartetterne og deres trioarrangementer med udgangspunkt i en æstetisk vurdering af musikalsk og kunstnerisk sammenhæng fremfor værkernes egentlige kronologi. I Repetto, som ikke er en improvisation i ordets strengeste forstand, danner en fastlagt rytmisk figur grundlaget for gruppens rejse ud i det ukendte. Både Fato og The Firebirds’ videreformidlede svar med titlen Nocturnal Dance tager udgangspunkt i denne rytmiske idé og de hovedintervaller, som Repetto erbaseret på, for på den måde at etablere en tydelig forbindelse. Som en form for parallelvirkelighed udvikler både Repettos andet afkom, Kujalas Fast Forward og det deraf affødte trioarrangement med den tilhørende improvisation Faster Than Slow , sig fra deres ophav på knap så åbenlyst afledt vis. The Firebirds understreger, at der ikke skal tillægges begivenhedernes rækkefølge nogen betydning, og at skæring fire til otte på albummet kan opfattes som en sammenhængende suite i fem dele.

Low
Den næstsidste gruppe af dialoger på albummet præsenteres i kronologisk rækkefølge og begynder med The Firebirds’ mørke og dystre, nærmest industrial-klingende improvisation Low. Denne dystre, alvorlige improvisation vakte komponisten Nick Martins interesse, da han skulle i gang med en bearbejdelse til albummet, og inspirerede til den blidt og langsomt flagrende kvartet Queer Tears. Repræsenterer de sørgmodige glissandoer menneskelige tårer, eller er det blot de skrigende måger oppe på taget af Martins forældres hus i Cornwall, hvor værket er komponeret? På grund af projektets intuitive karakter besluttede Martin at arbejde instinktivt, på samme måde som man kunne finde på at improvisere med allerede eksisterende materiale og først gradvis opdage dets form, mens det udfolder sig. Således spejler hans tilgang, hvordan The Firebirds selv arbejder i deres bearbejdelser af strygekvartetterne.

Trioens viderearrangement af Martins værk med den enkle titel Cry skaber med inspiration fra Martins indledende akkordfølge en mere fjern følelse af sorg. Som en bevægelse gennem et mennesketomt storbylandskab i tusmørke virker den ufravigeligt langsomme puls ladet med accept af for længst faldne tårer.

At the End of the Road
Udforskningen af de mere mørke følelsesmæssige nuancer fortsætter, efterhånden som de tre skæringer i denne sidste del fremføres i omvendt rækkefølge. Still er The Firebirds’ reaktion på Xavier Bonfills modernistiske strygekvartet med titlen Still Life, som selv er resultatet af en bearbejdelsesproces. Ved hjælp af samples fra At the End of the Road har Bonfill manipuleret uddragene elektronisk og derefter udviklet resultatet yderligere ved at notere og instrumentere det for strygekvartet. Hvor Still Life med sine pinagtigt krybende, mikrotonale glissandoer kan opleves som en ildevarslende konflikt i stor skala, set mikroskopisk fra langt ude i rummet, ligner Stillsnarere en tyst, livsbekræftende konstatering. Med en smule fantasi kan man læse de to titler som spørgsmål og svar: Still Life? … Still!

Efterhånden som vi trænger dybere ind i denne dystre fortolkning, der i sig selv er en bearbejdelse og dermed utvivlsomt også påvirker lytteoplevelsen, synes albummets sidste skæring, At the End of the Road, måske at besvare spørgsmålet om, hvordan et orgel vil lyde til en fremtidig postapokalyptisk gudstjeneste? Man kan forestille sig The Firebirds’ sidste musik ledsage en sagte recitation af de berømte linjer fra T.S. Eliots digt De hule mænd (1925):

Det er sådan verden går under
Det er sådan verden går under
Det er sådan verden går under
Ikke med et brag men med en
klynken

Jakob Kullberg er en internationalt anerkendt cellosolist og pædagog og en af de mest aktive og stilistisk bredtfavnende danske instrumentalister. Han har en ph.d.-grad fra Norges musikkhøgskole.