Echoes
Echoes
På Echoes inviterer Lars Møller, sammen med den legendariske trompetist Palle Mikkelborg og NDR Bigband, lytteren med på en musikalsk rejse, der spejler hans egen kunstneriske udvikling og udforskning af mødet mellem jazz og indisk musik. Albummet veksler mellem luftige, improviserede passager og tætte orkestreringer og skaber en forunderlig balance mellem stilstand og bevægelse. Resultatet er et tidløst bigband-univers, der favner både spirituel åbenhed og rytmisk nerve.

1 | – | 15:56 |
20,00 kr.
€2.68 / $3.12 / £2.32
|
2 | – | 7:33 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.87 / £1.39
|
3 | Part I, Hommage | 14:26 |
16,00 kr.
€2.14 / $2.5 / £1.86
|
||
4 | Part II, Transition | 6:46 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.87 / £1.39
|
||
5 | Part III, Passage | 5:06 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.87 / £1.39
|
6 | – | 10:44 |
16,00 kr.
€2.14 / $2.5 / £1.86
|
Luften og ilden
“Åndedrættet rummer mere, end naturvidenskabsmanden umiddelbart forstår. Han kender kun til vibrationerne af luften, der trækkes ud og ind, og han ser ikke længere end det. Derudover findes en pulseren: hjertets og hovedets pulsslag, pulsen, alt dette er en rytme. Mennesket tænker sjældent over, hvor meget der afhænger af denne rytme. Hele livet afhænger af den!”
– Hazrat Inayat Khan (1882-1927): The Mysticism of Sound and Music
Af Christian Munch-Hansen
Et nyfødt barn presser sig vej fra den svømmende fostertilstand og ud i verden, hvor det tager sine første ind- og udåndinger. Gerne med lyd på. Det vræler sig vej ind i livet. En fødsel er en skabelse, sådan som filosoffen Hannah Arendt har gjort sig tanker om i forbindelse med sit begreb natalitet, der i videre forstand handler om muligheder, kreativitet og håb.
Det er det mirakuløse, vi foretager os livet igennem: trækker luft ned i lungerne og respirerer. Ordet ‘inspiration’ er netop det samme som at inhalere og fylde lungerne med ilt. Det må vække genklang hos enhver musiker, og især hvis man spiller et blæseinstrument, som det er tilfældet med komponisten og saxofonisten Lars Møller. Han har igennem sin mere end 30 år lange karriere ekspanderet sit musikalske udtryk som instrumentalist og orkestral komponist, spændt ud mellem Vesten og Østen, mellem skandinavisk eftertænksomhed, robust amerikansk jazz og følelsesfulde indiske modaliteter og rytmemønstre.
Echoes kalder Lars Møller denne udgivelse, for musikken er ‘efterklangen’ af det kunstneriske, menneskelige og spirituelle møde, som fandt sted tilbage i 2019 mellem komponisten og dirigenten, NDR Bigbands koloristiske orkester og trompetisten Palle Mikkelborgs sjælfulde nærvær.
Men musikken er også en ‘efterklang’ af dybere spor i Lars Møllers kunstneriske løbebane, herunder de kompositoriske trædesten, der fører tilbage til især komponisten og arrangøren Bob Brookmeyer, den intense fordybelse i amerikansk jazz og indisk musik, der løfter arven videre fra John Coltrane, og fordybelsen i meditation og vejrtrækning, som har ført til, at Lars Møller i dag også inkorporerer meditation i sit musikalske arbejde.
Palle Mikkelborg foran NDR Bigband © Axel Dürr
Med Echoes kan man tale om, at noget kommer til syne på en ny måde i Lars Møllers orkestermusik eller i hvert fald bliver mere foldet ud end tidligere. Nemlig kontrasten mellem på den ene side rumligheden og luften i de afdæmpede og improviserede passager, hvis omdrejningspunkt er Palle Mikkelborgs frie og luftbårne spil (flere steder i spillevende dialog med pianisten Florian Weber), og på den anden side de fortættede kompositoriske mønstre og orkestreringer med både dansende puls og klanglig finesse.
Det er med andre ord en musik, der rummer både luften og ilden. Som et af de fire elementer kan luft i alkymistisk forstand forstås som det spirende forår, statisk, tåget og forbundet med tidløshed, spirituel åbenhed og nærvær. Det er kvaliteter, man hører i Møllers og orkestrets åbning på Salt og i særdeleshed i Mikkelborgs trompetstemme, der fanger lyden af vind og udtrykker væren i øjeblikket. Som Møller erindrer fra de indledende prøver: “Jeg husker tydeligt det øjeblik, hvor vi spillede sammen med hele bandet for første gang. Palle greb det rum, Florian gik med og en magisk dør åbnede sig.”
I forlængelse af dette er der ilden, som er forbundet med sommer og varme, men også dynamik, spænding og action, elementer, der folder sig ud i flere passager i Møllers driftige orkestermusik. I Salt og i suiten Echoes of India kan man ikke blot forestille sig det dybsindige, spirituelle Indien, men også det farverige og rytmisk pulserende Indien med krydderierne, klasseskellene og de trafikerede gader, hvor vækst, slum og armod får lov at flyde side om side med et karmisk træk på skulderen.
Salt indledes med summende raga-stemning. Møller er førstesolist (det eneste sted på pladen) og benytter her sin tenorsaxofon som en shehnai, det traditionelle, obo-lignende rørbladsinstrument, som han tidligere har studeret i New Delhi. De bugtende melodiske linjer og små forskydninger har afsæt i den sørgmodigt eftertænksomme raga“Todi”, en pentaton raga, som traditionelt spilles om morgenen. Det er ikke noget, man bare spiller på en tenorsax, og Møller har brugt årevis på at finpudse denne teknik. Musikken transformeres gradvist til et rytmisk orkesterarrangement, baseret på en indisk 7-slagsrytme “rupak taal”, samtidig med at dronen fastholdes (i hele ni minutter). Salt kan dermed også ses som en variation af den type orkesterkomposition, der bygger på et orgelpunkt med eksempler tilbage til blandt andre Pete Rugolos Mirage (1950) og i værker af klassiske komponister som Mahler, Skrjabin, Stravinsky og Sjostakovitj.
Dynamisk er Salt som en langsom bølge, der rejser sig. Hermed bringes tematikken i titlen frem med en refleksion over den indiske politiker og aktivist Mahatma Gandhi og hans saltmarch i 1930, der var en aktion imod det britiske kolonistyres monopol på saltfremstilling. Marchen var en politisk genistreg, fordi den udstillede det daværende britiske kolonistyres moralske kollaps, da englænderne slog brutalt ned på de fredelige demonstranter. Gandhis civile ulydighed og ikke-voldsstrategi fik vidtrækkende konsekvenser som inspiration for blandt andre Martin Luther King i USA.
Også Brazilian Aria rummer et humant perspektiv. Musikken er groet frem i skyggen af Brasiliens slavefortid, som landet deler med mange andre nationer (herunder Danmark), der ligeledes har slaveskeletter i skabene. Melodien stammer fra en kendt brasiliansk folkesang, som efter sigende blev sunget af slavegjorte brasilianere, når de overværede afstraffelse af andre slaver. Smerte og lidelse er således underteksten i den smukke melodi, som også komponisten Heitor Villa-Lobos anvendte, og som Lars Møller første gang bearbejdede i forbindelse med sit samarbejde med Egberto Gismonti i København i 2019. I nærværende indspilning skaber NDR Bigband et luftigt og vemodigt polyfont udtryk. Palle Mikkelborg er skrøbelig melodibærer, og Florian Weber bidrager med en stærk og poetisk klaversolo. Det særligt lysende klangunivers bringer mindelser om Gil Evans, og i den orkestrale spændingsopbygning under klaversoloen er Møller inspireret af Maria Schneider og hendes arrangement af hovedtemaet til filmen Spartacus (1960).
Den tredelte suite Echoes of India er pladens musikalske omdrejningspunkt. Palle Mikkelborg åbner “Part I, Hommage” med uendeligheden som rum. Det er en tryllebindende introduktion, der sætter scenen, før orkestrets rytmegruppe bærer ostinat og puls frem med næsten ceremoniel ærbødighed. Musikkens modale og melodiske grundlag er den lette og lyriske raga“Durga” (muligvis den raga, Ravi Shankar viste John Coltrane, som brugte den i stykket India i 1961). Det mærkes i messingblæsernes durklange: en atmosfære af voksende tillid og selvtillid, der understreges i Møllers arrangement med hornenes livlige, melodiske bølgebevægelser. Hen imod slutningen overtages satsen af en mørk, rockpræget ostinat, for begrebet “Durga” rummer også en mere aggressiv side som navnet på en indisk krigsgudinde, der rider på en løve.
“Part II, Transition” byder på noget stort og uventet, som ingen på forhånd kunne have kalkuleret med: en improvisation mellem Palle Mikkelborg og Florian Weber, som leger en lang åbning frem, der udgør en komposition i sig selv. Umærkeligt glider musikken over i Møllers smukke ballade. Man bør være opmærksom på de sidste par minutter, hvor den gamle mesterarrangør Gil Evans træder frem som en sløret historisk gestalt i blæserklangene. Det er et bevidst greb fra Møllers side, og det minder os om Gil Evans og Miles Davis’ legendariske samarbejder. Mikkelborg nåede at arbejde med dem begge; i 70’erne og 80’erne spillede han lejlighedsvis med Gil Evans Orchestra, og i 1984-85 skrev og indspillede han det orkestrale storværk Aura til – og med – Miles Davis som solist.
“Part III, Passage” er en kort sats med klar rytmisk appel, drevet frem af Morten Lunds elegante og energiske trommespil. Der er dynamisk udvikling i blæserne, hvis melodiske figurer knopskyder i motiviske variationer. Atter betones den modale dronekarakter med rod i raga-musikken. Her gives blot en smagsprøve på musikkens evighedsfornemmelse, og med Mikkelborgs afsluttende toner, indpakket i rumklang, synes den at fortone sig i universet som en rumsonde af lyd og luft.
Pladen afsluttes med en af Lars Møllers mest kendte kompositioner, Folk Song No. 1, der bygger på den danske vise “Marken er mejet”. Møller skrev oprindelig arrangementet til European Jazz Youth Orchestra i 2006, men har siden anvendt det i mange sammenhænge og vundet en international pris med kompositionen. I dette reviderede arrangement med NDR Bigband understreges musikkens flow af livsglæde og energi, som også passer til den oprindelige folkesangs fejring af høsttiden med sang og dans. Gabor Bolla udfolder tematikken med en sprudlende solo på tenorsaxofon, der får luften til at flytte sig.
På en måde er vi tilbage ved begyndelsen. At spille saxofon og at lave lyd er “basalt set at trække vejret”, siger Lars Møller og uddyber: “Også som orkester trækker man vejret sammen og intonerer lydligt sammen. Man skaber et element af grundlæggende menneskeligt samvær og nærvær. Og da sker der noget med rummet.”
Christian Munch-Hansen (f. 1969) er musikjournalist, forfatter og underviser. Han har arbejdet som musikkritiker på flere danske dagblade. Han er blandt andet forfatter til By af jazz(2008), Musical Dream Machine (2014), Forvandlinger(2022) og Lyden af Solen (2024).
© Axel Dürr
En personlig note
Af Lars Møller
I skabelsen af dette album har jeg været begunstiget af uvurderlig inspiration og støtte fra en række musikalske samarbejdspartnere og traditioner. Musikken er gennemsyret af Palle Mikkelborgs dybe musikalske ånd, som har været en bærende kraft gennem projektet.
Salt trækker på den indiske morgenraga “Todi”, som jeg stiftede bekendtskab med i 1990’erne under mine studier af rørblæserinstrumentet shehnai hos mestrene Pandit Anant Lal og Pandit Daya Shankar i Delhi. Nummerets indledende basostinat er et bidrag fra min mangeårige musikalske partner, guitaristen Thor Madsen.
Brazilian Aria bygger på en brasiliansk folkemelodi, hvis skønhed og historiske dybde blev åbenbaret for mig af komponist og pianist Egberto Gismonti. Samme melodi har tidligere inspireret komponisten Heitor Villa-Lobos.
Echoes of India er en tredelt hyldest til indisk musik. Første del, “Hommage”, henter sit melodiske materiale fra ragaen “Durga”, hvis indre liv blev udfoldet for mig af min musikalske halvbror, den indiske shehnai-spiller Sanjeev Shankar. Satsen hylder de store mestre Ravi Shankar og Bismillah Khan, som bragte denne rige tradition til Vesten, samt John Coltrane, der lod sig inspirere til at revolutionere jazzens udtryk. Anden del, “Transition”, blev forvandlet i mødet mellem Palle Mikkelborgs og pianist Florian Webers sublime improvisationer. Tredje del, “Passage”, er tilegnet min kompositionslærer Bob Brookmeyer, hvis ånd svævede over tilblivelsesprocessen som en kærlig inspirationskilde.
Folk Song No. 1 tager udgangspunkt i den traditionelle danske høstsang “Marken er mejet” og blev oprindelig bestilt af min mentor Erik Moskeholm til European Jazz Youth Orchestra.
Jeg skylder en stor tak til musikerne i NDR Bigband for deres enestående kunstneriske bidrag og tålmodighed, samt til producer- og lydtekniker-teamet Christian Cluxen og Manuel Glowczewski for deres omhyggelige og dedikerede arbejde med Echoes.