String Quartets Vol. 3

Oppe i omdrejninger

Af Thomas Michelsen

Som helt ung var det Vagn Holmboes (1909-96) mål at skrive store værker for kor og orkester. “Henved 10 symfonier” ville han komponere, noterer han i sin dagbog for 1928-33, og gennem årtiers slid nåede han målet. Endda godt og vel. Han blev sin generations store nordiske symfoniker med en produktion på 13 symfonier foruden Sinfonia in memoriam og fire ensatsede værker, som han kaldte symfoniske metamorfoser.

Men vejen til Holmboes status som anerkendt symfoniker, professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og dominerende skikkelse i dansk musikliv blev lang og hård, for den unge jyde fra Horsens havde nærmest ingen forudsætninger, da han som 16-årig i december 1926 blev optaget på konservatoriet i København.

De tre års studier blev fulgt op med timer hos komponisten Ernst Toch i Berlin. Men endnu var Holmboe ikke up to speed. Det krævede yderligere privat vejledning hos hans vigtigste lærer fra konservatoriet i København, Finn Høffding, i den første halvdel af 1930’erne, før Holmboe i 1939, 29 år gammel, endelig kunne markere sig med sin 2. symfoni, som skaffede ham førstepris i en konkurrence udskrevet af Det Kongelige Kapel.

Vagn Holmboe var sin egen strengeste kritiker, og der gik endnu længere tid, før han var tilfreds med sig selv som kvartetkomponist. Han havde den største respekt for klassikerne og strygekvartetten som genre. Fordi han var så længe om at nå frem til at mestre det, han ville, nåede han at skrive ikke færre end 10 kvartetter, han kasserede, inden han i 1949 kunne renskrive de første to, han gav opusnumre. To kvartetter, der sammen med hans 3. strygekvartet, uropført 1951, bærer de fortløbende opusnumre 46-48, og som markerer Holmboes modning på basis af den kompositionsmetode, der blev hans, nemlig metamorfosen.

Vagn Holmboe, 1968 (privatfoto)

4. strygekvartet, op. 63 tog han fat på i december 1953. Nu havde han styr på teknikken. Han var endelig oppe i fulde omdrejninger, og selvom modtagelsen af hans første kvartet havde været så positiv, at værket kan kaldes en milepæl i dansk 1900-tals musikhistorie, overgår 4. strygekvartet sine roste forgængere i fylde og sikkerhed.

Holmboes kendteste elev, Per Nørgård, har udpeget sin lærers første fire kvartetter som de Holmboeværker, der sammen med 8. symfoni, Sinfonia boreale, har betydet mest for ham, og 4. strygekvartet er dedikeret til netop ham.

Holmboe komponerede med årene stadig oftere på den måde, at musikalsk stof, der ikke fandt plads i ét værk, indgik i senere værker. På grund af metamorfoseprocessens karakter af fortløbende bevægelse blev værkerne i stadig højere grad til som dele af en samlet musikalsk strøm, og meget af materialet i 4. strygekvartet stammer fra en solosonate for violin, han havde arbejdet på i begyndelsen af 1950’erne. Ligesom 2. og 3. strygekvartet er den 4. i fem satser, og Holmboe har skruet op for den følelsesmæssige intensitet i begyndelsen af et værk, hvor det tonale udgangspunkt d funktionsharmonisk set afslører sig som dominantplanet i en kvartet, der slutter i G-dur.

Metamorfosen, som den findes udkrystalliseret i Holmboes første opusnummererede kvartetter, består i at udvikle musikken af en kim af få toner, der danner et eller få intervaller som udgangspunkt for en vidt forgrenet motivudvikling. I 4. strygekvartet drejer det sig om et femtonigt kimmotiv, d-e-f-ges-f, der høres straks fra begyndelsen i førsteviolinen, og som derefter bearbejdes og forandres. Motivet præger 1. sats med sine stemningsmæssigt ‘trykkede’ sekunder, idet det udvides, udsættes for motivafspaltning, føres kontrapunktisk mod sig selv i forskellige gestalter og komprimeres.

Kvartettens 2. sats bygger på det femtonige kimmotiv i en ny, nervøs sordineret skikkelse. Nu i g-mol. Satsen præges af flygtige bevægelser, som hele tiden kryber tilbage i sotto voce, og slutningen “skal være helt tåget”, som Holmboe indskærpede over for Koppel-Kvartetten, der uropførte værket. 3. sats er rugende og mørk. Den behandler kimmotivet fugeret, inden musikken glider over i den bare 16 takter lange, nærmest frosne 4. sats. Som et kort intermezzo begynder den med kimmotivet i omvending, splittet op i oktavforlagte enkelttoner på punktmusikalsk vis som hos Webern. Forløsningen kommer med 5. sats, der efter et intenst forløb i mol bringer fornemmelser af forår, lys og fuglesang samt mindelser om folkedans. Folkemusik var for Holmboe livet igennem synonym med ægte musik.

Apropos folkemusik og musik fra andre perioder og kulturer foregår det alt sammen i en tonalitet, man kan beskrive som G-dur, men som er mixolydisk farvet – spillet, så musikken bliver “så let, klar og lys som muligt”, bad Holmboe Koppel-Kvartetten, der holdt de fem satser over dåben i januar 1955.

Uropførelsen af 4. strygekvartet affødte stor begejstring. Ikke mindst hos avisen Informations anmelder, der profeterede, at “årets danske kammermusikbegivenhed kom til at falde kun otte dage inde i 1955” – og da Holmboe endegyldigt havde fundet sine ben som metamorfosekomponist, kunne produktionen fortsætte.

5. strygekvartet, op. 66 i tre satser skrevet samme år er med lidt over 20 minutters spilletid i denne indspilning kortere end de forrige. Den fik sin danske førsteopførelse af Den Nye Danske Kvartet ved en koncert i Kolding i februar 1956. En opførelse, der i det trykte partitur er angivet som uropførelsen, på trods af at kvartetten ifølge flere danske aviser inden da havde spillet værket i Paris.

Den blev præsenteret med ordet metamorfose i titlen, og den smukke, til sidst nærmest svævende musik begynder med en mørk motivkerne bestående af en stor sekunddrejning nedad fulgt af en lille sekunddrejning opad spillet unisont af alle fire strygere: cis-h-cis-d-cis. Den musikalske forvandlingsproces går som i alle Holmboes modne værker straks i gang, og som allerede i 1. strygekvartet og så ofte senere i Holmboes produktion er en førende rolle tildelt bratschen, der indleder kvartettens langsomme 2. sats og også får det sidste artikulerede ord, inden celloens dybe cis til afslutning bevæger sig en lille sekund ned til tonen c.

Her har motivet fra 1. sats så at sige forpuppet sig, inden det går på vingerne i en overraskende ny, opadgående form, da musikken i sidste sats afslører et lys og en energi, som lader det mørke værk ende samme sted som 4. kvartet, nemlig i G-dur.

I sin bog Mellemspil fra 1961, hvor Holmboe forsvarer metamorfosen som alternativ til tidens avantgardestrømninger i form af serialisme og aleatorik, skriver han, at metamorfosen kan forløbe på to måder. Enten “gennem en kontinuerlig udvikling” eller “gennem en fuldstændig gennemarbejden af basis-stoffet, en opbrugen af alle dets muligheder, en atomisering af dets kræfter”, og det er det første, man oplever i 5. strygekvartet. Udviklingen gennem stadier eller satser er tydelig, samtidig med at bearbejdelserne af kernemotivet og dets intervaller gennemsyrer billedet. Netop metamorfosen, der organisk fører fra én fremtrædelsesform til en anden, gør det følgerigtigt, at Holmboe arbejder med progressiv tonalitet, så musikken tonalt set ender et andet sted, end den begyndte.

Der er et gab på godt og vel et kvart århundrede mellem 5. strygekvartet og Holmboes 16. strygekvartet fra 1981, der er den sidste af hans enkeltstående, fuldendte kvartetter. Efter den følger kun de fire sekssatsede kvartetter nr. 17‑20, som tilsammen realiserer en mangeårig ambition om at beskrive døgnets 24 timer i musik, samt den ufuldendte Quartetto sereno, op. 197, som han var i gang med, da han døde.

I foråret 1982 – ikke mange måneder efter at komponisten havde udgivet sin definitive musikalske poetik i form af bogen Det uforklarlige – fejrede Københavns Strygekvartet 25-års jubilæum ved at uropføre dette den flittige komponists opus 146.

Efter Koppel-Kvartetten i begyndelsen havde været det ensemble, der hyppigst uropførte Holmboes strygekvartetter, blev det med årene Københavns Strygekvartet ledet af primaria Tutter Givskov, han arbejdede sammen med.

Holmboes to største komponistforbilleder var Bartók, som han havde beundret, fra han var ung, og Haydn, hvis musik han med årene kom til at sætte meget højt. I de fleste af sine tidlige og mellemste kvartetter har Holmboe struktureret stoffet i tre eller fem satser med inspiration fra Bartóks palindromformer. Men 16. strygekvartet er som hos wienerklassikerne lagt an i fire satser med præg af allegro, scherzoagtig sats, langsom sats og hurtig finale.

Holmboe var i 1980’erne blevet dansk musiklivs ‘grand old man’. Respekteret og kanoniseret, men også rykket noget i baggrunden på bekostning af en ny generation, der i høj grad bestod af hans elever. Ikke desto mindre – eller måske netop af den grund – var det i oktober 1982 Holmboe, der var udset til at være det første navn i Louisianas portrætkoncertserie Møde med komponisten . Kunstmuseet havde allerede på overgangen til 1960’erne udgivet hans 4. strygekvartet på plade spillet af Koppel-Kvartetten, og koncerten i efteråret 1982 spændte fra Holmboes 1. strygekvartet og hans japanskinspirerede Moya-sange til nye værker som netop 16. strygekvartet.

Anmelderen Jan Jacoby lagde imidlertid ikke skjul på, at han mente, at Holmboe i begyndelsen af 1980’erne var kørt fast: “Holmboes kompositionsværksted,” skrev han efter koncerten i Politiken, “joller modstandsløst afsted med en uengageret, let diverterende tone ...”

Det fik Københavns Strygekvartets cellist Asger Lund Christiansen til at rykke ud og forsvare Holmboe i samme avis. Men interessant nok svarer anmelderens pointe fuldstændigt til den, Holmboe tidligere samme år har noteret i den sidste af sine tre dagbøger, hvor han diskuterer med sig selv, at han bør forny sig kunstnerisk.

Fra en slidsom begyndelse, hvor han til langt op i 1930’erne måtte videreuddanne sig privat for at kunne realisere, hvad han ville kunstnerisk, var komponisten i 1980’erne overhalet af nye tendenser og yngre kollegaer. Hans musik fungerede perfekt, men den fremkaldte også krav om fornyelse.
 

Teksten bygger på Thomas Michelsens biografi om Vagn Holmboe, Det dybe og det rene (Forlaget Multivers, 2022).