Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Jens E. Christensen

organ

Jens E. Christensen har siden 1989 været organist ved Vor Frelsers Kirke i København, hvorfra han også debuterede i 1976 som elev af Grethe Krogh. Særligt ny dansk orgelmusik har altid haft en central plads i Jens E. Christensens repertoire. Han står således bag mere end 80 uropførelser af komponister som Per Nørgård, Axel Borup-Jørgensen, Steen Pade, Ib Nørholm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Peter Brask, Sven Erik Werner, Karsten Fundal og Nicolai Worsaae. Internationalt har han gjort sig bemærket i Skt. Petersborg Philharmonien, Notre Dame de Paris og i Japan. Jens E. Christensen har også bidraget væsentligt som skribent, bl.a. “The Cosmic Dance” i essaysamlingen “The Music of Per Nørgård” (Scholar Press, 1996) samt artiklen “Dansk orgelmusik efter 1945” i “Dansk orgelkultur 1970-95” (Det Danske Orgelselskab, 1997). Derudover underviste Jens E. Christensen i mere end 20 år ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han har modtaget Musikanmelderringens Kunstnerpris i 1980, Poul og Sylvia Schierbecks Legat i 2008 og Dansk Komponistforenings Musikpris i 2009.