J.A.P. Schulz

Johann Abraham Peter Schulz var oprindelig bagersøn fra Lüneburg sydøst for Hamburg. Han havde først vakt opmærksomhed med sin drengesopran og derefter med et tidligt udviklet talent for at komponere og spille såvel orgel som cembalo. Han skulle siden blive næsten meget berejst. Karrieren omfatter blandt andet en næsten tiårig periode fra 1787 som hofkapelmester i København, og inden da, i tiden mellem 1768 og 1772, hvor han var i tjeneste hos den polske fyrstinde Joanna Sapieha, besøgte han bl.a. Danzig, Wien, Paris, Milano og Venedig. Efter at en fremskreden tuberkulose havde tvunget ham til i 1795 at opgive sine forpligtelser i København, søgte han først rekreation i Portugal, men havarerede på skibsrejsen hjem og måtte tilbringe vinteren i Arendal på den norske sydkyst. Sine sidste svækkede år tilbragte han hjemme i Tyskland, hvor han døde den 10. juni 1800 i den lille by Schwerdt an der Oder.

Schulz huskes i dag først og fremmest for sine enkle sange, bl.a. Sig månen langsomt hæver, der skulle blive et forbillede for Carl Nielsens danske sange, samt for sine syngespil, hvoraf en del blev til i Danmark.

I Schulz' sparsomme og i dag næsten glemte instrumentalmusik er Six diverses pièces pour le Clavecin ou le Piano Forte hovedværket, som er at finde på en udgivelse fra Dacapo med Lars Ulrik Mortensen.