Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Glow of Benares

Lars Møller

Glow of Benares

Kala Ramnath, Abhijit Banerjee, Aarhus Jazz Orchestra, Randers Kammerorkester, Lars Møller

Saxofonist og komponist Lars Møller (f. 1966) opsummerer med Glow of Benares 25 års arbejde med indisk musik. På albummet, der tager sit navn efter en af hinduismens helligste byer, møder de indiske ragaers stemningsfulde melodik og rytmik orkesterformer fra jazzens og den vestlige musiks verden, når de to indiske musikere Kala Ramnath og Abhijit Banerjee sættes over for Aarhus Jazz Orchestra og Randers Kammerorkester.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 44.1kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
Kala Ramnath under indspilningen af ‘Glow of Benares’. © Ole Udengaard
“Det er levende og sorgfuldt, og samtidig taktilt i sin detaljerigdom”
Jakob Baekgaard, Allaboutjazz
Den sørgmodige, klagende tone fremstilles smukt af en også syngende Kala Ramnath, hvis eminente violinspil i flere numre skaber små mirakler
Mikael Krarup, Fyens.dk
Et forjættende fint album, der fortjener topkarakter og international opmærksomhed. Hele albummet er én stor integreret totaloplevelse
Peter Rahbek, Jazz Special
På imponerende vis blander Lars Møller klassisk, jazz og indisk musik på helt naturlig vis
Niels Overgård, Jazz Nyt
Soloerne er ekstravagante i deres kunstneriske frihed
David Denton, David's Review Corner
Total runtime: 
43 min.

Om bord på en båd på vej ned ad floden Ganges, der bugter sig gennem den hellige by Benares. © Ole Udengaard

Møde på Ganges

af Christian Munch-Hansen

Om bord på denne cruise liner af en pladeproduktion oplever man et møde mellem vestlig bigband­tradition, kammermusik og klassisk nordindisk musikkultur, som det aldrig er hørt før. Her forenes musikalske udtryk i en farverig verden af melodier og rytmer, som også er en for­dybelse i menneskelivets følelsesmæssige dybder.

Saxofonisten, komponisten og arrangøren Lars Møller (f. 1966) står i spidsen for et overvældende samarbejde mellem Aarhus Jazz Orchestra, Randers Kammerorkester og de to indiske stjernemusikere, violinisten Kala Ramnath og tablaspilleren Abhijit Banerjee. Et kulturmøde, båret af en gensidig beundring og indlevelse, der måske bedst forklares med en reference til en videomontage, lavet af fotografen Ole Udengaard i forbindelse med et besøg i Indien i 2016 sammen med Lars Møller og flere af de danske musikere.

Man er med kameraet om bord på en båd på vej ned ad floden Ganges, der bugter sig gennem den gamle, hellige by Benares, også kaldet Varanasi. Som beskuer bliver man mødt af det både fremmede og eksotisk fascinerende: En tyk røg driver hen over vandet, fugle flakser på den varmt glødende eftermiddagshimmel, der snart bliver til aftenskumring, og langs bredderne er mennesker forsamlede ved blussende bål foran templer og beboelser. Det er lige før, man kan lugte og mærke stedet (videoen kan ses på www.glowofbenares.com).

Denne ganske særlige atmosfære har Lars Møller forsøgt at ramme musikalsk med pladens titelstykke, ’Glow of Benares’, bygget over en såkaldt Rage Shree, der inkarnerer stemningen af vemod og spirituel længsel. Det er gløden i sin essens. Lyden af to kulturer, der mødes.

Dette møde har været længe undervejs. Det er omtrent 25 år siden, at Lars Møller studerede jazz i New York bl.a. med Dave Liebman som lærer og fik sin ’bebop-licens’. Men med lysten til nye udfordringer pakkede Møller derefter kufferten og rejste til Indien for at studere det gamle, traditionelle rørbladsinstrument shenai hos mestrene Anant Lal og sønnen Daya Shankar. Hen over fire år var han i perioder i New Delhi og tilegnede sig gennem hård træning de basale færdigheder inden for ragaernes musikalske system og udtryksregister. “Et af de vigtigste punkter er at lære at høre, føle og gengive ragaernes kernefraser og mikrotonale udtryk og derved på det personlige og almenmenneskelige plan lære at intonere til og beherske disse arketypiske følelser”, forklarer Lars Møller.

Det indiske musiksystem går tusinder af år tilbage sammen med de spirituelle traditioner. Ragaer udgør en slags løst strukturerede melodier, og de kendes på bestemte vendinger og fraseringer, der bugter sig forsirede over en konstant drone. Der findes i hundredvis af traditionelle ragaer, og en inder med trænede ører genkender dem, som en jazzlytter genkender en standardmelodi. Til ragaerne knytter sig desuden bestemte følelsesmæssige udtryk, rasaer, f.eks. sorg, glæde, længsel, frygt og vemod.

Dertil kommer den rytmiske dimension. De såkaldte talaer er rytmemønstre, bygget op om en puls på f.eks. 7, 12 eller 16 slag, og som kan spilles med mange forskellige inddelinger. Tihai betegner særlige rytmiske kadencer, der benyttes til at give struktur. Om det indiske tala-system bemærker Lars Møller: “Hvad matematisk kompleksitet angår, er der lige så højt til loftet som i Bachs fugaer eller i Darmstadtserialismen”.

Formmæssigt følger den klassiske indiske koncert et fast mønster. Der åbnes typisk med en langsom, fordybende sektion, Alap, i rubato. Den afløses af en tydeligere pulsbåret afdeling, 
Jor/Jalla, før tablaspilleren igangsætter en eller flere faste talaer i forskellige tempi. Ragaen bygger dynamisk op imod et klimaks og afsluttes med en Tihai.

Efter sine studier i Indien tog Lars Møller sine erfaringer med sig ind i Lars Møller Group, der blev et af Skandinaviens førende bands i anden halvdel af 1990’erne. Gruppen turnerede i store dele af verden og nåede at spille på Blue Note i New York. I de seneste år har Møller genoptaget fordybelsen i ragaernes sprog på saxofonen sideløbende med det orkestrale arbejde. Som altid går Møller målrettet og seriøst til værks. Han har bl.a. fået fremstillet en saxofon-forlænger, et ekstra klangstykke på stativ, der gør det muligt at sænke saxofonens bundtone og dermed spille ragaer med tonen G som drone.

Men i de seneste to årtier har Lars Møller i høj grad også udviklet sig som komponist, arrangør og dirigent i den moderne bigbandtradition fra bl.a. Thad Jones, Bob Brookmeyer og Maria Schneider. Han har løst en lang række opgaver og indspillet plader med førende skandinaviske og mellemeuropæiske bigbands, ikke mindst The Orchestra, Aarhus Jazz Orchestra og DR Big Band. I dag figurerer Lars Møller som en af Europas ledende komponister inden for orkestral jazz. Den foreløbige kulmination var udgivelsen i 2015 af ‘ReWrite of Spring’, en stor og vildtvoksende nytolkning af Stravinskys ikoniske ‘Le Sacre du printemps’ med Aarhus Jazz Orchestra og solisterne Dave Liebman og Marilyn Mazur.

“Jeg søger efter situationer, som presser mig”, udtalte Møller i et interview helt tilbage i 2004, og man kan roligt tage ham på ordet. For med ‘Glow of Benares’ foreligger et genrekrydsende værk, der i ambition og storhed kan minde om nogle af Palle Mikkelborgs største projekter som ’Mayas slør’ (1973) og ’Aura’ (1984).

‘Glow of Benares’ tog altså på en måde sin begyndelse for 25 år siden på et gulv i New Delhi, hvor der blev terpet ragafraser på shenai. Og da Møller blev ansat som leder af Aarhus Jazz Orchestra i 2012, var det ikke mindst med ideen om et ambitiøst udvekslingsprojekt med indiske musikere. Møller havde ved tidligere lejligheder mødt Abhijit Banerjee og Kala Ramnath. “Jeg kendte Abhijit helt tilbage fra 1990’erne, hvor vi spillede lidt sammen”, erindrer Møller. “Faktisk var der en morsom situation i hvert fald i tilbageblik, hvor vi spillede duo på det daværende spillested Ben Webster Restaurant i København og blev fyret, fordi ejeren mente, der var for lidt ølsalg i det vi lavede på en aften, hvor det danske fodboldlandshold besejrede Rumænien 4-3”.

I foråret 2015 arrangerede AJO en workshop med Abhijit, hvor til Lars Møller komponerede ’Indian Train Ride’. Senere på året skrev han ’Glow of Benares’ med udgangspunkt i ragafraser, han havde bedt Kala om at indspille. Musikken blev en del af orkestrets projekt ’Bollywood Beats and Big Band’, der med sit interkulturelle præg blev lanceret via en række større koncerter og begivenheder bl.a. Aarhus 2017 Europæisk Kulturby.

I januar 2016 rejste Møller så til Kolkata (Calcutta) med en række af projektets orkestermusikere, en række studerende samt trommeslager Jonas Johansen og guitarist Thor Madsen. Turen var en del af et det kunstneriske udviklingsprojekt. Der blev prøvet ideer af, og Møller deltog med nogle af musikerne i stemningsfulde koncerter ved Ganges-flodens bred og på Calcutta School of Music.

April og maj 2016 var en foreløbig kulmination på projektet med koncerter under temaet ’Bolly­wood Beats and Big Band’ i Randers, Aarhus (SPOT Festival), Viborg og København. Nogle af koncerterne var lagt an som pædagogisk formidling til børn. Og omsider gik det store ­orkester på 32 musikere i studiet 7.-8. maj i DR Koncerthuset, Studie 2, og indspillede musikken på en enkelt dag. Nogle måneder senere stiftede Lars Møller det interkulturelle Global Jazz Explorer Institute som et samlende forum for sine aktiviteter omkring bl.a. indisk musik.

 ‘Glow of Benares’ samles orkestermusikere og solisters fælles kræfter i fem ambitiøse og smukt formidlede stykker musik. At hele pladen er indspillet på blot 7 timer, kan være svært at fatte, men forud er gået dygtig planlægning, prøveforløb og justeringer, så musikere og dirigent har haft en stærk, fælles retningssans.

1 – Glow of Benares

Åbningsskæringen er også pladens centrale stykke, en orkestral og solistisk fortolkning af den sjælfulde Raga Shree. Lars Møller uddyber: ’Den raga beskriver en indre verden på menneskeligt og spirituelt plan. Det er efter min mening essensen af, hvad den indiske kultur kan udtrykke. Det er jordnært og rammer én i hjertet med både overtoner og undertoner’.

Kompositionsprocessen var utraditionel. Ved en session bad Møller Kala Ramnath om at improvisere over ragaens toner i en langsom 12-slags tala. Optagelserne tog han med til­bage i arbejds­værelset, hvor han orkestrerede nøglefraser unisont med kontrapunktiske ’skygge­virkninger’. Således er violingruppen med til at tegne ragaens elastiske melodik. Det er et usædvanlig stemningsfuldt stykke musik. De unisone strygere leder frem til en balladeagtig fornemmelse, der smelter sammen med den traditionelle villambit ektal , en langsom 12-slags-rytme. Og en fantastisk afslutning venter med Ramnaths ekspressive soloviolin og Jonas Johansens frie trommer over orkestrets ostinat.

“Her er noget, jeg ikke har gjort før”, uddyber Lars Møller. “I denne sats har jeg komponeret inden for ragaens univers ud fra spørgsmålet, om man kan lave et stykke orkestermusik, hvis første del er helt baseret på unisone linjer, der blot forskydes en smule. Det er mit forsøg på at beskrive den helt specielle rødlige eftermiddagsglød og stemning, der er ved Ganges-flodens bred, hvor livets mangfoldighed udfolder sig, ligbrændinger, tiggere, munke, legende børn, vasketøj, rituelle badende, pizzasælgere og plattenslagere”.

2 – Indian Skies

Dette er en ny version af et ældre Møller-tema, ’Blue Skies In Kamchatka’, som han indspillede med sin gruppe på ‘Colours’ (1997) sammen med guitaristen John Abercrombie. Temaet blev også senere anvendt på bigbandpladen ‘New Skies’ (2001) med The Orchestra, og med superholdet Geri Allen, Buster Williams og Billy Hart på ‘Jazzpar Concerts 2003’. I den aktuelle sammenhæng er musikken orkestreret af trompetisten Jesper Riis, Møllers mangeårige samarbejdspartner i The Orchestra. Musikken har fået en eftertænksom, luftig og umiddelbar karakter, som står flot sammen med de øvrige stykker. Kala Ramnath leger vokalt med strygernes tema, og Adam Rapa er garant for en livfuld solo på trompet.

3 – Funky Jog

Sammen med titelnummeret er ’Funky Jog’ er pladens længste med en spilletid på 11:30. Her udvikler Møller med rige stemninger og rytmiske lag, bygget på traditionelle indiske strukturer. Pulsen er langsommere, og klangfarverne mere fortættede. Igen bidrager Kala til en unik, følelsesfuld atmosfære, denne gang på vokal, over Abhijits trommepuls. Jakob Buchanan yder blødt melodisk spil på flygelhornet. Her synes afstanden mellem indisk og nordisk vemod ikke at være lang. Man bør lægge mærke til, hvordan ragaens melodi også er integreret i ­wworkestrets stemmer, det er smuk orkestrering.

4 – Indian Train Ride

Der sættes i gang med en simpel klaverfigur over en lokkende puls af hi-hat. Abhijits tablas danner hele vejen et levende rytmisk underlag, og Kalas slyngede violintoner er som en spirende plantestængel på vej op, snart akkompagneret af strygere og beslutsomme blæsere, der bearbejder stykkets melodiske stof. Kala er første solist med skønhed og vitalitet. Et delta af lyd opstår mellem solist og orkester. Her er spændingsladet harmonik og elementer af både blues og raga ikke mindst i Hans Ulriks ekspressive solo på tenorsaxofon.

5 – Epilogue: Mumbai Footprints

Wayne Shorters berømte tema ’Footprints’ har fulgt Lars Møller i mange år. Han indspillede det med sin gruppe på både ‘Cross Current’ (1995) og ‘Kaleidoscope’ (1998). Her er det elegant antydet i en fængende epilog. Efter et heftigt indledende tempo og Thor Madsens korte, kantede guitarsolo som så stærkt bakkes op af rytmegruppe og intense orkesterindsatser, præsenteres Shorters melodiske tema i bearbejdet form i den afsluttende, rytmiske Tihai-kadence.

Efter endt lytning sidder man tilbage med en særlig glød i sindet, en energi og en palet af emotionelle muligheder. Dette orkestrale kulturmøde er blevet noget ganske specielt i tidens flod.

© Christian Munch-Hansen (f. 1969). Musikkritiker, forfatter og underviser. Har bidraget til flere bøger om dansk jazz og udgav i 2014 digtsamlingen Musical Dream Machine.

Komponisten og dirigenten skriver:

Siden 2012 har jeg haft den store musikalske oplevelse at arbejde tæt sammen med Aarhus Jazz Orchestra (AJO), som har sit udspring i den legendariske orkesterleder Jens Klüver’s enestående livsværk, Klüvers Big Band. Da Jens i 2012 – efter 34 år som leder – takkede af og gik på pension, fik jeg den enestående mulighed at stå i spidsen for det, der kom til at hedde Aarhus Jazz Orchestra. Min vision var, at AJO som en Danmarks største jazz-institutioner skulle være et kulturelt fyrtårn, hvor jazzens improvisation og udtryk i nuet møder det store orkester­formats partiturbaserede dramatiske udtryksmuligheder. Min tilgangsvinkel har været et globalt perspektiv for, hvordan vi undersøger, hvad vi kan lære af andre musikkulturer; hvordan vi kan samarbejde og samtidig få en dybere forståelse af vores egen tradition og identitet.

Efter udgivelsen ’ReWrite of Spring’ (Dacapo 2015) har jeg siden 2016, som composer-in-residence hos Aarhus Jazz Orchestra, kunnet følge op på denne vision med værkerne ‘To a New World’ (opført ved åbningen af Aarhus og Pafos (Cypern) som Europæiske Kulturhovedstæder) og ‘Glow of Benares’.

Min varmeste tak og påskønnelse går til: musikerne og solisterne i Aarhus Jazz Orchestra og Randers Kammerorkester for deres tålmodighed og fremragende musikerskab; Kala Ramnath, Thor Madsen, Abhijit Banerjee og Jonas Johansen for vores kreative samarbejde i RagaJazz; Ole Udengaard for de inspirerende videoer; Morten Büchert og Thor Madsen for design og produktion af optagelserne til indspilningen; orkesterchef Peder Udengaard og programchef Rasmus Bøgelund for de seneste års inspirerende samarbejde. Leif Lønsmann, Dorte Bennike samt medarbejdere i DR Musikariet i DR Koncerthuset, og ikke mindst til Dacapo Records, Statens Kunstfond og Aarhus 2017 for samarbejdet om og bidrag til dette projekt.

© Lars Møller, 2017

Release date: 
november 2017
Cat. No.: 
8.226115
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943611524
Track count: 
5

Credits

Recorded at DR Koncerthuset, Studio 2, on 7-8 May 2016

Recording design and supervision: Morten Büchert
Sound engineers: Lars C. Bruun, assisted by Robert Røhr, Gustav Stougaard Feldmann, Jesper Lund Enevoldsen and Steven Winther Madsen
Editing and additional recordings: Morten Büchert and Thor Madsen
Mixed and produced by Thor Madsen and Lars Møller at Mazza Mansion, MillFactory Studios, Copenhagen
Mastered by Thor Madsen

Executive producers: Rasmus Bøgelund and Peder Udengaard (Aarhus Jazz Orchestra), David Riddell (Randers Kammerorkester), Kristian Lønsted (Dacapo Records)

English translation of liner notes: James Manley
Proofreader: Svend Ravnkilde
Graphic design: Denise Burt, elevator-design.dk

With kind support of Aarhus 2017, Danish Arts Foundation and The International Culture Panel

randomness