Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Herman D. Koppel

composer
pianist
1908
1998
Det Kgl. Bibliotek

Herman D. Koppel (1908-98) var en af det 20. århundredes største danske musikpersonligheder. Myre?ittig som komponist, pianist og pædagog, og stamfar til et musikdynasti, der er blevet en dansk pendant til slægten Bach i Tyskland.

Navnet Koppel er i Danmark ensbetydende med musikerskab på højt niveau gennem tre generationer og utallige stilarter. Koppel-slægten slog rødder i Danmark i 1907, da Herman D. Koppels forældre, et jødisk ægtepar, ?yttede fra den polske landsby Blaszki til København. Det var emmigrationens tid, hvor hver 10. dansker udvandrede,men hvor landet samtidig modtog nyt blod fra udlandet, bl.a. fra tusindvis af fattige østeuropæiske jøder.

Herman D. (D for David) Koppel var ældste søn, og familien anskaffede sig et klaver allerede før han var født, så Herman kunne blive pianist. Han begyndte at spille som fem-årig. Som 17-årig blev han i 1925 optaget på Det kgl. danske Musikkonservatorium i København, ved en optagelsesprøve, hvor nationalkomponisten Carl Nielsen sad i bedømmelsesudvalget.

Fra 1929 kom Koppel tættere på Carl Nielsen, og spillede bl.a. alle Nielsens klaverværker for komponisten. Omvendt gennemså Nielsen en del af Koppels tidlige kompositioner, og Koppel kom til at betragte Carl Nielsen som et ideal, både kunstnerisk og menneskeligt. Koppel blev den sidste større danske komponist, der tog sit udspring i en direkte kontakt med Carl Nielsen. Koppels lærere var Emilius Bangert i teori og Rudolph Simonsen i klaver, og senere studerede han klaver privat hos Anders Rachlew. Koppel debuterede som pianist i 1930, og samme år ?k han for første gang et af sine værker spillet offentligt.

Bortset fra instrumentationslære var han autodidakt som komponist. Efter Carl Nielsens død i 1931 blev Koppel i stigende grad optaget af udenlandsk modernisme – Stravinskij og Bartók især – og ikke mindst jazzmusik. Koppel blev en del af mellemkrigstidens kulturradikale miljø, der i Danmark talte komponister som Finn Høffding (1899-1998), Jørgen Bentzon (1897-1951) og Knudaage Riisager (1897-1974). I 1930’erne arbejdede Koppel med så forskellige genrer som pædagogisk brugsmusik, jazz, teater-, ?lm- og revymusik, og tog på mange måder afstand fra ældre idealer, også de jødiske traditioner. Han ernærede sig i de år bl.a. som akkompagnatør, bl.a. for den berømte tenor Aksel Schiøtz, med hvem han også indspillede mange plader.

Koppels livsbane blev drastisk afbrudt, da han med sin kone og to småbørn i 1943 måtte ?ygte til det neutrale Sverige, fordi den tyske besættelsesmagt iværksatte jødeforfølgelser også i Danmark. Familien boede i Sverige til krigens slutning, men ?ugten kom til at sætte dybe spor i Koppels liv og musik.

Efter krigen tog Koppel fat på nye genrer. Han havde hidtil mest skrevet instrumentalmusik, men komponerede nu en hel del vokalværker. Særligt prægnante er dem til gammeltestamentlige tekster. Hans position i dansk musikliv blev stærk i efterkrigsårene, både som klaverlærer ved Konservatoriet i København (han var professor fra 1955 til 1978), som en af landets førende instrumentalister og som ledende repræsentant for tidens nye danske musik, der var en moderat, neoklassisk modernisme.

I 1960’erne komponerede Koppel tre af sine største værker, hvoraf både oratoriet Moses (1964) og hans Requiem (1966) har deres rod i krigsoplevelserne. Operaen Macbeth (1968) ?k en dårlig opførelse på Det kongelige Teater og blev ingen succes. Det var den sidste nyskrevne danske opera, Teatret satte op i over 30 år.

I 1960’erne markerede familien Koppel sig også stærkt med Hermans to sønner, Thomas og Anders, der ?k sensationel succes i den eksperimenterende rockgruppe Savage Rose, datteren Therese, der blev pianist, og datteren Lone, der blev Det Kongelige Teaters nye stjernesopran.

Herman D. Koppel fortsatte med at komponere og optræde ?ittigt i 1970’erne og 1980’erne, og var en aktiv koncertpianist, der højt oppe i alderen fortsatte med at udvide sit repertoire, bl.a. med Schönbergs Klaverkoncert. Hans sidste kompositioner er fra midten af 1990’erne, og som pianist gav han sin sidste koncert ca. et års tid før sin død.