EMP 7

Lydlige iscenesættelser

Af Jonas Olesen

Symphonia Heroica (1962) er en lydlig iscenesættelse af langdigtet Symphonia Heroica af den danske digter Johannes Weltzer (1900-51), skabt som en privat fødselsdagsgave af medarbejdere på DR til den daværende programdirektør Aksel Dahlerup (1897-1978) i anledning af hans 65-års fødselsdag 15. februar 1962. Digtet er indlæst af samtlige speakere på den såkaldte speakertjeneste på DR, og herefter har Else Marie Pade komponeret en elektronisk lydside.

Digtet er stærkt eksperimenterende og dadaistisk inspireret, men var trods dette alligevel relativt kendt i samtiden, da det vandt en bronzemedalje ved de olympiske lege i Amsterdam 1928. Weltzer havde selv oplæst digtet i dansk radio så tidligt som i 1929.

I teksten anvender Weltzer det litterære greb at en række europæiske lande og storbyer beskrives som set fra luften af den amerikanske pilot Charles Lindbergh (1902-74), der blev berømt for som den første at flyve over Atlanterhavet non-stop i 1927. Det er bestemt ikke et idyllisk billede, der tegnes, for som det hedder overordnet i teksten:

Dødtræt er Europa,
dets blide øjne
frygter lyset.
Dets hjerte brænder
i angst og kval.
...
Byernes trolddom.
voldtager vort hjerte.

Som det fremgår, er grundtonen i digtet gennemgående dyster, og teksten former sig både som en fascination og et kritisk portræt af de moderne storbyer og moderniteten som sådan. Om London hedder det for eksempel:

East End stinker som en død rotte i sortladent vand.
Det sunde vanvid sender sit røde blod gennem Londons årer.

Her bliver den dadaistiske inspiration også tydelig, i den forstand at tekstens betydning bliver fuldstændig abstrakt. I modsætning til stort set alle de byer og lande, der nævnes i digtet, portrætteres Danmark udelukkende positivt, for her ses:

Rådhuspladsens fine, levende mylder, cyklernes glimten,
Børnene der leger, Langelinies smukke kvindelige bue,
Øresund der er mere blå end himlen, vore villaveje
Menneskers jævne venlighed ...

Effekten er interessant, fordi det idylliserende Danmarksportræt kan læses som dybt ironisk på grund af den kraftige kontrast til de øvrige beskrivelser.

Pade har lydsat teksten med brug af de klassiske elektronmusikalske virkemidler; sinustoner og hvid støj. I første halvdel af digtet høres en dyb underliggende drone af sinustoner der rytmisk modulerer hinanden. Det er de såkaldte stødtoner der opstår når to toner af næsten identisk frekvens skaber rytmiske variationer, og som Pade selv refererede til som ”svævninger”. Dronen skaber en atmosfære af latent uro, der passer godt til digtets dysterhed. Lydbilledet skifter senere til sirenelignende hyletoner som en mere direkte illustration af teksten, der på dette tidspunkt beskriver Første Verdenskrig med sætninger som:

Gult flyder leret i Ypres’ grøfter,
fjendtlige ravne ler os i møde.

Det er således nærliggende at tolke sirenetonerne som en illustration af krigslyde. I tillæg høres også bippende toner, der lyder som morsekodning, men ellers er lydbilledet overordnet abstrakt.

I anden halvdel af digtet bliver lydbilledet mere varieret og aktivt. Der høres elementer af filtreret hvid støj, sinustonerne stiger og falder i tonehøjde og behandles med kunstig rumklang. Til allersidst vendes der tilbage til den indledende drone, hvilket også mimer gentagelser i selve teksten, der slutter med nogle af de samme sætninger, som den begyndte med.

Udover Pades lydbillede, der netop er mere et atmosfæreskabende lydbillede end egentlig musik, høres de mange forskellige mande- og kvindestemmer, der hver læser adskilte afsnit op af teksten. Dette giver i sig selv en særlig vinkel på digtet, fordi det oprindeligt er skrevet som oplevet udelukkende af Lindbergh, men nu fremstår som oplevet af mange forskellige personer.

Sammenfattende er der tale om et særdeles gennemarbejdet og gennemtænkt værk, hvilket er bemærkelsesværdigt, da det ikke blev lavet med tanke på at blive offentliggjort, men blot var ment som en privat gave. Hvad programdirektøren Dahlerup syntes om sin fødselsdagsgave, foreligger der desværre ingen oplysninger om.

Noter
Titlen på Pades værk er i nogle kilder benævnt som Symphonie Heroica, men er retteligt Symphonia Heroica. Værket har aldrig været udsendt. Digtet er udgivet i bogform som: Weltzer, Johannes: Symphonia heroica (Nyt Nordisk Forlag, 1929).

Det kan læses i fuld længde indscannet her.

***

I 1958 blev teatret Århus Studenterscene etableret i Aarhus. Det var ikke – som navnet måske kunne antyde – et amatørteater skabt af studerende, men derimod et ambitiøst teater, der ønskede at præsentere “verdenslitteraturens storværker” og “eksperimentale nyheder” for publikum.

En af teatrets første forestillinger var skuespillet Eha (Den fortabte søn) af den russiske forfatter Arthur Adamov (1908-1970). Til denne opsætning skabte Else Marie Pade en lydside af 12 minutters varighed.

Det vides ikke, hvilke sceniske elementer der har indgået i forestillingen, eller om der medvirkede skuespillere. På den eksisterende optagelse af værket høres en mandlig oplæser, som med lange mellemrum reciterer korte fragmenter af Adamovs tekst. Et egentligt narrativ er ikke umiddelbart til stede, og sammen med Pades abstrakte lydunivers bliver værkets samlede udtryk meget udflydende og stemningsbetonet.

Lydsiden består blandt andet af enkelte behandlede reallyde som lyden af tastning på en skrivemaskine og helt til slut en grædende baby. Derudover er de gennemgående elementer primært et båndloop, med en optagelse af latter der er sænket i tonehøjde, og tilført kunstig rumklang. Disse afløses af lignende båndloops med en kort, uidentificeret melodistump skabt af sammenklippede sinustoner, der optræder i forskellige klanglige udgaver værket igennem.

Nogle steder lyder det, som om melodien spilles på et elektronisk orgel, mens det andre steder har mere karakter af rytmisk støj.

Noter
Det har ikke været muligt at identificere et skuespil af Arthur Adamov med enten titlen Eha eller Den fortabte søn. Muligvis er titlen en fri dansk oversættelse. Else Marie Pade har selv angivet, at værket blev uropført den 1. maj 1958 på Århus Studenterscene, men da Århus Studenterscene først blev etableret i efteråret 1958, må der enten være tale om en erindringsforskydning, eller at værket er opført før den officielle åbning af teatret.

Umiddelbart findes ingen kilder, der nævner opførslen, men følgende kilde: u. Forf.: Århus Studenterscene: Status vedr. 1958-1960 nævner, at der opførtes ”forestillinger af mere speciel art” udover de større produktioner.

***

Cayennepeber (1962) er et kort stykke underlægningsmusik til teaterstykket af samme navn, skrevet af den franske digter René de Obaldia (1918-2022). Stykket blev uropført den 2. maj 1962 på Århus Studenterscene og former sig som en dialog mellem to mandlige straffefanger, der arbejder i en vejside med at bryde sten, mens de fører en absurd samtale med hinanden. Udover dette findes ingen egentlig handling. Der findes ikke optagelser, hvor skuespillerne høres, kun Pades rent elektroniske stykke der, meget atypisk for hende, nærmest er traditionelt melodiøst. I begyndelsen høres den franske nationalsang, Marseillaisen, der lyder som den er spillet på et elorgel. Med samme klang spilles senere en række andre enkle melodier, der ikke umiddelbart lader sig identificere.

Musikken falder i tre afsnit adskilt af en højfrekvent hyletone, og hvert afsnit består grundlæggende af det samme lydmateriale, hvor melodi og rytme gives forskellige tempi i hvert afsnit. Rytmelydene lader til at være skabt med en såkaldt pulsgenerator – et apparat, der udsender korte klik, hvis tempo kan reguleres med en drejeknap og typisk anvendes til lydmålinger. Pade har skabt små accelererende rytmiske forløb ved at skrue på drejeknappen, filtrere de enkelte klik forskelligt og har så endelig sat de små forløb sammen i båndsløjfer. Gennem hele stykket høres en anden monoton rytmisk lyd, der med lidt god vilje kan forestille at illustrere en hammer, der bryder sten, og som dermed, som det umiddelbart eneste element, er en decideret lydlig illustration af handlingen.

Noter
Teaterstykket har originaltitlen Poivre de Cayenne og havde fransk premiere i 1962.