Balcony Stream

Livet på jorden

Af Andrew Mellor

Om Anders Nordentofts musik er blevet sagt, at den tilbyder lytteren ”en fremstrakt hånd”. Hans værker er forfriskende udogmatiske og tager udgangspunkt i at kommunikere direkte, hvad enten det er igennem klare fortællinger, sanselig poesi eller et nærmest fysisk anslag, at opmærksomheden bliver vakt. Selv har komponisten engang udtalt, at det er hans ambition at skabe musik, der på samme tid er almindelig og fantastisk, nøjagtig ligesom hverdagen er det.

Anders Nordentoft har komponeret siden de tidlige teenageår. Han er uddannet violinist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor han også studerede komposition hos Ib Nørholm og senere ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus hos Per Nørgård. Gennem sin 40 år lange komponistkarriere har han overvejende vægtet kvalitet højere end kvantitet. Lige fra første færd har hans musik være kendetegnet af en ekstremt disciplineret indre sammenhæng, når det gælder om at formidle livet på jorden.

Athelas Sinfonietta og dirigenten Robert Houssart under indspilningen af albummet Balcony Stream © Athelas Sinfonietta

Balcony (2019)
I sommeren 2020 indledte Nordentoft et toårigt forløb som huskomponist hos Athelas Sinfonietta. Samarbejdet blev officielt indviet i 26. september samme år med uropførelsen af Balcony, et værk i fire satser for stort ensemble, der af komponisten bliver beskrevet som en ”fuldbåren, lille symfoni”.

”Jeg er vild med balkoner,” skriver komponisten i sin programnote og fortsætter: ”En balkon er et udkigspunkt, hvorfra man kan observere og skaffe sig overblik over gaden, byen, havet, parken og så videre. Når jeg komponerer, føler jeg mig som ’passager’ på en fiktiv balkon med mulighed for at absorbere og bearbejde det, der møder mig.” Det nervøse moto perpetuo (’evig bevægelse’)i den rytmisk aggressive første sats bliver standset af en fløjtes blide brise som forvarsel om lyriske strygere, der igen bliver hjemsøgt af en lilletromme, inden en kantet og selvhævdende musik sætter sig igennem.

Den anden sats fremstår som en sart skulptur, mens den tredje betjener sig af en arketypisk Nordentoft-teknik, hvor klaver og trompet nærmest fortryllede er koblet sammen i tæt kontrapunkt. Fortryllelsen hæves på smukkeste vis, da vi tilsyneladende bliver ført op på balkonen ovenover, væk fra den frenetiske aktivitet. Teknikkerne vender tilbage, men uden succes, og i sidste sats udvikler den fortsat stringente musik sig stadig mere frigjort og løsrevet.

Stream (2017)
Balcony blev udviklet som en fortsættelse af Stream, komponeret til Athelas Sinfonietta tre år forinden. Det er en stram samtale uden omsvøb for kammerensemble, hvis energi bestemmes af dens urolige understrømme. I sin programnote henviser komponisten til titlens mange mulige betydninger: ”noget strømmende, en flydende bevægelse, strømmende vand og så videre … det passer alt sammen godt til musikkens udtryk”, forklarer han og fortsætter: ”Musikken bevæger sig gennem forskellige landskaber med mange foranderlige melodier og lag, der – omend med enkelte undtagelser – er udledt af det samme musikalske materiale.”

Nordentoft har også henvist til musikkens ”mange stemningsskift” og inspirationen fra lyset i sommernatten. ”Det hele holdes sammen af en slags musikalsk understrøm, hvor musikalske forløb vender varieret tilbage,” skriver han. Ganske rigtigt flyder værket gennem forskellige landskaber, men gør det med en særegen tusmørkefølelse og ikke kun i den wah-wah-trompet, der spiller en fremtrædende rolle. Det skorter ikke på poetisk kontrapunktik og improvisatorisk eftertænksomhed, før musikken når frem til det samme fintmærkende, slagtøjsprikkede terræn, hvor den begyndte.

Under indspilningen af Entgegen © Athelas Sinfonietta

Entgegen (1985)
Entgegen fra 1985 er et bestillingsværk til Odense Symfoniorkester. I dette stykke lader de kontraster, vi oplevede i Stream (og som komponisten hentyder til i den tyske værktitel), til at være blevet inderliggjort, mens en stor besætning kaster, kæmper og danser sig gennem en skov af rytmisk vitalitet og temperamentsmæssig foranderlighed. ”Hvis der er noget program,” sagde komponisten om stykket i forbindelse med dets tilblivelse, ”er det et program, som er påvirket af min næsten fysiske oplevelse under kompositionen af, at musikken kunne række ud efter noget.”

Et markant ostinat (et gentaget motiv) holder første sats, en ”meget rytmisk” allegro, på plads (i løbet af 1980’erne begyndte markante rytmer at gøre sig gældende i Nordentofts musik, mens lige dette konsekvente ostinat også kunne være en hentydning til Aarhus-skolens lyriske logik). Ostinatet bliver først delt mellem violin og bratsch og senere også mellem cello og bas.

Disse virkemidler synes først at være på bølgelængde med musikkens rastløse nervøsitet, men viser sig efterhånden ude af stand til at tæmme de vilde, frie impulser, der til sidst omslutter den. Åbningen på anden sats synes at fremmane natten meget på samme måde som musikken i Balcony, før klarinetten sætter ind med en regulær indledning. Den lokker så igen klaveret med i en pas de deux(fr. ’trin for to’), som udvikler sig til en sart ensembledans, der er mere balletagtig og krystallinsk end gadelarmen i den foregående sats. Klaveret synes at kalde til orden, men det er klokkespillet, der bestemmer, hvornår legen er slut.
 

Andrew Mellor er forfatter til The Northern Silence – Journeys in Nordic Music and Culture (Yale University Press, 2022).