Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier 9-11

Rued Langgaard

Symfonier 9-11

DR SymfoniOrkestret, Thomas Dausgaard

Rued Langgaard (1893-1952) was an odd, lonely figure in Danish music. His 16 symphonies make up a thought-provoking, original contribution to the history of the symphony - on the borderline between Romantic idealism and beauty on the one hand and the doubt, fragmentation and absuridty of the modern world on the other. The works on this CD were written within a period of four years, but range wide in musical style. The light, classical-romantic Symphony No. 9 is followed by the dramatic evocation of nature in Symphony No. 10, which takes the form of a symphonic poem in the spirit of Strauss. With Symphony No. 11 the composer plunges into deep water with a demonstrative and provocative "symphony".

Køb album
CD
  • CD
    63,60 kr.
Download
  • mp3 (320kbps)
    mp3
    55,20 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    63,20 kr.
VÆLG FORETRUKKET FORMAT TIL DOWNLOAD AF ENKELTE TRACKS.
Symphony No. 9 "From Queen Dagmar's City", BVN 282 (1942)
1 I Queen Dagmar sails to Ribe. Molto allegro 8:35 9,60 kr.
2 II The Dance at Riberhus. Grandezza 3:27 6,40 kr.
3 III Ribe Cathedral. Lento 3:30 6,40 kr.
4 IV Finale. The turbulent life of the past. Molto allegro 5:50 9,60 kr.
Symphony No. 10 "Yon Hall of Thunder", BVN 298 (1944-45)
5 Symphony No. 10 "Yon Hall of Thunder", BVN 298 (1944-45) 25:53 22,40 kr.
Symphony No. 11 "Ixion", BVN 303 (1944-45)
6 Symphony No. 11 "Ixion", BVN 303 (1944-45) 6:19 9,60 kr.
Total runtime: 
54 min.
Rued Langgaard

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne anti-romantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eks­pe­rimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. år­hundredes livsanskuelser, musikalske stilret­ninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større or­kes­ter- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret af hverken pressen eller de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studie-ophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Lang­gaardfamiliens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lej­lighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Lang­gaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført, og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfæ­rer­nes musik (1916-18), symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’erne – at opleve succesfulde opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel inter­esse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guru-agtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et or­ga­nist­embede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Lang­gaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collage-musik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende er utrykte, er under udgivelse.

Yderligere information: www.langgaard.dk

Langgaard som symfoniker

Man skal lede længe i det 20. århundredes
musik for at finde en så lang, særpræget og varieret række af symfonier som Langgaards. Med 16 nummererede symfonier – komponeret 1908-1951 – er han i antal kun blevet overgået på dansk grund af Niels Viggo Bentzon (1919-2000), der nåede nummer 24. Langgaards symfonier er uhyre afvekslende i varighed, form og tonesprog. En klar udvikling fra nr. 1 til nr. 16 tegner sig ikke, men der er brudflader mellem symfoni nr. 3 og 4, 6 og 7 samt 10 og 11. De formale yderpunkter er den store senromantiske symfoni nr. 1 (60 min.) og den mono-tematiske, ensatsede symfoni nr. 11 (6 min.). Vokale indslag findes i symfoni nr. 2, 3, 8, 14 og 15, og symfoni nr. 3 er reelt en klaverkoncert. Den musi­kalske stil har overvægt til den romantiske og senromantiske side, men der er markante eksempler på udtryksformer på omgangshøjde med samtidens progressive tonesprog (symfoni nr. 6 og begyndelsen af nr. 15).

Langgaard ønskede ikke at skabe et selvstændigt, originalt og moderne tonesprog. Tværtimod tog han bevidst udgangspunkt i det fra Gade, Wagner, Tjajkovskij og Strauss overleverede gods. Umiddelbart lyder nogle af værkerne faktisk, som om de er komponeret 50-75 år for sent. Men betragtet under ét er Langgaards symfoniske cyklus et originalt og tankeprovokerende bi­drag til 1900-tallets musikhistorie. I de første seks symfonier afprøver han genrens muligheder inden for meget forskellige stilarter. Fra symfoni nr. 7 træder outsideren for alvor frem med det paradoksale og hassarderede projekt at bevise den romantiske æstetiks fortsatte relevans og potentiale i en moderne, verdsliggjort tidsalder.

Den romantiske epokes tonesprog rummer ‘sandheden’ efter Langgaards mening, fordi det formidler et åndeligt budskab, som er alment forståeligt. Langgaard plukker derfor uhæmmet fra alle romantikkens hylder, men giver ofte det velkendte et eftertryk og sætter det ind i en ukonventionel ramme, således at det demonstrative, abrupte og teatralske træder frem. Man fornemmer ærefrygt, men også en distance i forhold til de romantiske klicheer. For at blive forstået følte Langgaard, at han måtte gå til yderligheder, og især med symfoni nr. 11 og 12 bringes symfonibegrebet ud i det absurde. Dermed sætter Langgaard sin egen rolle som erklæret formidler af et harmonisk skønhedsbudskab over styr. Den konservative og nostalgiske komponist bliver samtidig til en moderne ‘splittet’ kunstner, som forholder sig seismografisk følsomt, for ikke at sige desperat, til samtiden og sin isolerede situation.

Begrebet senromantik dækker kun til dels Langgaards symfonier, hvis man dermed tænker på organisk bredde, store kontraster og symfoniske højdepunkter. Langgaard er i reglen kontant og kortfattet i sine formuleringer og rapsodisk i sin form. Man kan se et slægtskab med ‘effektiv’ brugsmusik som Korngolds filmmusik eller Prokofievs balletmusik, men i modsætning til Korngold undgår Langgaard enhver sentimentalitet. Det er karakteristisk, at symfonierne begynder fyndigt og klart – der er ingen langsomme, søgende indledninger. Og det er begyndelsens stemning og karakter, som konstituerer et værks forløb, ikke en på forhånd fastlagt form som f.eks. sonateformen. Med den hyppigt anvendte ensatsede form kan Langgaard fastholde en for værket særegen stem­nings­verden ubrudt gennem hele forløbet.

De farverige titler er udtryk for en insisteren på, at musikken har en betydning ud over det musikalske, en mission af religiøs art. Selv om Langgaard først begyndte sit virke efter den symbolistiske epoke omkring 1900, har det vist sig frugtbart at opfatte Langgaard som en symbolistisk kunstner. De forskellige stilistiske udtryk har hver deres symbolske betydning, og de 16 værker belyser hinanden og danner tilsammen et univers med en egen fascinerende sammenhæng.

Symfoni nr. 9, 10 og 11

Efter symfoni nr. 8 fulgte en lang pause i Langgaards symfoniske skaben. I 1930’erne blev det stort set kun til orgel- og klavermusik samt revision af tidligere kompositioner og bearbejdelse af faderens klaverværker. Med ansættelsen i 1940 som domorganist i Ribe fik Langgaard en befordrende ro og tryghed i dagligdagen, og inspirationen til at beskæftige sig med større musikalske former kom igen.

Den tyske besættelse af Danmark 1940-45 medførte en forøget historisk og national bevidsthed, og i tråd hermed leverede middelalderens Ribe det programmatiske stof til Langgaards niende symfoni, Fra Dronning Dagmars By, komponeret i 1942. Dagmar var en böhmisk prinsesse, som 1205 blev gift med den danske konge Valdemar II. Historisk betvivles det, at Dagmar nogensinde var i Ribe, men folkeviserne omtaler både hendes ankomst til byen og hendes død her i barselsseng i året 1212. Den populære melodi til “Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg” spilles daglig af klokkespillet i Ribe Domkirkes store tårn, og Langgaard har indlagt den i symfoniens tredje sats med titlen Ribe Domkirke. I denne indspilning præsenteres satsen med orgel (i partituret foreskrevet ad libitum), og orkestrets rørklokker er erstattet af en optagelse af domkirkens autentiske klokkespil. Scherzosatsen Dansen på Riberhus henviser til det kongelige slot Riberhus, som gik til grunde i 1600-tallet. Voldstedet i udkanten af Ribe blev arkæologisk undersøgt og beskrevet netop i 1941-42. Symfonien blev uropført i radioen i 1943 under Launy Grøndahls ledelse, og han tog de to midtersatser på programmet mange gange i de følgende år.

Efter denne lette og luftige, klassiscistisk orienterede symfoni i F-dur, springer Langgaard med symfoni nr. 10 (1944-45) tilbage til det naturdramatiske symfoniske digt i lighed med symfoni nr. 4 Løvfald – begge symfonier er i øvrigt i den sjældne toneart es-mol. Symfoni nr. 10 er dog komponeret for stor orkesterbesætning med tre piccolofløjter (som spiller unisont!) og fem klarinetter. Symfoniens titel, Hin Torden-Bolig, er et poetisk navn for klippehalvøen Kullen (Kullaberg) i Skåne, Sverige, lånt fra et Ossian-inspireret digt af Steen S. Blicher (1817). Langgaard tilbragte 26 somre på Kullen, og symfonien er et udtryk for hans kærlighed til stedets natur. Men komponisten har også en anden dagsorden, som antydningsvis fremgår af det tilknyttede motto fra Shakespeares Hamlet (1. akt):

“Hvis det nu lokker jer mod Klippens ræd­sels­svangre Tinde – ”

Det er Horatio, der frygter at Hamlets fars genfærd vil lokke Hamlet ud i den livsfarlige natur. Langgaard havde en fiks idé om, at de klipper, der nævnes i citatet, måtte være Kullen på den anden side af Øresund. Der er jo kun en flad sandstrand ved Kronborgs bastioner, hvor genfærdet viser sig. Men Langgaard elskede dobbelttydige udtryk, og dennne tvivlsomme Kullen-pointe er næppe den eneste grund til at komponisten valgte dette motto. Det fremgår af tidlige titelforslag som fx Flyvende Hollænder over Kullen, at han opfattede værket, med dets klare mindelser om Wagner og Richard Strauss, som en art genfærds-musik. Ny musik af en så konservativ observans var ikke velset i de toneangivende kredse i samtidens danske musikliv, og mottoet er givetvis en ironisk kommentar til dette faktum. Altså: Pas på med denne tillokkende genfærdsmusik – I kan risikere at blive bjergtaget! At musikken rummer en særlig personlig symbolik antydes af citatet til slut af dommedagsalmen Sions vægter hæver røsten, en tillempet udgave af Philipp Nicolais Wachet Auf (1599). Symfonien blev uropført i radioen i 1947 med Grøndahl som dirigent. Indspilningen her præsenterer for første gang partituret i en ny, kritisk revideret udgave.

Med symfoni nr. 11 (1944-45) fører Langgaard den symfoniske genre ud i det absurde og over i en anden kategori, hvor man kan opfatte værket som et debatindlæg om “symfoniens fremtid”, en krigserklæring mod tidsånden eller en desperat afspejling af verdenssituationen i januar 1945, hvor værket blev fuldført under titlen Evighedskrig. Langgaard valgte efter flere forslag til sidst titlen Ixion, hvormed han lagde et konkret programmatisk indhold i musikken: Ixion var en græsk sagnskikkelse, der som straf for at have forbrudt sig mod guderne, blev fastspændt til et i al evighed roterende flammehjul. Uden tvivl følte Langgaard, at han som kunstner var havnet i en lignende situation. At han havde formået at sætte tingene i den grad på spidsen opfattede han som en kunstnerisk sejr, og han betegnede ligefrem symfonien som “toppunktet af al musik”.

Musikken består af et fragmentarisk valsetema, som gentages 11 gange. Hele orkestret spiller i fortissimo og umiddelbart fornemmer man kun få ændringer, men temaperioderne er faktisk af forskellig længde og der moduleres uafladelig. Hen mod slutningen indtræder fire ekstra tubaer, som Langgaard ønsker placeret foran orkestret. De spiller (unisont) et septimakkord-motiv, som med tonelængderne 5, 7, 9 og 12 fjerdedele går rytmisk på tværs af valsemusikken. Drejer det sig mon om dommedagsbasuner? Mar­kerer slutningens touche symfoniens død og den romantiske musiks undergang? Eller er symfonien blot en desperat komponists udtryk for afmagt? Værket er åbent for fortolkninger.

Symfonien blev uropført i Danmarks Radio i 1968 og har indtil videre kun været koncertopført én gang.

Bendt Viinholt Nielsen

Release date: 
november 2001
Cat. No.: 
8.224182
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099998222
Track count: 
6

Credits

Indspillet i Danmarks Radio 7. - 8. april 1999 (Nr. 9), 12. - 13. januar (Nr. 10) og 23. juni 1999 (Nr. 11).

Producere: Michael Pedersen (Nr. 9 og 11) og Preben Iwan (Nr. 10)
Lydteknik: Jørn Jacobsen
Editing: Preben Iwan

Forlag: Edition Samfundet

Denne cd er indspillet i samarbejde med Danmarks Radio.

Coverbillede: J.F. Willumsen: "Himmelgåden" (1938)