Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Koncerter

Anders Koppel

Koncerter

Yana Deshkova, Anna Maria D. Dahl, Mette Nielsen, Mattias Johansson, Claus Ettrup Larsen, Aalborg Symfoniorkester, Matthias Aeschbacher

Den danske komponist Anders Koppel (f. 1947) har det ene ben solidt plantet i den klassiske europæiske musiktradition, og det andet i verdensmusikken og den rytmiske musik. Foruden at være en af de mest alsidige danske komponister er Koppel selv en forrygende musiker indenfor mange genrer. Til denne verdenspremiereindspilning af sine sprudlende koncerter for henholdsvis tuba og fløjte/harpe samt sinfonia concertanten som mønstrer ikke færre end fire solister, har Anders Koppel håndplukket en række virtuose musikanter, som folder sig ud i et mylder af velskrevne toner med fornem orkesterledsagelse. Koncerterne er fulde af rytmisk liv og virtuose udfordringer. Det er musik, der på en gang er helt klassisk og helt fri.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 44.1kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
"Subtilt introppektiva kvalitéer och en återhållsamhet med klangmedlen förenas med en flödande, lättillgänglig melodik i trygg tonal förankring - som gör att Koppeals musik omedelbart apellerar till lyssnaren."
Ulf Gustavsson, Upsala Nya Tidning
"Der er så mange musikalske guldkorn også på denne udgivelse, at man som nysgerrig lytter bør unde sig selv et bekendtskab med disse koncerter."
Jakob Holm, Kristeligt Dagblad
"Anders Koppel's concertos show off not only his impressive versatility with solo instruments, but also offer stimulating musical variety as well"
Victor Carr Jr, Classics Today (10/10)
"The immediacy of these performances and recordings is at times thrilling, and its an interesting world to explore - a nation as viewed through contemporary classical composers working within chamber music forms"
Joshua Meggitt, Cyclic Defrost
"The Intermezzo Could happily find its place as the soundtrack to a wistful 1950s French film, while the finale brings in antique cymbals and slide whistle without suspicion of gimmickry or even incongruity"
David Fanning, Gramophone
"...evokes the wonder of new life with lovely flute melodies and delicate harp sounds. A shimmering Pastorale is a walk in the woods, complete with thunderstorm."
KIL PATRICK, American Record Guide
"Melodische Motive und rhythmische Freude konturiert Anders Koppel zu einem angenehmen Stil aus Essenzen moderater Moderne."
Hans-Dieter Grünefeld, Neue Musikzeitung
Total runtime: 
70 min.
Koncerter med en fantastisk dimension

af Esben Tange

Anders Koppel er i sjælden grad en komponist af sin tid. Med det ene ben solidt plantet i den klassiske europæiske musiktradition og det andet ben i verdensmusikken og den rytmiske musik kan Anders Koppels virke som komponist ses som ét langt vedvarende arbejde med at forene disse kulturer i et nutidigt tonesprog. Det har resulteret i en lang række originale værker, der alle er præget af en særlig evne til at kommunikere følelser og energi stærkt og ligetil mellem musikere og publikum.

Som søn af komponisten og pianisten Herman D. Koppel (1908-98) voksede Anders Koppel op i et musikalsk miljø, og som barn og helt ung spillede han klaver og klarinet og fik tidligt et indgående kendskab til partiturlæsning og instrumentering. Samtidig tog Anders Koppel aktivt del i de musikalske eksperimenter, som var en del af 1960'ernes og 70'ernes ungdomsoprør. I årene 1967-74 var han som organist og tekstforfatter et af de bærende medlemmer i rockgruppen Savage Rose, der var blandt de mest fremtrædende og nyskabende på den danske rockscene. Efter at Anders Koppel i 1974 trådte ud af Savage Rose har han i stigende grad fordybet sig i skabelsen af ny kompositionsmusik.

Sideløbende med arbejdet som komponist har Anders Koppel været aktiv musiker i blandt andet gruppen Bazaar, der i ca. 35 år har dyrket et unikt udtryk præget af improvisation, balkanmusik og Anders Koppels egne kompositioner. Siden 1996 har han også spillet sammen med sønnen, saxofonisten Benjamin Koppel i bl.a. trioen Koppel-Andersen-Koppel. Erfaringerne som scenekunstner minder til stadighed Anders Koppel om vigtigheden af at gøre musikken vedkommende for publikum, og det har resulteret i en egen musik, der i særlig grad er udadvendt og medrivende. Frem for at dyrke en særlig kompositorisk teknik har Anders Koppels musik ofte en udogmatisk strømmende karakter baseret på en klassisk tonalitetsopfattelse og på det enkelte instruments naturlige udtryksmåde. Dertil kommer, at Anders Koppel har komponeret musik til omkring 200 film, teaterforestillinger og balletter, hvilket har været med til at skærpe Anders Koppels musikalske vokabularium, der foruden de klassiske former også indbefatter et nært kendskab til og kærlighed til latinamerikanske stilarter som tango, samba og cubansk musik.

Det høres allerede i debutværket for klassisk besætning - en klaverkvintet fra 1982, hvori der indgår en tango. Det egentlige gennembrud som komponist af koncertmusik fulgte i 1990 med Toccata for Vibrafon og Marimba, der er virtuos og teknisk udfordrende musik, som veksler med drømmende passager af fortryllende skønhed. Her har Anders Koppel fundet en egen stil, der både giver de udøvende musikere mulighed for at skabe performance på højeste niveau, og som appellerer direkte til publikum. Disse kvaliteter har Anders Koppel siden sublimeret i en lang række koncerter for solist og orkester, hvor den umiddelbare identifikation med solisten ofte tilføjes en fantastisk dimension, da Anders Koppel har evnet at knytte både intime menneskelige følelser og overnaturlig kraft og lidenskab til den centrale instrumentalist. Det kommer første gang til udtryk i Koncert nr. 1 for saxofon og orkester (1992), der i en egen frigjort neoklassisk stil veksler mellem sfæriske strygerklange, Bach-inspireret fugato og sejt swingende rockrytmer.

Anders Koppel har skrevet to strygekvartetter. Strygekvartet nr. 1 (1997) er et virtuost musikalsk festfyrværkeri holdt i stramme tøjler. Udtrykket er præget af klarhed og stringens, og de fire strygeres utallige klanglige og dynamiske muligheder lader tydeligvis til at tale til Anders Koppels sprudlende fantasi, samtidig med at inspirationen fra klassiske forbilleder som Beethoven og Bartók er tydelig. I Strygekvartet nr. 2 spiller kosmiske oplevelser og forestillinger en afgørende rolle, og Anders Koppel har her skabt en musik, der hæver sig over den jordiske verdens konflikter, og som er delvis bygget på Keplers ældgamle principper, hvor planeterne er forbundet med særlige intervaller og skalaer.

En særlig rolle spiller Anders Koppels vokalværker. I kantaten Gemmer hvert et ord (1998), der er skrevet for kor, brassband og orgel til minde om slaget ved Fredericia, er det koncerterende element fraværende. I stedet er musikken præget af en inderlig tone, der er fint afpasset teksten, hvis indhold af gamle soldaterbreve giver et tankevækkende indblik i de store menneskelige omkostninger, krigen har for den enkelte soldat. Helt anderledes forholder det sig med operaen Rebus (1999-2000), der er en parodisk mosaik over moderne menneskers flakken mellem overgearet selvglæde og eksistenskrise. Her har Anders Koppel med inspiration i dadaisme og fluxus komponeret for både rytmiske og klassiske sangere samt crossover-ensemblet Mad Cows Sing, der tilsammen skaber et sprudlende musikalsk tidsbillede af årtusindskiftets søgende overgangsmennesker.

I Koncert nr. 3 for marimba og orkester (2002-03) komponeret til den østrigske marimbavirtuos Martin Grubinger har Anders Koppel tilført sin musik en større symfonisk bredde, hvor legen med genrer og stilarter er nedtonet til fordel for en mere klassisk formtænkning. Dette spor forfølges blandt andet i Concertino for 2 guitarer og kammerensemble (2003), Koncert nr. 2 for saxofon og orkester (2003), Koncert for saxofon, klaver og orkester (2006) og Tripelkoncert for mezzosaxofon, cello, harpe og orkester (2009). I Concertinoen fører det til en syntese, hvor guitarens oprindelige latinske temperament tilføres et tone af nordisk kølighed, mens Anders Koppel i den 2. saxofonkoncert dyrker en ekspressiv stil, hvor virkemidler fra jazz- og bigband-traditionen kunstfærdigt føjes ind i en stor klassisk koncertform.

I dobbeltkoncerten for saxofon og klaver har Anders Koppel taget endnu et skridt i retning af at skabe en musik præget af enkelthed trods dyrkelsen af ydre storhed og bravur. Og i Tripelkoncerten viser Anders Koppel nye poetiske sider, da han - godt hjulpet på vej af en forfinet instrumentation - lader en porøs drømmeverden vokse frem i samspillet mellem minimalistiske evighedsmusik og frit fabulerende toneranker. Frodighed og skønhedsdyrkelse er her to sider af samme sag i en musik, som trods indre dynamik først og fremmest udstråler afklaret ro.

 

Sinfonia Concertante for violin, bratsch, klarinet, fagot og orkester (2007)

Sinfonia Concertante for violin, bratsch, klarinet, fagot og orkester er et af flere værker komponeret af Anders Koppel til Ålborg Symfoniorkester i egenskab af huskomponist. Koncerten er tilegnet orkestrets tidligere chefdirigent, schweiziske Matthias Aesch-bacher, der er dybt forankret i den klassiske centraleuropæiske tradition og er Koppels mangeårige ven og samarbejdspartner. Og det er netop klassiske dyder, der er i højsædet i Sinfonia Concertante. Ved at barbere symfoniorkestret ned til et strygeorkester med pauker har Anders Koppel givet rum til, at de fire solospillere kan udfolde sig i en musikantisk leg, hvor der er fokus på et kontrapunktisk spil mellem de enkelte stemmer og en effektfuld vekslen mellem lys og skygge.

Sinfonia Concertante er først og fremmest renfærdig neoklassisk musik, der står ved sit titelslægtskab med Mozarts to tilsvarende værker med henholdsvis solistiske strygere og blæsere. Men dertil kommer især i første sats et underfundigt rytmisk drive, der tilfører den elegant dansende andante en gemytlig bierstube-stemning, og som bl.a. giver mulighed for at soloklarinetten kan udfolde sit potentiale som orkestrets frække dreng.

I den langsomme 2. sats indledes der med to drømmende længselsfulde pas de deux'er, hvor de fire solospillere former to par. Først violin og klarinet og derefter bratsch og fagot, der understøttes af bittersøde harmoniskift skabt af strygeorkestrets spindelvævstyndt formede akkompagnement. Undervejs overtages den musikalske scene af reminiscenser af en alvorsfuld march. I sidste ende er det dog vidtstrakte melodiske linjer, der dominerer og til slut klinger ud i intetheden - som et syn, der fortoner sig i horisonten.

I sidste sats Allegro appassionato fornemmes der lige fra begyndelsen en skæbnesvanger understrøm i kraft af 1. og 2. violinernes hidsende tonestrøm, og undervejs rives de fire solospillere med i det kollektive ridt. Som det også er tilfældet med den store passion er energierne underlagt begærets dunkle mål. På kunstfærdig vis lykkes det dog Anders Koppel at udsætte den endelige forløsning, da den pumpende motoriske energi undervejs tilsidesættes af en organisk swingende musikalsk sats bygget over pizzikerende celli og bas. Endnu mere udtryksfuldt er dog indskud af faldende sekvenser, der udfoldet i slowmotion skaber øer af skønhed, inden en sidste uomgængelig kraftudladning gør en ende på legen.

 

Koncert for fløjte, harpe og orkester (1998/2009)

Anders Koppels Koncert for fløjte, harpe og orkester, der oprindelig blev komponeret til Sønderjyllands Symfoniorkester og siden revideret til opførelser med Ålborg Symfoniorkester i 2009, er præget af lyse og lyriske stemninger i pagt med de to soloinstrumenters natur og som følge af et rigt udstyr af slagtøj. I kraft af høje metallyde fra bl.a. triangel, metal wind chimes og klokkespil, der alle høres i første sats, udspiller koncerten sig fortrinsvis i en højere klanglig sfære, og da orkestrets blæsersektion kun består af 4 horn er udtrykket gennemsigtigt og præget af forfinede impressionistiske stemninger.

De i alt 5 satser har karakter af enkeltstående klangbilleder, der tilsammen udgør en fortælling, som Anders Koppel har beskrevet som ""fem scener fra et menneskes liv"". Første sats Intrada har karakter af en højtidelig procession, hvor fløjten fører an med alvorsfuldt udtrukne melodilinjer, der i samspil med glitrende harpeklang udmaler hvad der ""kunne være et billede af den ærefrygt og undrende kærlighed, hvormed slægtninge første gang samles om den nyfødtes vugge."" I 2. sats Pastorale hvirvles en sværm af melodistumper omkring med underfundig ynde, og dermed skabes der en vibrerende poetisk stemning, som Anders Koppel beskriver som ""en tur i den nyudsprungne forårsskov med al dens sarte sitren af forventning og glæde. Turen bliver kun afbrudt af et kort tordenvejr. Det kunne være et billede af ungdommen.""

Til sidst fører en kort kadence for solofløjten over i et Intermezzo, der er domineret af den blide brasilianske choro-rytme, som intoneres af harpen og siden også høres i strygerne. Til trods for at satsen er kort, har den evighedskarakter, da en enkel legende melodi - spillet i solofløjte og violiner - til stadighed varieres. Det klanglige udtryk er enkelt og renfærdigt, da det kun er strygergruppen i samspil med de to soloinstrumenter, der høres, og i sammenhængen med de øvrige satser har denne midterste sats karakter af en musikalsk ø, hvor tiden står stille og alt nærvær er rettet mod den sensuelle rytmik - ""En erindring om det første møde med kærligheden.""

I 4. sats Elegia har Anders Koppel komponeret ""en sørgemarch - et udtryk for den sorg og det tab, som uundgåeligt rammer ethvert menneske."" Med uafvendelig konsekvens fører harpen an med dystre molfarvede akkorder, der viser instrumentet fra en sjældent alvorsfuld side, og skaber en dyster baggrund for fløjtens elegisk udtrukne melodi. Eneste ophold undervejs indtræder, da solohornet akkompagneret af en truende marchtromme i det fjerne tilføjer endnu en klanglig dimension til dette musikalske sørgespil.

Finalen har mest af alt karakter af et forfinet urværk, hvis bestanddele blotlægges en for en, begyndende med små lyse bækkener, der kunstfærdigt forenes med dumpe slag for stortrommen og glissader fra slide whistle, hvis lyd giver associationer til hvislende naturlyde. Med Anders Koppels ord er finalen ""en besyngelse af tiden. Som en strømmende å flyder den af sted, i evig forandring..."" Efterhånden inddrages de to soloinstrumenter og hele orkestret i denne kollektive proces, hvor alle har deres naturlige plads i et stort organisk hele, ""og koncerten ender - ligesom tiden - ikke... den holder bare op.""

 

Koncert for tuba og orkester (2003)

Lige fra begyndelsen af Anders Koppels Tubakoncert slås der en humoristisk og godmodig tone an. Som en anden Don Quixote begiver tubaen - orkestrets dybeste messingblæser - sig frygtløst og med godt humør ud på en farlig og usædvanlig færd, uanfægtet af at det er yderst sjældent, at orkestrets tunge dreng er i centrum af den symfoniske manege i en grad, som det her er tilfældet. Med fanfareagtige udbrud og en til tider skævt spankulerende rytmik signaleres det, at denne tubakoncert er en hyldest til det dionysiske overmod, hvor mådehold er ""en by i Rusland"" og livsappetitten er enorm. Og da koncerten er skrevet for fuldt orkester, stilles der de største krav til tubaens solistiske tilstedeværelse. Instrumentet eksponeres i alle registre, fra den dybeste bund - hvor tubaen er orkestrets ukronede konge - og op til blødt klingende toptoner i højere luftlag, der sædvanligvis er befolket af andre mere letbenede instrumenter.

Efter den underfundige begyndelse af koncerten, hvor brugen af orkestret både har lighed med, hvad der kan opleves i et march-orkester og i klassisk filmmusik, introducerer tubaen akkompagneret af bl.a. klokkespil et ømt tema begyndende med en kromatisk opgang. Anders Koppel har tidligere brugt temaet i musikken til balletten ""Morels Opfindelse"" (1989), og det stammer fra komponistens kone Ulla Koppel, til hvem koncerten er tilegnet. Siden følger en solokadence, hvor tubaen fører sig frem med solistisk selvfølgelighed, og derefter fortsætter koncerten i ubekymrede vendinger anført af tubaen, der agerer, som var den en frit flyvende sommerfugl. Mod slutningen dukker temaet fra ""Morels Opfindelse"" op igen, og denne gang pianissimo i soloklarinettens dybeste leje og i sjælfuld dialog med tubaen, der kommenterer og lever med i et parlando (talende) tonesprog fra sin position i orkestrets dyb. Langsomt og med tilbageholdt åndedræt trækkes flere andre instrumenter ind i denne dialog, der udvikler sig til en varmt klingende hymne og kulminerer med at tubaen hæver sig over sin naturlige plads og synger for, som orkestrets mest potente instrument i et bevægende kraftfuldt klimaks.

I anden sats - Andante Misterioso - viskes tavlen så at sige ren. Med knapt hørbare lyde spillet af kontrabasser og piccolo er det akustiske rum spændt ud mellem to poler, og i samspil med et svagt tremolo i strygerne og forfinede sølvklange fra klokkespil og små bækkener skabes der en form for sfærisk magi. Selv om tubaen i denne sats mest af alt slumrer, bidrager soloinstrumentet til den statiske stemning med en enkelt gentaget dyb tone. Eneste undtagelse er midtvejs, hvor tubaen i roligt bølgende bevægelser strækker sig op i instrumentets høje register, som et varsel om at efter vinterdvalen bryder bjørnen atter ud af sit hi.

Sidste sats begynder med en brat opvågning fremprovokeret af de højeste træblæsere, fløjte og obo, og efter en langsom indledning og et fanfareagtigt afsnit intonerer trompeten et drilsk kort motiv, der turnerer rundt mellem tubaen og de øvrige blæsere og giver mindelse om Richard Strauss, når han i sine tonedigte er mest legesyg. Satsen udvikler sig til en fyrig jagt med al den humoristiske finalestemning, man kan ønske sig, og tubaen får rig lejlighed til at udfolde sig som en ægte virtuos solist. Men pludselig stopper festen, og tubaen træder frem som en myndig bassanger i en operascene, alt imens resten af ensemblet lydigt akkompagnerer. Til trods for at den lystige stemning snart tager over igen, er der nu introduceret en alvorstone, som for alvor bliver udfoldet i kadencen til slut. Som i et ægte karneval falder maskerne mod slut, og i dette tilfælde bruger tubaen denne anledning til i sangbare strofer at vise en inderlig følsom side, inden han som en ægte Don Quixote slutter af med atter at kaste sig uforbeholdent ud i livets viltre dans.

Esben Tange er cand.mag., redaktør i DR P2 og kunstnerisk leder af Rued Langgaard Festival.

Release date: 
maj 2011
Cat. No.: 
8.226052
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943608821
Track count: 
11

Credits

Indspillet i Symfonien den 22.-26. juni 2009 og 22.-24. juni 2010
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith

Grafisk design: elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

Dacapo Records takker Dansk Komponist Forening / KODAs fond for sociale og kulturelle formål og Dansk Musiker Forbund