Dreamscapes

Drømmelandskaber

af Jens Cornelius

”Jeg er altid flygtet ind i musikken”, fortæller komponisten Jesper Koch. ”Som dreng oplevede jeg musikken som den ideelle verden, og jeg brugte det meste af min barndom ved klaveret. Den virkelige verden havde slet ikke samme appel.”

Jesper Koch er født 1967 i København, og hans dragning mod drømmenes verden er ikke blevet mindre med årene. Tværtimod har hans tekniske mesterskab som komponist givet ham stadigt flere muligheder for at male drømmebilleder og lukke tilhøreren ind i andre verdener end den virkelige.

Han er elev af to af dansk musiks største mestre, Hans Abrahamsen og Ib Nørholm, og har også studeret hos Karl Aage Rasmussen, Olav Anton Thommesen og Colin Matthews. Han fik tidligt sit gennembrud, da han 25 år gammel vandt førsteprisen ved International Rostrum of Composers i Paris 1992 med værket Ice-Breaking (1991). Siden har Jesper Koch flittigt skrevet musik i mange genrer med hovedvægt på instrumentalmusik, og han har fundet sig særlig godt til rette i symfoniorkestret.

Jesper Kochs musik er melodisk og ofte tonal, hvad der giver god mening, når så mange af hans værker drejer sig om nostalgi og tabte drømmeverdener. Med stor sikkerhed tager han sin lytter i hånden og viser vej gennem musikkens flydende blanding af fantasi og virkelighed, og det er ikke noget paradoks, at han tydeligt bliver sig selv, når han besøger fortiden. Mødet bliver hverken patetisk eller ironisk, men får en poetisk dobbelthed, når det tabte betragtes fra nutiden. Selv når hans musik deltager i et maskespil, gemmer komponisten sig ikke. Hav øre for den tvetydighed hele tiden i Jesper Kochs betagende og billedskabende værker.

De tre solokoncerter på albummet er alle skrevet til de solister, der her har indspillet dem. Og alle tre værker har været opført af Odense Symfoniorkester, der gennem årene har været Jesper Kochs samarbejdspartner i et trofast parløb.

Dreamscapes

Cellokoncerten Dreamscapes (2005-07) blev uropført af Odense Symfoniorkesters solo­cellist Michaela Fukacˇová med Sønderjyllands Symfoniorkester, dirigeret af David Porcelijn og er et af Jesper Kochs mest succesrige værker, der er blevet opført mange gange i Danmark og udlandet. Titlen Dreamscapes siger ligeud, at musikken drejer sig om virkelighedsflugt. Samtidig er koncerten ganske klassisk formet i tre satser og skrevet til et orkester af standardstørrelse.

1. sats, Day-dreaming, begynder med et trylleslag fra harpen. Ud af dens femtonige motiv vokser celloens arabeske, og i stigende grad mister solisten jordforbindelsen. Et ruskende kontrastmotiv forsøger at kalde den dagdrømmende tilbage til virkeligheden – på en ikke ret tillokkende måde! Celloen yder modstand i to korte solokadencer, men da harpen kalder med sit femtonige motiv fra begyndelsen, synker solisten som på signal fra en hypnotisør tilbage i dagdrømmen.

I 2. sats, Lullaby – interrupted, befinder celloen sig i en roligt vuggende 6/8–takt uden at ville overgive sig til den vuggevise, klarinetten forsøger sig med. Celloen springer op og sætter sine omgivelser i vild bevægelse, hvor skiftende, skæve taktarter forstærker indtrykket af manglende rationalitet. Konflikten virker uløselig – men da viser sig en udvej fra uventet kant: Et flygelhorn, placeret bag scenen, sender et budskab fra en anden verden (ikke ulig posthornsoloen i Mahlers 3. Symfoni). Celloen svarer taknemmeligt på åbenbaringen med den beroligende sicilianorytme og finder en naturlig balancetilstand. Efter et velgørende klimaks falder den til ro, ledsaget af sin fornuftige kompagnon, klarinetten.

Koncerten går attacca videre til 3. sats, Hungarian Dreams  … , hvor den gamle tradition for finaler i ”ungarsk stil” træder frem i fornyet inkarnation. Jesper Koch fortæller, at han var i færd med at skrive cellokoncerten, da den store ungarske komponist György Ligeti i 2006 døde, og det fik ham til at fordybe sig i musikken af sine ungarske forbilleder Ligeti, Bartók og Kodály. ­Deres karakteristika med skiftende taktarter, folkedanserytmer og særlige orkestrerings­mæssige greb smittede af på Kochs cellokoncert.

”Jeg har altid refereret til fortiden, og med cellokoncerten tager jeg en maske på og skaber mit eget ungarske karneval. Jeg dykker ned i noget, jeg beundrer, og filtrerer det gennem min egen bevidsthed”, sagde Jesper Koch i anledning af koncertens uropførelse. I finalens store drømmerapsodi genfinder celloen også sin ven flygelhornet, og drømmene fortsætter helt op i det blå – hvor de uforstyrret kan leve videre.

Arcadia Lost

Violinkoncerten Arcadia Lost (2015-16) er tilegnet koncertmesteren i Odense Symfoniorkester, Eugen Tichindeleanu, der uropførte koncerten i 2016 med Odense Symfoniorkester, dirigeret af Alexander Vedernikov.

Arcadia Lost en slags fortsættelse af et kort solostykke, Maze, som Jesper Koch i 2016 skrev til deltagerne i Carl Nielsen Konkurrencen, der afholdes af Odense Symfoniorkester. Koch besluttede sig for at indarbejde Maze i 2. sats af violinkoncerten, hvor solostykket er ekspanderet og orkestersatsen skabt rundt omkring det – og ind i det. En meget ualmindelig ­kompositions­proces.

Koncerten er formet i tre satser med klassiske italienske satsbetegnelser: Barcarole, Notturno og Pastorale, der kunne være titler på romantiske karakterstykker. Arcadia Losts udgangspunkt er da også gammelt ­– og italiensk – nemlig Venedig som beskrevet i Percy Bysshe ­Shelleys romantiske digt Julian and Maddalo fra 1819. Shelleys digte har været yndlingslæsning for Jesper Koch siden hans teenageår, og inspirationen fra Julian and Maddalo dukker op i brudstykker i 1. sats af Arcadia Lost, der har romantisk længsel og uforløsthed som tema.

I Julian and Maddalo sejler de to venner ud til en isoleret sindssygeanstalt for at besøge en mand, der engang var et kunstnerisk og begavet menneske. Mens solen går ned, og klokkerne ringer fra et uhyggeligt tårn uden vinduer, møder de galningen, som er hensunket i sindssyge på grund af ulykkelig kærlighed. Samme fald fra højderne foregår i Arcadia Lost, hvor violinen gennem 1. sats langsomt daler ned gennem orkestret og ender på sin dybeste tone og forsvinder, fordi den ikke kan være med længere. Imens oversvømmes solisten gradvist af orkestret, ligesom havet, der langsomt stiger i Venedig og sætter byen under vand.

Satsen slutter med et engelskhorntema, der overtages af solisten i 2. sats. Violinen fort­sætter med en langsom, natteagtig kadence, inden orkestret sætter ind med en hurtig 12/16-­capriccioso, fuld af flimrende spøgelsessyner. Skiftet gentager sig flere gange i satsen, der er virtuost komponeret og stiller meget store krav til solisten.

Hvis 1. sats er aftenmusik og 2. sats nattemusik, vågner man i 3. sats, Pastorale, op til en ny dag. Det er gennemsigtig, lys musik, orkestreret let i en yndefuld, neoklassisk 9/8-takt. Karakter­betegnelsen er semplice, og indledningen tegnes af en piccolofløjte, uskyldens arkadiske instrument. Den er satsens ledestjerne, der viser vej mod Arkadien, det utopiske håb om lykke.

”I vore dage skal vi være lykkelige hele tiden, og ulykke skal reduceres til det mindst mulige”, siger Jesper Koch. ”Før i tiden havde man et mere realistisk forhold til tingene. Lykke var noget afmålt, et øjebliks idealtilstand. Min violinkoncert handler om oaser af lykke, om erindringsforskydninger og nostalgi. Det er musik fra gamle dage.”

Lonesome

Klarinetkoncerten Lonesome (2010-13) blev uropført af soloklarinettist John Kruse og Odense Symfoniorkester i 2013, dirigeret af Alexander Lazarev. Orkesterbesætningen er strygere, harpe og slagtøj. Klarinetsolisten er altså den eneste blæser på scenen; den har ingen ”venner”, men omvendt heller ingen rivaler. Klarinetten taler med sig selv, og den kalder ud i rummet – og får nogle gange et svar. Men fra hvem? Omgivelserne skifter, og forbindelserne har det med at opløse sig hurtigt, fordi klarinetten har svært ved at falde i ét med sine omgivelser.

Lonesome er udformet som en slags ”tema med variationer” i én sats. Det er ikke kun klarinettens indledningstema, der varieres, men også selve ensomheden: Man møder den opgivende ensomhed, den håbefulde ensomhed, den afbalancerede ensomhed – foruden klarinettens forskellige korte møder med fællesskabet. Fordi klarinetten grundlæggende må nøjes med sit eget selskab og selv opsøge kontaktmulighederne, spiller den nærmest nonstop i værket.

Klarinetten begynder helt alene med en sørgmodig klagesang ”dal niente”, ud af intet. Den mødes kun af en hul opbakning fra klokker, harpe og vibrafon. En resonans af ensomheden. Først derefter kommer der et mere meddelsomt svar fra bratscherne, strygergruppens mest klagende instrument.

Et klokkeslag markerer inden længe, at ”tiden er gået”, og derefter får klarinetten i næste afsnit en mere livgivende energitilførsel. Men også den slutter brat – på klokkeslaget. I de følgende variationer spiller klarinetten en langsom vals med en enlig bratsch (senere tre solobratscher) og derefter en hurtig dans med en violin som partner. Koncertens mest dynamiske afsnit er i samspil med det fulde strygerkorps, inden klarinetten spiller en kadence, ledsaget af stryge­kvartet, harpe og vibrafon.

Den sidste variation er optimistisk og jazzy, men fristen er stakket, og ensomhedens klokke bliver ved at kalde. Alligevel opnår klarinetten og orkestret til slut en samhørighed, måske ligefrem et øjeblik af lykke?

Jens Cornelius, 2019