Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier Vol. 1

Leif Kayser

Symfonier Vol. 1

Aalborg Symfoniorkester, Matthias Aeschbacher

Komponisten Leif Kaysers (1919-2001) liv var i lige grad helliget det religiøse og det musikalske. Efter tidligt at have etableret sig som et af dansk musiklivs unge håb afbrød han dog sin musikalske karriere for at uddanne sig til katolsk præst. Denne udgivelse byder på Leif Kaysers 2. og 3. symfoni. Begge værker er karakteriseret af komponistens store virtuositet og farverige tonesprog, som forener en rig dansk tradition med de mest spændende elementer fra tidligere strømninger i europæisk musik.

Køb album

CD

  • CD
    Digipack
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
73 min.
Leif Kayser

“Før musikeren bliver kunstner, er han menneske, og hans menneskelige egenskaber vil altid vise sig i hans kunst, de være gode eller dårlige. Derfor må det første, største og væsentligste krav til komponisten – som til enhver kunstner – være, at han plejer sig åndelige liv, det bedste, han som menneske ejer, så han vil være i stand til at give andre noget værdifuldt, som menneske eller som kunstner.”

Sådan formulerede Leif Kayser sin musikalske trosbekendelse i 1947. Hans eget liv var i lige grad helliget det religiøse og det musikalske. Efter tidligt at have etableret sig som et af dansk musiklivs unge håb afbrød han sin musikalske karriere for at uddanne sig til katolsk præst, og han fungerede sene-re både som præst, komponist og koncert-organist. Den stræben efter det åndelige, som Kayser henviser til, præger hans musik, der fra første færd er præget af en vis tilbageholdenhed og blufærdighed. Han indtog fra starten sit eget standpunkt. I et århundrede præget af store stilistiske omvæltninger følte han sig aldrig tiltrukket af eksperimenter for eksperimentets skyld.

Som barn sang han i drengekor på den katolske Skt. Knuds Skole i København og lærte tidligt den gregorianske sang at kende. I 1936 blev han optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med P.S. Rung-Keller som lærer i orgelspil og Poul Schierbeck i instrumentation. Efter afsluttende eksamen som pianist og organist tog han til Stockholm for at studere hos Hilding Rosenberg (komposition) og Tor Mann (orkester-direktion). Allerede på det tidspunkt havde han haft sin debut som komponist med sin første symfoni, som blev uropført i Göteborgs Koncertforening med Tor Mann som dirigent.

Kritikerne var begejstrede, ikke mindst over værkets håndværksmæssige niveau. “Carl Nielsen steg til sin Olymp, men sendte Kayser herned,” lød en af reaktionerne. I 1940 fulgte 2. Symfoni, der blev opført ved en af Radioens Torsdagskoncerter, igen dirigeret af Tor Mann, og samme år koncertouverturen Kong Christian stod i anledning af Chr. X’s 70-års fødselsdag i september 1940. Han fik sit første værk udgivet på tryk, 7 Pezzi per violino solo.

Leif Kayser var på vej, og den tyveårige komponist så ud til at blive en fremtidens mand i dansk musik. Derfor vakte det en del opsigt, da han i 1942 afbrød sin musikalske virksomhed for at rejse til Rom og uddanne sig til katolsk præst. Ved hjemkomsten i 1949 blev han præst ved den katolske domkirke Sankt Ansgar i København, hvor han tidligere havde været ansat som organist. Samtidig med præstegerningen tog han dog sin musikalske produktion op igen. 3. Symfoni, som allerede var påbegyndt under teologistudiet i Rom, blev til i løbet af 10 år fra 1943-53. Derudover kom blandt andet en række kirkelige værker, som et juleoratorium for soli, kor og orkester (1943-47), et Te Deum (1946-53) og en række orgelværker, der gennem årene voksede i antal og hører til de væsentligste i tidens danske orgelproduktion.

I 1964 blev han efter eget ønske løst fra sine præsteløfter og giftede sig nogle år senere med Johanne Elisabeth Bruun. Han blev ansat som lærer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i fagene instrumentation og partituranalyse, hvor han blev kendt for sin pertentlighed og perfektionisme. Ideelt set, udtalte han, burde et partitur være så præcist, at et orkesterværk kunne opføres uden forudgående prøve. Det kunne ærgre ham ikke så lidt, hvis en elev fandt en -sjælden noteringsfejl i et af hans værker.

I sin musik var Leif Kayser fra begyndelsen bevidst om traditionens betydning. Han vedkendte sig gerne arven fra den gregorianske sang, hvad der ikke blot kommer frem i hans kirkemusik, men også i passager som indledningen til 2. Symfoni. Som for de fleste danske komponister af hans generation var Carl Nielsen en primær inspirationskilde; derudover følte han sig mest beslægtet med den melodisk-tonale strømning i europæisk musik, som Bartók, Stravinskij og Hindemith. Hindemiths “Unterweisung im Tonsatz” benyttede han i sin undervisning. I 1955, midt under sin virksomhed som præst, tog han orlov for at studere hos Stravinskij-forkæmperen Nadia Boulanger i Paris. Som pianist var han blandt de første i Danmark til at spille Messiaens musik, ikke mindst dennes Amen-visioner. Den serielle og avantgar-distiske musik, der for alvor kom til Danmark i 1960’erne, ignorerede han stiltiende.

Det betød dog ikke, at hans musik var upåvirket af tidens strømninger. Udviklingen skete blot i hans eget tempo og var præget af grundige refleksioner. Der er en tydelig forskel på de forholdsvis ubekymrede, stilistisk traditionelle tidlige værker og den mere komplicerede og spekulative musik fra hans modne år, som ofte er tør, med høj informationstæthed, præget af uformidlede dissonanser og med en bevidst uskøn overflade. I en radioudsendelse forklarede Kayser det således, at det tager tid at suge en tradition til sig for alvor. Først når en komponist virkelig har forstået og gennemlevet traditionen, vil han være i stand til at sætte sit personlige præg på den.

I sine senere år måtte Leif Kayser opleve en dalende interesse for sine værker. Den musikalske elite samlede sig om avantgarden og afskrev ham som gammeldags, mens det almindelige publikum fandt hans musik for tør og uindbydende. 4.  Symfoni, der blev til i årene 1945-63, blev hans sidste store orkesterværk. Til gengæld udnyttede han sin ekspertise i orkesterbehandling i sin lærergerning, og han udfoldede en meget omfangsrig produktivitet med musik for strygeorkestre, skoleorkestre og harmoni-orkestre. Rækken af orgelværker voksede med blandt andet fire omfangsrige suiter (1956-73), Requiem (1955-58), Concerto (1965) og Kirkeruder (1975). Mange af disse værker uropførte han selv. Endelig skrev han som resultat af sin pædagogiske virksomhed en lang række klaverudsættelser af klassiske orkesterværker, hvoraf en enkelt, klaverudtoget til Carl Nielsens Espansiva-symfoni, findes udgivet på tryk.

  1. Symfoni

Leif Kaysers 2. Symfoni blev skrevet i 1939, kort efter uropførelsen af 1. Symfoni. Den blev uropført i februar 1940 i Göteborg og senere spillet ved Danmarks Radios Torsdags-koncert 10. oktober 1940, begge gange under ledelse af svenskeren Tor Mann. Det er et omfangsrigt og ambitiøst værk i de traditionelle fire satser, præget af en bemærkelses-værdig teknisk beherskelse af det store orkesterapparat.

Førstesatsen lægger sig med sin vuggende 6/8-rytme og sit blidt melodiøse sprog i forlængelse af en dansk tradition. Men også den gregorianske sang klinger igennem i satsens begyndelse, hvor de enkelte stryger-grupper, senere soloblæserne, spænder deres lange, uakkompagnerede melodilinjer ud. I bratschernes tredje takt, der kommer igen i satsens slutning, kan man høre et måske utilsigtet ekko af den latinske julevise Quem pastores laudavere, på dansk Giv mig, Gud, en salmetunge. Satsen er opbygget som en række bølger af tiltagende kontrapunktisk kompleksitet og ebber ud, som den begyndte, med bratschernes enstemmige melodi.

I en anmeldelse af den danske første-opførelse hed det, at scherzoen “vil gå over i dansk musikhistorie som den kedeligste der er skrevet”. En dom der undrer ikke så lidt, eftersom netop denne sats er skrevet med en let hånd og præget af en virtuositet i orkesterbehandlingen, der kommer som en fuldkommen kontrast til førstesatsen. Blæserne fører an i en hvirvlende sats, der er gennemsigtig og gennemartikuleret til sidste node.

En højtidelig, kirketonalt præget harmonik farver den langsomme sats, hvis grundmotiv med den stigende lille terts er til stede næsten overalt. Tonen er hymnisk, og den varme og fyldige orkesterklang får en ekstra kolorit ved indførelsen af et blandet kor, der synger på vokalen A. I modsætning til de senromantiske symfonier med korindslag, hvor funktionen altid var at bringe en tekstlig dimension ind i værket, har koret her alene en klanglig funktion og er således mere i slægt med Carl Nielsens brug af sangstemmer i andensatsen af “Espansiva”.

Heller ikke finalens energiske hovedtema, allegro con brio i A-dur, er tænkeligt uden Carl Nielsens forbillede. Hele satsen er lagt festligt an og slutter pompøst med at bringe koret tilbage for nogle afsluttende bemærkninger.

I anmeldelserne blev 2. Symfoni meget forskelligt bedømt. Anmelderne var enige om at rose den unge komponists tekniske håndelag, men mens nogle talte om “velsignet klarhed og mønsterværdig logik”, kaldte andre den “et forbløffende ufrisk værk, der udelukkende arbejder med gammel-kendte midler”.

Kayser blev bedt om at tage stilling til kritikken i dagbladet B.T., og han skrev: “Der er anmeldere, der har bebrejdet mig, at min musik bygger på traditioner – og det har de så evig ret i. Der er måske ingen, der ved det bedre end jeg selv. Jeg kunne pille min 1. symfoni fra hinanden, frase for frase og sige: ‘Det dèr har du fra Bach … nu er det César Franck, der snakker med … og her er det Carl Nielsen, der har påvirket dig.’ Jeg vedgår villigt arv og gæld til alle de komponister, der har skrevet den musik, der har givet mine 21 år indhold og perspektiv. Jeg erklærer åbent min kærlighed til den gregorianske kirkemusik, og mit sind bevæges den dag i dag lige stærkt – eller stærkere end før – af en simpel Prætorius-treklang. Det er kærlighed til musikken, der har gjort mig til komponist – eller dog i hvert fald til en flittig node-skriver. Er der egentlig noget mærkeligt i, at jeg skriver det ned, som mit hjerte er fuldt af? Man kunne lige så godt gå ud på marken og forbyde en ung lærke at slå sine triller, der minder om dem, de gamle lærker har slået før den.”

  1. Symfoni

Hvor de to første symfonier blev skrevet på relativt kort tid, var Leif Kaysers 3. Symfoni hele 10 år undervejs. Det kan skyldes, at han i årene 1943-53 kun komponerede på deltid, eftersom han var travlt beskæftiget med sit teologistudium i Rom og senere præsteembedet ved Sankt Ansgars Kirke i København. Men derudover er symfoniens form og tonesprog så ny og anderledes i forhold til de tidligere, at det opleves som en ændret komponist, der tager sig nye friheder i forhold til sit klassicis-tiske udgangspunkt. Hvor de første symfonier bevarede den klassiske firsatsede form, er 3. Symfoni formet som ét ubrudt forløb, der ganske vist er underdelt i tydelige afsnit.

  1. Symfoni begynder ligesom den anden med en enstemmig stryger-melodi. Celloerne præsenterer hovedtemaet “tranquillo e cantabile” – roligt og sangbart. Men hvor 2. Symfoni var diatonisk og dagklar, er 3. Symfoni – i hvert fald i nogle afsnit – stærkt kromatisk og generelt præget af væsentligt højere dissonansspændinger. Symfoniens toneart er d‑mol, men allerede temaets første fire takter omfatter den kromatiske skalas tolv toner. Det er ikke i Schönbergs tolvtonemusik, man skal finde inspirationen hertil – Schönbergs musik blev først for alvor kendt i Danmark i slutningen af 1950’erne, og Leif Kayser blev aldrig nogen forkæmper for den. Snarere kan man opfatte det som en leg med den udvidede tonalitet og dens muligheder.

Hovedtemaet i celloerne følges straks op af satsens andet væsentlige motiv, en kort figur i oboen. Hele satsen udfolder sig som en fantasi over disse to motiver, der bliver sat op mod hinanden, videreudvikles og kombineres. Efter en kulmination føres vi over i symfoniens næste afsnit, en largo med en hurtig midterdel. Ekspansive strygerklange af lysende, renfærdig skønhed afbrydes af en travl, neoklassisk inspireret episode, men den hymniske tone vender tilbage.

Det følgende afsnit har nærmest funktion som symfoniens scherzo, men af scherzoform er der ikke mange spor i det næsten improvisatorisk virkende forløb. Det indledes af nogle korte udbrud i messingblæserne, der sættes over for uhåndgribelige gestus i strygere og træblæsere. Der følger et afsnit i skiftende taktarter med dæmpede pauker og pizzikerende strygere, senere med lange, kromatiske melodilinjer i fløjterne. Satsen når sit højdepunkt med en kraftfuld omdannelse af messingblæsernes indledende motiv og leder derefter gennem en række solistiske passager over i den stort anlagte finale.

Finalen er en langsom sats med en række temaer, der udfolder sig et efter et i værdig ro og med megen kontrapunktisk behandling for til sidst at kombineres på satsens højdepunkt. Det begynder med et koralagtigt tema i træblæsere og dybe strygere og følges af et sangbart D-dur-tema i violinerne. Tredje tema, der består gentagne toner og en lille drejefigur, høres første gang som kontrast til D-dur temaet. Kulminationen er et kontrapunktisk mesterstykke, hvor temaerne spilles på én gang – og D-dur temaet oven i købet som kanon mellem trompeter og basuner. Satsen munder ud i en renfærdig og stille slutning med hornenes ekko-virkning og en original og definitivt virkende kadence i D-dur.

På trods af, at 3. Symfoni hører til Kaysers bedste værker, var uropførelsen en skuffelse for ham. Han syntes ikke, at musikerne havde ydet deres bedste, og publikums interesse var dalende. Nogle få syntes om værket. Kaysers elev komponisten Niels la Cour har sagt om symfonien: “Med sin frit fabulerende opbygning kan den næsten føles som et ungt menneskes musikalske selvportræt, et selvportræt der røber lidt af den verden, hvortil komponisten viede sit liv. En bemærkelsesværdig ren og ligesom overpersonlig skønhed udstråler fra denne musik.”

Mikael Garnæs, 2006

 

Release date: 
marts 2007
Cat. No.: 
8.224708
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313690824
Track count: 
8

Credits

Indspillet in Aalborghallen d. 17. - 20. maj 2005 og 26. - 29. juni 2006.
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith
Mastering: Claus Byrith og Morten Mogensen

Grafisk design: Elevator

randomness