Klaverstykker

Den charmerende forfører

af Claus Røllum-Larsen

Download BOOKLET

I de sidste to årtier af det 19. århundrede begyndte generationen af danske komponister født i 1860’erne at gøre sig gældende. Det var især tre navne, der markerede sig i den stilistiske fornyelse inden for instrumentalmusikken – på hver sin måde og i hver sin retning. Den ældste, Louis Glass, helligede sig klavermusik, kammermusik og især den store senromantiske symfoniform. Den næstældste, Carl Nielsen, mestrede stort alle gængse genrer og distancerede sig snart stilistisk fra det romantiske og dermed æstetisk fra sine generationsfæller. Den tredje og yngste var Fini Henriques, hvis produktion omfatter scenisk musik, klaver- og kammermusik samt derudover et stort antal sange. Men ydermere havde Fini Henriques en veritabel solistkarriere som violinvirtuos. Henriques’ udvikling som komponist syntes at forløbe let, legende og aldeles ­ubekymret. Det var næppe hele sandheden, men nok sådan den store del af befolkningen så på Fini, som blev en af sin samtids mest kendte danskere med appel til så godt som alle, høj som lav.

Valdemar Fini Henriques var født på Frederiksberg den 20. december 1867 i et velstillet hjem, hvor musikudøvelse var en helt naturlig del af hverdagen. Som 7-årig komponerede han, støttet af sin moder, de første klaverstykker, og fra 8-årsalderen fik han undervisning i violinspil. Efter at være blevet frarådet optagelse på Kjøbenhavns Musikconservatorium – dets leder Niels W. Gade mente ganske enkelt ikke, det var noget for ham – blev Henriques elev af violinisten og pædagogen Valdemar Tofte. Som teorilærer fik han den norske komponist Johan Svendsen, der siden 1883 havde været kapelmester ved Det Kongelige Teater. I årene 1888–1891 studerede han ved Königliche Preußische Hochschule für Musik i Berlin hos blandt andre Woldemar Bargiel, og han fik her sin violinuddannelse væsentligt suppleret hos Toftes lærer, den berømte violinist Joseph Joachim.

Efter at være vendt tilbage til København foretog Fini Henriques en rejse til Wien, Dresden, Leipzig og Bayreuth for midler fra det Anckerske Legat, som han var blevet tildelt i 1891. Det følgende år blev han medlem af Det Kongelige Kapel og virkede her først som bratschist til 1895 og derefter som violinist til 1896. Det holdt altså ikke længe, for det bundne arbejde harmonerede ikke med Finis urolige sind. Til gengæld gjorde han en stor indsats for kammermusikken; dels grundlagde han sin egen strygekvartet, Fini Henriques Kvartetten, som nød stor anseelse i samtiden, dels stiftede han i 1911 kammermusikforeningen Musiksamfundet, som han var formand for til 1931, og hvor hans strygekvartet dannede grundstammen. Ud over lejlighedsvise engagementer som teaterkapelmester var det som violinsolist, Henriques ernærede sig. Selv om han mestrede de store værker som for eksempel Beethovens violinkoncert, som han i øvrigt selv havde skrevet kadencer til, var det hans optræden ved soloaftener, hvor han iblandede sit ekvilibristiske spil diverse gags, som gjorde ham kendt og elsket. Fini Henriques døde i København den 27. oktober 1940.

Henriques’ værkliste er omfattende. Nogle af hovedværkerne i de større former er operaen Stærstikkeren (1926), ballettenDen lille havfrue (1909), musikken til melodramaet Vølund Smed (1896) – som komponisten kort før sin død omarbejdede til en opera – samt musikken til skuespillet Prinsessen og det halve kongerige (1905). Blandt de relativt få værker for orkester­besætning og for kammerbesætning hører Suite for obo og strygere (1894), Strygekvartet i a-mol (1910), Kammer­kvartetten for fløjte, violin, cello og klaver (1937), Kammerduetterne for to violiner og klaver og Violinsonaten i g-mol (1893, senere omarbejdet og forkortet). Hertil kommer en lang række klaverværker, værker for violin og klaver samt talrige sange.

Bortset fra den dramatiske musik, så er det altså overvejende inden for de mindre former, Fini Henriques har gjort sig gældende. Det brede symfoniske forløb var ikke hans sag. Det får man en klar fornemmelse af ved at lytte til hans eneste symfoni. Til gengæld formåede han som få at komponere små stykker med skarp karakterisering – værker med charme og hjertevarme. Sådan var Fini også som menneske, så der var en fuld overensstemmelse mellem manden selv og hans musik. Det er måske heri, man skal finde noget af forklaringen på den ægthed og det geniale anstrøg, der kendetegner Fini Henriques’ bedste værker.

Blandt klaverværkerne er størstedelen indeholdt i samlinger, som overordnet kan opdeles i ­musik for børn og musik for voksne. Til de første hørerBilledbogen (1899), Miniature-Aquareller, op. 21 (1900), Børne-Lyrik, op. 30 (1908), Melodisk album, op. 50 (ca. 1912) og Tommeliden (1914) – i alt 106 ­stykker. Samlingerne for voksne omfatter de tidlige Aphorismer, op. 6 (1876ff.), Sex klaver­stykker, op. 1 (1888), Lyrik, op. 11 (1893),Erotik, op. 15 (1896), Karakterstykker, op. 28 (1905) og Melodiske profiler, op. 38 (1911) – i alt 55 stykker. Hovedvægten ligger altså på børne­musikken. Af de samlinger, som denne udgivelse indeholder, er Billedbogen og Erotik skrevet i slutningen af 1890’erne – en musikalsk frugtbar ­periode for Henriques, hvor også den vægtige musik til Vølund Smed blev komponeret. ­Melodiske profiler er derimod fra 1911, det vil sige at den ligger i kølvandet på det omfattende partitur til Den lille havfrue, som havde urpremiere kort efter jul 1909.

Fini Henriques spillede og komponerede, fra han var barn. Det lille stykke med titlen Jeg elsker fra samlingen Aphorismer, op. 6 (1876ff.) kom således til, da han var i 9-årsalderen. 20 år senere kunne han præsentere sin samling med den fængende titel Erotik, op. 15. I 1886 havde Grieg komponeret sine Lyriske stykker, op. 43, hvor et af stykkerne også bærer titlen Erotik, og allerede tre år tidligere, i 1883, havde Emil Sjögren i København fået udgivet sin samling af klaverstykker, Erotikon. Fini Henriques har ganske givet kendt disse to samlinger og vælger at lade et af stykkerne alludere til dem med titlen: Valse d’amour. Den indledende sats, Melodie, er med sin bevægelige harmonik og sit intime udtryk typisk for Henriques. Men det er dog nok Papillon (Sommerfugl), der er samlingens mest originale stykke. Fini skildrer ikke sommerfuglen som et lidt viltert flagrende væsen, som man oplever det i Griegs Lyriske stykke fra op. 43; hos Henriques er det sommerfuglens overjordiske lethed og graciøst sitrende væsen, man møder. Klaversatsen synes at være påvirket af Franz Liszts klaverstil med tremoli og ækvilibristiske brudte akkorder.

Der kan næppe herske tvivl om, at samlingen Billedbogen er et af komponistens absolutte pletskud. Værkets oprindelige titel var Billedbogen. Tyve Billeder af Børnelivet fortalte for Gamle og Unge af Fini Henriques . Værket lægger sig i forlængelse af i første række Robert Schumanns Album für die Jugend, op. 68 fra 1848. Og alligevel er Finis 20 små stykker af en originalitet, som giver dem en særlig plads i periodens danske klavermusik.

Allerede den indledende tostemmige sats, ABC, viser hans evne til med få midler at skabe charmerende og dog enkle musikalske forløb. Den lille jockey er en fin videreførelse af de talrige romantiske ”ridestykker” som for eksempel Reiterstück i Schumanns samling. Originalt tænkt er tillige stykket Bolden, som hopper rundt og tydeligvis er svær at ”fange”. Blandt de smukkeste er Hjemve med sine nænsomme harmoniske udsving, og På moders skød, som endnu engang viser Fini Henriques’ sans for det helt enkle, som dog rummer en fin lille verden af sarte klange og udtryksfulde stemmebevægelser. Det kan ikke undre, at Fini ofte havde uddrag af Billedbogen på sine egne koncertprogrammer som violinist med klaverledsagelse. Ved sådanne optrædener i alle kroge af det danske land overtog han klaveret og spillede knap en halv snes af stykkerne i en til lejligheden udvalgt rækkefølge, og – som det kan høres på de bevarede optagelser med Henriques – så tog han sig gerne friheder ved spontant ”at forbedre stykkerne lidt” eller ”gøre dem lidt længere”.

Melodiske profiler, op. 38 udkom i to hæfter med hver 10 stykker. Det er ikke de mest kendte af Fini Henriques’ værker, men de fortjener absolut opmærksomhed. Vi er her i et andet univers end Billedbogens. Og dog tager han ligesom fat i den populære børnesamling og foretager derfra en vandring ud i voksenlivet. Det første stykke, Vedbend, ligesom strejfer nemlig stemningen i indledningsstykket ABC fra Billedbogen, men i løbet af de tyve enkeltsatser passerer vi gennem et mægtigt katalog af stemninger og satstyper. Sorgens vals præges i yderdelene af en særpræget harmonik: stillestående og monoton, medens mellemdelen har en boulevardagtig stemning. Gedebuk er et fint eksempel på Fini Henriques’ evne til at levere en skarpt tegnet karakteristik; her af en uforudsigelig gedebuk. Det afsluttende stykke i samlingen, Resignation, lader os i glimt ane, hvad han kunne have videreudviklet i sine værker. Her er en klar udvidelse af det harmoniske, som kunne have været vejen til en helt ny stil. Men det blev kun et strejf, for Fini lod sig kun undtagelsesvis friste af samtidens harmoniske udskejelser.

Claus Røllum-Larsen, seniorforsker ved Det Kgl. Bibliotek, 2019.