Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orkesterværker

Emil Hartmann

Orkesterværker

Copenhagen Phil, Bo Holten

Komponisten Emil Hartmann (1836-1898) oplevede stor succes, når han rejste rundt for at dirigere opførelser af sine værker. Men i hans hjemland Danmark blev han i høj grad overskygget af sin far, den berømte J.P.E. Hartmann. Denne cd byder på nogle af Emil Hartmanns mest populære værker, inklusive verdenspremieren på de underholdende stykker Nordiske Folkedanse og Karnevalsfest.

Køb album

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
For dem der ønsker at dykke ned i de lidt mindre kendte værker fra den romantiske periode, kan denne cd bestemt anbefales
Jerry Dubins, Fanfare Magazine
Total runtime: 
74 min.

Emil Hartmann

Emil Hartmann (1836-1898) var oldebarn af komponisten Johann Hartmann (1726-1793), der var indvandret i Danmark i 1760'erne, og ældste søn af J.P.E. Hartmann (1805-1900) og dennes musikbegavde kone Emma Hartmann. Han viste tidligt, at de musikalske gener også var gået i arv til ham, idet han begyndte at komponere, førend han kunne tale rent. Så længe Emil og hans søskende fik privatundervisning i hjemmet, indgik musik på lige fod med skolefagene, men ellers fik Emil Hartmann ikke nogen formaliseret musikalsk uddannelse.
Sin første større kompositoriske opgave fik han i 1858, da han sammen med sin barndomsven og senere svoger August Winding fik overdraget at skrive musikken til Bournonvilles ballet Fjældstuen. Premieren den 13. maj 1859 blev modtaget med stort bifald, og de fleste anmeldelser var glimrende. Således stod der, at de to unge Komponister, August Winding og Emil Hartmann, der saa dygtigt og karakteristisk har understøttet Balletdigtningen, har fuld Ret til at tilegne sig deres Del af den varme, velfortjente Anerkendelse\. Hertil skal tilføjes, at Win-dings lærer, Niels W. Gade og Emils far også kunne tage deres del af æren, da de hver især havde hjulpet de to unge komponister med instrumentationen.
Året efter rejste de to venner på en studietur til Paris, og efter hjemkomsten påbe-gyndte Emil Hartmann et nyt scenisk værk, musikken til Hostrups syngespil En Nat mellem Fjældene, der fik en blandet modtagelse. Om premieren skrev H.C. Ander-sen i sin dagbog: "Om Aftenen i Teatret at høre første Gang Emil Hartmanns Musik til Hostrups Natten mellem Fjældene; Musikken fyldte mig ikke, og Stykket var bundkedsommeligt. Ideen er poetisk, og det kan maaske være meget smukt at læse, men det er aldeles ikke dramatisk, der var en Uro i første Akt og en Stil-lestaaen i sidste, der foregik i Mørke, Elskeren sov lige til Stykkets Slutning, og da han traate op, sov jeg. Hostrups og Emils Venner var særdeles glade, Poeten Richard var overlegen og klog mod mig, da jeg ikke var med. Der blev meget klappet, men ogsaa hysset." Anmelderne var dog gennemgående rosende og mente, at det var en lovende debut som dramatisk komponist.
Det gav blod på tanden. Allerede kort tid -efter gav Emil Hartmann sig i kast med en opera med titlen Elverpigen til tekst af teaterhistorikeren Thomas Overskou. I sommeren 1864 havde han 1. akt færdig, men premieren måtte vente til november 1867 på grund af interne stridigheder på Det Kgl. Teater. Det var efter denne premiere, at H.C. Andersen udtalte, at "gamle Hartmann er født Komponist, unge Hartmann er opdraget til det". Det var en ikke ganske retfærdig dom over Emil Hartmanns talent, men det var en opfattelse, der deltes af mange af hans samtidige i hjemlandet. Snart skulle der dog indtræffe en væsentlig forandring i hans liv. Allerede 14 dage efter premieren på Elverpigen drog han afsted på en studierejse financieret af Det Anckerske Legat. Rejsen, der varede et halvt år, gik til Berlin, Leipzig, Paris, Wien og Dresden.
Mødet med det tyske musikliv blev af afgørende betydning for Emil Hartmann. I Berlin svælgede han i operaer, han aldrig havde haft mulighed for at høre før, bl.a. Wagner, sunget af fremragende sangere; og de mange koncerttilbud overvældede ham. Især frydede han sig over de mange populære symfonikoncerter, hvor man nåede ud til et meget bredere publikum end i København. Han stiftede bekendtskab med førende musikere som den kgl. kapelmester Wilhelm Taubert og dirigenten Julius Stern, der havde sit eget konservatorium. Taubert ofrede megen tid på at gennemgå Emil Hartmanns medbragte partiturer med ham og udtalte bl.a., at hans symfonier led af samme fejl som Gades: de var for homofone, han savnede polyfonien i instrumentationen og stemmeføringen. Imidlertid opførte Stern med stor succes den ene af dem ved en af sine symfonikoncerter.
I Leipzig var det især det muntre liv sammen med de mange studerende af man-ge forskellige nationaliteter ved det berømte konservatorium, der tiltalte Emil Hart-mann. Til gengæld stillede han sig kritisk over for Tysklands musikby nummer et. Han var af den opfattelse, at komponisterne komponerede mere for hinanden end for folket, og at det var en "lille temmelig blaseret Hob", der gav tonen an. Takket være sin svoger Niels W. Gade fik han forbindelse med både Gewandhaus-koncer-ternes dirigent Carl Reinecke og den berømte koncertmester Ferdinand David samt andre medlemmer af Gewandhaus-koncerternes direktion, der lovede ham at opføre en af hans symfonier i den kommende sæson, hvis han omarbejde den efter deres forslag. Det ville Hartmann ikke, men han fik succes med en kvintet og en trio ved konservatoriets kammermusiksoiréer, så noget fik han dog opført i Leipzig.
Paris, hvor han tidligere havde været, tiltalte ham ikke særlig meget musikalsk, så da han ankom til Wien i april 1868, ærgrede han sig over, at han ikke havde sprunget opholdet i Paris over, da han trivedes godt i Wien, selv om musiksæso-nen næsten var forbi.
Studierejsen havde givet Emil Hartmann smag for at arbejde i Tyskland, og i 1871 var han tilbage i Leipzig, hvor han fik antaget korværket Winter und Lenz til opførelse i Gewandhaus og udvidede sin bekendtskabs-kreds. Efter hjemkomsten forsøgte han sig atter som operakomponist med Korsikaneren, til en tekst af Saint-Georges, oversat at Adolph Hertz, der senere blev kendt for at være den første, der oversatte Wagners tekster til dansk. Premieren i april 1873 var ikke nogen succes, og det blev Emil Hartmanns sidste forsøg i den dramatiske genre i over 20 år. Sommeren 1873 tvang hans dårlige helbred ham til at tage på sanatorium i Schweiz. Det hjalp imidlertid ikke på hans svage nerver, så året efter lod han sig frivilligt indlægge i næsten et år på sindssygehospitalet på Oringe ved Vordingborg, hvad der betød et alvorligt afbræk i hans musikalske karriere. Først i 1876 følte han sig rask nok til atter at rejse ud, og igen var det det tyske musikliv, der trak som en magnet. I Berlin så han Wagners operaer i stjernebesætninger, overværede Wag-ners personlige prøver på den første opførelse af Tristan og Isolde i Berlin og hørte Brahms' nykomponerede Ein deutsches Requiem, og navnlig stiftede han en række bekendtskaber, der skulle blive nyttige for ham i fremtiden.
Fra 1878 kom der for alvor fart i de udenlandske engagementer, hovedsagelig i Tyskland. I april var Emil Hartmann således atter i Berlin, hvor Königliche Capelle opførte hans ouverture Hærmændene paa Helgeland, og selv medvirkede han i en opførelse af serenaden for klarinet, cello og klaver, mens Benjamin Bilse tog hans Nordiske Folkedanse på programmet i sine populært anlagte orkesterkon-certer i Konzerthaus på Dönhoffplatz. Også musikforlæggere besøgte han ihær-digt både i Berlin og Leipzig, som han også besøgte for at genopfriske gamle bekendtskaber og stifte nye. Grundlaget for en karriere i Tyskland var lagt. I 1880'erne og 1890'erne delte Emil Hartmann sol og vind lige mellem Tyskland og Danmark, men der var ingen tvivl om, at det var i Tyskland, han trivedes bedst. Hjemme blev han rubriceret som "sin Fars Søn og -Gades"\

Release date: 
oktober 2006
Cat. No.: 
8.226041
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943604120
Track count: 
11

Credits

Indspillet i Kuhlausalen i Lyngby Kulturhus d. 23.- 25, august og 10. november 2005 og 31. maj 2006.
Producer: Henrik Sleiborg
Teknikere: Jørn Jacobsen and Lars Christensen
Redigering: Henrik Sleiborg, Jørn Jacobsen og Lars Christensen

Grafisk design: Denise Burt, elevator-design.dk

Denne cd er indspillet i samarbejde med Danmarks Radio.

randomness