Samlede strygekvartetter vol. 1

Samlede strygekvartetter, vol. 1

PELLE GUDMUNDSEN-HOLMGREEN (1932–2016)

af Jens Cornelius

Pelle Gudmundsen-Holmgreen står som en af Nordens førende komponister fra det sidste halve århundrede, en unik stemme fra generationen født i mellemkrigstiden. I sine tidlige værker tog Gudmundsen-Holmgreens musik udspring i helte som Bartók og Stravinsky. Omkring 1960 begyndte en fase, hvor han var påvirket af efterkrigstidens serialisme. Denne vej afviste han få år senere, og han blev i stedet toneangivende inden for “den ny enkelhed”, som det blev kaldt i Danmark: En lakonisk og forenklet musik, der i Gudmundsen-Holmgreens hænder kunne blive provokerende absurd. Ofte træder et markant sortsyn galgenhumoristisk frem under påvirkning af den irske digter Samuel Beckett. Barnlig forundring møder kyniske kommentarer, klichéer møder originalitet, ekstase forenes med askese – den slags sammenstød er Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik fuld af. Aldrig mosbegroet, ofte underholdende, altid egenrådig.

Et blik på tilblivelsesårene for de seks strygekvartetter på denne udgivelse viser, hvor illustrative de er for Pelle Gudmundsen-Holmgreens udvikling som komponist. De tre første er alle fra 1959. Efter 8 år vender han i 1967 med den fjerde strygekvartet tilbage til genren. Efter yderligere 15 år bliver han tilsyneladende bidt af strygekvartettens muligheder: den femte kvartets første version er fra 1982; samtidig med at han skriver den sjette, reviderer han for første gang den femte, men bliver tilsyneladende ikke færdig, idet den endelige, her foreliggende anden revision af den femte strygekvartet, Step by Step, stammer fra 2003. Herefter fortsatte han med at skrive kvartetter – det blev til 14 i alt – indtil 2013, tre år før sin død.

Step by Step begynder med sammenbidt energi – ovenikøbet med et anstrøg af håb – og slutter knap 19 minutter senere i sort fortvivlelse og med en resignerende, opgivende gestus. Undervejs hører vi hymner, ”hvisken og råb”, pulserende liv i tætte formationer af toner, opbremsninger og stille suk – som regel igangsat af stadigt nye begyndelser, forsøg på at genskabe begyndelsens optimisme. Dette er musik, der handler om bevægelse – vi begynder ét sted og slutter et helt andet. Hvad er der sket undervejs, og hvordan bærer komponisten sig ad?

Først og fremmest er det en fremadskriden ”step by step”, trin for trin som titlen siger. Vi hører en mosaik af forskellige stumper af musik, der afløser hinanden i et ritual, hvor de energiske stumper gradvist skiftes ud med og viger for de stille og mere kontemplative. Flere gennemlytninger viser imidlertid, at vi i energien allerede kan ane opgivelsen. Det er, som om en skygge af, hvad der dukker op senere, allerede er til stede fra begyndelsen. Dette kunstgreb kan Gudmundsen-Holmgreen etablere, fordi de forskellige begivenheder undervejs er forankret i et bestemt tonemønster, han arbejdede med siden slutningen af 70’erne. En måde at ordne tonematerialet på: Omkring en centraltone (klaverets midterste tone D) folder han et gitter ud i en skala­lignende symmetri. På hver side af dette D stiger, henholdsvis falder de toner, gitteret stiller til rådighed, således at intervallerne mellem tonerne gradvist bliver større og derefter mindre. Først to halvtoner, så en heltone, dernæst en lille og en stor terts. Derefter går det den anden vej; lille terts, heltone, halvtone, indtil vi ender på As i afstanden en oktav plus forstørret kvart fra det oprindelige D. Ud af vores tonesystems 12 toner anvender gitteret 10 – tonerne F og H finder det ikke anvendelse for, og der er faktisk en lang række værker af Gudmundsen-Holmgreen, hvor man vil lede forgæves efter disse to toner. Gitteret er ikke en tonerække i Schönbergs forstand, det er vel snarest en slags modus i messiaensk betydning, en begrænsning af tonematerialet, som Gudmundsen-Holmgreen har anvendt i de fleste af sine kompositioner siden begyndelsen af 1970’erne – med den indskrænkning, at de enkelte toner er låst fast til den bestemte oktavbeliggenhed, som gitteret med dets intervalsymmetri omkring centraltonen D her fastlægger. I en mere detaljeret forstand end det storformale mønster udfolder kvartetten derfor ideen om ”step by step”. Nemlig i relation til de forskellige mønstre, som gitteret trin for trin kan ordnes i. Mønstre, der ofte er håndgribelige og letfattelige melodier, som den hymniske ansats vi hører brudstykker af helt fra begyndelsen. Eller den stivnede koral, der breder sig ud over de afsluttende fem minutter. Pointen, der skaber enhed på tværs af de vidt forskellige elementer, er, at vi uvilkårligt genkender tonerne, der bundet til hvert deres eget sted i gitteret har en bagvedliggende identitet uafhængig af den figur, det tema eller den akkord, som de i den enkelte episode indgår i.

Fra midten af 60’erne anbringer Gudmundsen-Holmgreens værker vidt forskellige elementer i et rum, hvor formen handler om, hvordan (eller hvor lidt) de kan bringes til at tale sammen. ­Spektakulært i stykket Plateaux pour deux (1970), hvor en cello og to båthorn forsøger at komme i kontakt med hinanden. Sådanne fundne objekter antager i strygekvartettens mere abstrakte form en anden karakter. I den femte strygekvartet spøger genrens historiske aner og inficerer så at sige hver en takt. Bartóks skæve taktarter finder sammen med de statiske skala­stumper fra Stravinskys Tre Stykker for strygekvartet. Det intense, polyfone satsarbejde, der kendes fra den sene Beethovens kvartetter, lukkes inde i tætte toneskyer, der giver erindringer fra Ligeti og de amerikanske minimalister. Kvartettens mirakel er, at alt samtidig og umiskendeligt lyder som Pelle Gudmundsen-Holmgreen, ingen anden komponist ville have præcis den lyd. For kenderen er to takter nok til at identificere ophavsmanden, ingen anden kunne have skrevet dette fantastiske værk, der må stå som et hovedværk i den danske strygekvartet-tradition.

Den kunstneriske forestilling, der ligger bag Gudmundsen-Holmgreens sammenstilling af vidt forskellige elementer, henter en stærk inspiration i det absurde teater med Samuel Beckett som en nøgleperson, komponisten ikke blev træt af at fremhæve. Hvad angår den femte stryge­kvartets stadige tilløb og begynden forfra, der kun fører til opgivelse og resignation, er det svært ikke at tænke på Slutspil, hvor tjeneren Clov igen og igen forsøger at klatre op ad en stige, men hver gang falder ned.

Associationen til Beckett er måske endnu stærkere i den sjette strygekvartet, Parting, hvor vi helt fra begyndelsen befinder os i et landskab af sidste ting, et ”wasteland”. Også denne stryge­kvartet handler om bevægelse, afskedens bevægelse, som er til stede også i musikkens små byggesten. Allerede i den gestus, vi hører i første takt, og som en ritornel er til stede kvartetten igennem, en figur, der auditivt minder som synsindtrykket af den sten, vi kaster i vandet, og de dønninger, den efterlader, der bliver mindre, et slags udkomponeret ekko. Parting: processen, hvor vi siger farvel, tonesat med udbrud, der går i sig selv, holder sig for munden, fordi de bliver modsagt eller ikke orker at fortsætte og efterlader lyttende stilhed. Med naturlyde, hvor højt og dybt spejles, iagttager hinanden, vender sig bort eller undres, og med komponistens spørgsmål om, hvor lidt skal der til, for at et forløb stadig holdes i gang og er levende.

Også den sjette strygekvartet bygger på tonegitteret, hvori Gudmundsen-Holmgreen finder sine objekter – her navnlig med inspiration i naturens lyde. Voldsomt og overvældende, hvor musikken lidt over halvvejs gennem forløbet bryder ud i trækfugleskrig, denne gang vedholdende og gentagende, så at også et spejl i instrumenternes dybe leje kaldes frem. Indtil også dette udbrud klinger ud og efterlader os med de sidste ekkoers afsked.

Den fjerde strygekvartet er én stor naturlyd. Komponisten fortalte mig engang, hvordan dette korte, helt statiske og stillestående værk er inspireret af cikadernes lyd i Grækenland. Oplevelsen af at døse hen til den stadige og enerverende formation af cikader, der netop ligner de tone­klynger af tætte intervaller, som musikken hviler i. Kun hen mod slutningen sker en lille udvikling, lyden bliver lidt kraftigere, intervallerne udvider sig lidt og sender os mindelser om en mere velkendt treklangsharmonik. Kvartetten er et stærkt og enkelt udtryk for den minimalisme, som på dette tidspunkt hen mod slutningen af 60’erne slog igennem også hos komponister, der var vokset op i skyggen af 50’er-modernismens kompleksitet.

De tre tidlige strygekvartetter viser hver på deres måde Holmgreens kunstneriske udgangspunkt. Den første, en-satsede strygekvartet beskæftiger sig med den harmoniske udtydning af en tolvtonerække. Strygekvartet nr. 2, Quartetto facile i fire satser, ordnet i et traditionelt mønster med en scherzolignende andensats efterfulgt af en langsommere tredje, har tematisk materiale, der går igen i alle satser. Snævre intervaller, der udvider sig og trækker sig sammen igen på en måde, der står i gæld til Bartóks motivteknik, men måske også er et forvarsel om det tonegitter, der dukker op små 15-20 år senere? I slutningen af tredje sats danner tyste triller et statisk klangbillede, der på én gang viser påvirkningen fra Bartók og peger frem mod den fjerde kvartets stillestående cikadestøj. Den tredje strygekvartet koncentrerer det musikalske udtryk i fem små øjebliksbilleder, der hver for sig beskæftiger sig med en enkelt idé, og som kan bringe mindelser om Weberns 6 Bagateller for strygekvartet, op. 9. Musikken lyder umiddelbart kompleks, men hylder i sin rytmiske enkelhed en grundlæggende anden opfattelighedens æstetik end gængs 50’er-modernisme.

Steen Pade, 2018