Mixed Company

I tilegnelsen i sin Second Book of Songs or Ayres (1600) gjorde John Dowland opmærksom på, at han skrev ‘fra en fremmed fyrstes hof’. På det tidspunkt havde han været to år i tjeneste hos den danske kong Christian IV, et eksil som måske har givet de ord en personlig betydning, som han skrev til bogens anden sang, ‘Flow my tears’: “Strøm mine tårer, fald fra jeres kilder! For evigt landsforvist, lad mig dog sørge. Hvor nattens sorte fugl sin triste skændsel synger, lad mig leve dér ene og forladt.” Som ‘landflygtig’ også på andre måder er denne sang et typisk udtryk for den følelse af ensomhed og fremmedgørelse, som man på den tid kaldte ‘melankoli’. Ordene er tilmed tvivlsomme og upålidelige indvånere i en musik, Dowland havde skrevet fire år tidligere som en instrumental pavane med titlen ‘Lacrimae’. Men altså, disse ord og denne musik hjemsøger – fortsat i Danmark – værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen og får et nyt eksil i det 21. århundrede.

De to første kompositioner, som begge stammer fra 2012, kan måske betragtes som satellitter til ‘Flow my tears’-cyklussen eller i hvert fald som landflygtige fra den, for selv om de ikke hentyder direkte til sangen, så introducerer de besætningerne og noget af den atmosfære, der venter. RUN’s besætning er mindre end det senere PLAYmed vægt på de dybe blæseinstrumenter (basklarinet, kontrafagot, basun), to slagtøjsmusikere og en strygekvintet, men med kontrabassen knyttet til blæserne og slagtøjet som for at antyde en growling jazzgruppe med en strygekvartet i snor. Foruden sangstemmer stiller TURN II op med basfløjte, guitar, harpe og slagtøj og tilføjer dermed resten af instrumenterne på nær hornet, som lader vente på sig.

RUN lægger heftigt ud, men bevæger sig senere ind i en sekvens med høje, svage toner i basunen ledsaget af den dybe basklarinet, mens begyndelsens pulseren stadig tikker i baggrunden. Med genvunden kraft fortsætter satsen med korte indskud for at vende tilbage til begyndelsen, som afrundes med det dybe B, basunens og stykkets første tone. Hele vejen hersker der rastløshed – måske får man det indtryk, at instrumenterne som sådan ikke er villige holdspillere, men at de hiver og skubber i forskellige harmoniske retninger.

Det er endnu mere tilfældet i begyndelsen af TURN II, som udbygger et 1993-værk for sopran, basfløjte, guitar og harpe, og som ganske ulig RUNpræsenterer kvarttoner og specielle virkemidler (oftest på basfløjten). Tre musikalske forløb – med guitar, basfløjte og slagtøj i den rækkefølge – forekommer at sprede lige så meget, som de samler. Guitaren er eksempelvis draget mod C på G-nøglens system, en tone som den gentager i sin første tilsynekomst, og som den spiller igen med mellemrum. Ved den anden gentagelse sætter harpen ind sammen med sopranen, som udelukkende synger vokaler på hel eller halvnoder. Her kunne regelmæssighed i modus og rytme næppe være mere i kontrast til den konstante, komplicerede mangfoldighed i instrumenterne, og alligevel viser sangstemmen sig at være integreret i konteksten. To umage ting optræder i det samme rum. Og sådan fortsætter det, mens andre stemmer kommer til og bevæger sig ind i et nyt sæt vokaler og toner. Men når instrumentationen endelig vender tilbage til den oprindelige i TURN, stemmer sanger og instrumenter overens. I sin vedvarende drejen rundt er musikken efterhånden blevet diatonisk, til det punkt hvor sopranen kan vedblive at kadencere på tonen A, som ‘Flow my tears’ og alle dens her forekommende afledninger udspringer fra.

Blandt de næste værker er SONG, PLAY og COMPANY, alle skrevet i 2010, stærkt forbundne på den måde, at SONGog PLAYtilsammen udgør COMPANY. (Komponisten ønsker helt sikkert at minde os om, at han deler to af disse titler med Beckett). Song lægger ud fra det A, som det skjuler med kvarttoner, og gradvis opsamles toner og fonemer fra de første linjer i Dowland, i særlig grad fraserne ‘Flow my tears’ og ‘Down vain lights’, begge iklædt den faldende skala A-G-F-E. For at skabe flertydighed bremses sangen af og til af halvkvalte syngemåder, men for det meste bare flyder og gentages sangens elementer. Stadier i genopbygningsprocessen indbefatter en a-mol-akkord, de første sammenhængende ord og det første direkte citat af musik og ord (ved ‘night’s black bird’). Sammensmeltningen af originalen fortsætter, indtil hele Dowlands begyndelse er genskabt, men i A-dur, som forunderligt nok lyder mere skrøbelig end den oprindelige a-mol. Derefter opløses billedet næsten uundgåeligt.

PLAY udfolder også en proces af restitution og tab, næsten som af nødvendighed, men med et andet materiale – gentagelser, ostinati, udbrud, arpeggier – på vej mod en anden destination. Slutningen er igen i A-dur, men den trinvise nedgang i ‘Flow my tears’ er nu blevet vendt om til et spejlbillede gående fra E til A. I takt med at dette falder fra hinanden, tænker man måske mere på Mahler end på Dowland.

Før COMPANYkommer endnu to demonteringer af Dowland-sangen, og der trækkes igen på fraserne ‘Flow my tears’ og ‘Down vain lights’. SOUND I(2011) er en studie i konsonanter og pulsende rytme, indtil den omsider finder frem til vokaler og tonehøjde: det evige A, intoneret af sopran og alt, derefter alt og tenor en oktav dybere – om end den sidste gestus rummer en flig af komponistens humor. SOUND II(2012) består i modsætning til Sound I næsten udelukkende af vokaler. Der er mindelser om Song, især i sopranens bemærkelsesværdige glissandi fra A i systemet op til det høje B, men Dowland-sangen er knap nok antydet. I stedet fortrænges forbilledet endnu engang, hen imod pygmæernes kollektive musik.

Når man hører SONGog PLAYforbundet som COMPANY, er de begge naturligvis genkendeligt de samme, men også fuldstændig forskellige. PLAYhar nu et defineret mål for sin energi i SONG, som den skiftevis ansporer, afstiver og trænger sig ind på, og SONGrider nu på bølgerne af en storm. Slutningen, som var en afsked i både SONGog PLAY, er nu i højere grad en ankomst på bølgerne af en storm af lyd.

Paul Griffiths er født i Wales i 1947 og har skrevet adskillige bøger om musik foruden romaner og libretti.