Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Jealousy - Suiter, tangoer og valse

Jacob Gade

Jealousy - Suiter, tangoer og valse

Odense Symfoniorkester, Matthias Aeschbacher, Bjarne Hansen

Den danske komponist og violinist Jacob Gade er verdensberømt for sin Jalousie, Tango Tsigane. Men udover denne koncertfavorit har Gade også efterladt sig en lang række velklingende populærmusikalske værker og adskillige symfoniske suiter. Denne nye udgave af Odense Symfoniorkesters anmelderroste Jacob Gade-samling viser til fulde komponistens fornemmelse for farverig orkestrering og musikalsk historiefortælling når den er allerbedst - i strålende ny lydkvalitet.

Køb album

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
"It’s unusual and most enjoyable to have lighter music such as this on surround SACD".
John Sunier, Audiophile Audition
Dette er en overraskende og stærkt anbefalelsesværdig udgivelse
John J. Puccio, Classical Candor
Total runtime: 
67 min.
Jacob Gade

Jalousie, Tango Tsigane var melodien, der skaffede den danske komponist Jacob Gade verdensberømmelse. Det er en af de mest populære og mest spillede melodier, der nogensinde er komponeret. Men ved siden af dette værk har Jacob Gade efterladt sig en omfattende produktion – musik med symfonisk tilsnit, ledsage-musik til stumfilm, musik til revyer, danse og underholdningsmusik foruden musik til operetter og syngespil og en strygekvartetsats.

Jacob Thune Hansen Gade blev født i Vejle den 29. november 1879. Han var ud af en gammel slægt af landsbymusikanter, som spillede til dans ved baller og andre festlige lejligheder. Det var derfor helt naturligt, at Jacob Gade allerede som barn begyndte at spille, og som 9 årig debuterede han på trompet i sin fars 10-mandsorkester. Året efter blev Jacob inviteret til København for at optræde som gæstesolist med Tivoligardens orkester. Som 12-13 årig begyndte han at få undervisning i violin, først hos faderen og siden hos en lokal organist. Men allerede på et tidligt tidspunkt erkendte han, at han måtte søge andre steder hen, hvis han ville frem i verden. “Jeg var dog klar over, at jeg ikke kom langt nok på den måde, og så fattede jeg i stilhed den plan, at jeg måtte se at komme til København. Nu var jeg også begyndt at komponere forskellige bondedanse, hopsaer, polkaer og lignende. Nu mente jeg, tiden var inde til at gøre et fremstød i hovedstaden. Mit mål var der ingen tvivl om. Jeg vilde være kapelmester og komponist – og det skulde være valsekomponist. Det synes jeg var en finere og smukkere musikform end alt andet”.

16 år gammel og med en beskeden startkapital på 80 kroner drog Jacob Gade til København. Men formuen rakte ikke langt. I begyndelsen måtte han i mange nætter sove på trappegange rundt om i byen. Engagementerne begrænsede sig til små beværtninger og caféer. Det virkelige opsving kom først, da Jacob Gade 17-18 år gammel blev engageret til at spille i ‘Operetten’ hos Lorry Feilberg i Allégade på Frederiksberg, som på den tid var centrum for det folkelige forlystelsesliv i København. Fra disse år stammer Gades første udgivne kompositioner. Den allerførste udkom i 1900 – en drikkevise, Der er sollys i modne druer’ – med tekst af Lorry Feilberg. Visen blev vældigt populær og blev bl.a. sunget af Elna From – en ti år ældre skuespillerinde, som blev Gades første store kærlighed. Med hende fik han tre børn. De blev dog aldrig gift, og allerede i 1906 skiltes deres veje. I 1908 giftede Gade sig under et ophold i Oslo med skuespillerinden Mimi Mikkelsen, som forblev hans hustru til hendes død i 1951.

Jacob Gade spillede hos Lorry Feilberg frem til 1901. Herefter virkede han et par år som violinist ved forskellige orkestre i København. I 1903 avancerede han til kapelmester, og i de følgende år stod Jacob Gade i spidsen for flere forskellige underholdnings- og danseorkestre, inden han i 1909 blev kapelmester ved det mondæne Hotel Bristol på Rådhuspladsen. Gade blev som Hotel Bristols musikdirektør beskrevet som en anden Lumbye eller Strauss, når han som ‘Stehgeiger’ dirigerede sit orkester med tidens underholdnings- og koncertmusik.

Sideløbende med disse engagementer begyndte Jacob Gade at tage violinundervisning hos den meget efterspurgte violinpædagog Max Schlüter, som efter koncertturnéer i hele verden havde slået sig ned i København omkring 1909. Gade har dog på et senere tidspunkt givet udtryk for, at han allerede dengang var for gammel til, at undervisningen kunne føre ham frem til en karriere som klassisk skolet koncertviolinist. Nogle år tidligere havde Gade forsøgt at blive optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, men uden held.

Fra 1914 indledte Jacob Gade et mangeårigt virke som teater- og biografkapelmester begyndende med et engagement ved Dagmarteatret (1914-19). I denne periode gav han tillige en del koncerter (bl.a. med en af Paganinis violinkoncerter og Bachs solosonater) og samtidig var han meget produktiv som komponist. Adskillige valse med franske titler (Valse Ravissante, Douces Secrets) og også hans zigeunerromancer blev til på denne tid. Disse værker blev i øvrigt udgivet under pseudonymet Maurice Ribot – udenlandske navne tog sig godt ud og var med til at give både musik og komponist et internationalt præg. Værker som disse gjorde stor lykke, og da Politiken udråbte ham til ‘den danske Valsekonge’ var hans ungdomsdrøm gået i opfyldelse.

I 1919 rejste Jacob Gade til New York, hvor han fik ansættelse som violinist i et mindre biograforkester. Siden kom han til Capitol-biografens 80-mandsorkester, og endelig havde han held til at konkurrere sig ind i National Symphony Orchestra (New Yorks Philharmoniske Orkester). Her spillede han i to år under ledelse af dirigenterne Artur Bodanzky og Willem Mengelberg. Det var det eneste engagement i Gades liv, hvor han som udøvende kunstner beskæftigede sig med den klassisk symfoniske musik i en længere periode.

Under en ferie i Danmark i 1921 blev -Jacob Gade tilbudt stillingen som kapel-mester ved Pa-ladsteatret, Nordeuropas største biografteater. Her dirigerede han indtil 1926 et 24-mandsorkester. De erfaringer, som Gade havde gjort i Capitol Biografen, kom ham nu til gode, når han skulle sammensætte ledsagemusikken. Den bestod af klassiske musikstykker blandet med decideret filmmusik, den såkaldte Kinoteksmusik, som var beregnet til at fremhæve forskellige stemninger i stumfilmene. Hertil kom Gades egne selvstæn-dige kompositioner. Gades mesterstykke i denne genre Jalousie, Tango Tsigane er et eksempel herpå.

I 1926 overtog Jacob Gade ledelsen af Nørrebros Teater, og samtidig leverede han musik til teatrets forestillinger og revyer. Men som teaterdirektør havde han dog ikke den store succes, og allerede i slutningen af 1927 vendte han tilbage til Pa-ladsteatret som kapelmester, hvor han oplevede stumfilmens sidste storhedstid. Men da tonefilmen i 1929 blev introduceret i København, måtte han snart se i øjnene, at det nye medie havde gjort biograforkestret overflødigt.

Jacob Gade forlod Paladsteatret i efteråret 1929. Hans popularitet var dog usvækket, og en tid blev han med sit orkester engageret til biografen World Cinema. Derpå fulgte en sæson i det store eta-blissement National Scala, som blev indviet 1931. Med et 30-mandsorkester stod Gade her i spidsen for den daglige underholdningsmusik. Det var Gades sidste store engagement som kapelmester. Nye tider var på vej og med dem nye toner, nemlig jazzen. Og dette var en medvirkende årsag til, at Gade i begyndelsen af 1930’erne trak sig tilbage for at hellige sig sin komponistgerning.

I 1925 havde Gade købt Tibirke Mølle i Nord-sjælland som sommerhus. Han syntes om at komme væk fra storbyens hektiske liv. Både Gades Rhapsodietta og tangoen Romanesca er komponeret på den tid. Begge værker er, ud over at være udgivet på dansk forlag, også publiceret i Paris hos Max Eschig. Samme tendens til at se ud over grænserne kommer til udtryk ved nogle af de efterfølgende større orkesterværker, som er komponeret i slutningen af 1930’erne. Da Gade i 1939 endnu en gang rejste til USA, kom han i kontakt med amerikanske forlag med henblik på udgivelse. Med sig havde han flere af sine nyeste kompositioner, bl.a. Leda og Svanen, som blev antaget til opførelse på et Broadway teater. Under sit ophold i New York blev Gade fejret af den amerikanske radio og de store biografteatre som en verdensberømthed.

Den 8. april 1940 – dagen før Danmark blev besat af den tyske værnemagt – vendte Jacob Gade tilbage til Danmark. I 1943 bosatte han sig i det lille fiskerleje Thorøhuse ved Assens på Fyn. Her levede han sine sidste år en tilbagetrukket tilværelse, men fortsatte dog med at komponere, bl.a. Valse Capriccio.

I sit testamente havde Jacob Gade besluttet at stifte et legat, hvis midler skulle komme unge talentfulde musikere til gode. Til vejledning for legatets bestyrelse skrev han bl.a.: “Jeg erindrer den dag i dag klart, hvilke vanskeligheder af økonomisk og uddannelsesmæssig art, som mødte mig, da jeg som purungt menneske kom til København med den hensigt at skabe mig en levevej -inden for musikkens verden, og det ligger mig derfor på sinde, at de indtægter, som mine efterladte værdier vil afkaste, skal anvendes til at lindre den unge talentfulde musikers kår, således at han, når han har vist evner, skal kunne uddanne sig hos kvalificerede lærere her og eventuelt i udlandet, uden at økonomiske vanskeligheder i for høj grad skal stille sig hindrende i vejen”.

Indtægterne fra Jacob Gades populære musik dannede grundlaget for hans formue og hermed for legatets stiftelse. Siden hans død den 20. februar 1963 har Jacob Gades Legat hvert år uddelt betydelige beløb til unge talentfulde danske musikere. Og royaltyafgifterne strømmer stadig ind til glæde for kommende legatmodtagere, først og fremmest fra Tango Jalousie, men også fra Gades andre kompositioner.

 

Værkerne

Jalousie, Tango Tsigane

Jalousie, Tango Tsigane blev uropført den 14. september 1925 på Paladsteatret i København i forbindelse med premieren på stumfilmen Don Q med Douglas Fairbanks og Mary Astor i hovedrollerne. Gade brugte temaet som ledsage-musik til filmen, og i pausen blev tangoen opført i sin helhed.

Gade fortalte selv om inspirationen til at komponere sit livs melodi: “Bladene indeholdt en dag en drastisk beskrivelse af et jalousimord, og det optog mig så stærkt, at mine tanker ustandselig kredsede om det. På min morgenspadsertur ud over markerne kom jeg dog til den fornuftige slutning, at det uhyggelige drama egentlig ikke kom mig ved, så det trådte mere og mere i baggrunden, men ordet ‘jalousi’ blev stående for mig som en titel, hvortil toner efterhånden knyttede sig. Da jeg kom hjem, satte jeg mig til mit skrivebord, og efter et par timers forløb lå Tango Jalousie færdig”.

Titlen Jalousie, Tango Tsigane med den franske stavemåde understreger melodiens internationale karakter. ‘Tsigane’ – sigøjner – hentyder først og fremmest til den virtuose indledning af nærmest improvisatorisk karakter for soloviolinen. Tangoen kan i store træk opdeles i to hovedafsnit – det første temperamentsfulde tema i d-mol og det efterfølgende refrainlignende lyriske i D-dur, som gentages. Begge temaer kendetegnes af den karakteristiske tangorytme og udmærker sig ved deres melodiske prægnans. Instrumentationen er komponistens egen, og den viser, at Jacob Gade beherskede sit håndværk til fuldkommenhed, skønt han var selvlært som komponist.

Tango’en udkom samme år på forlaget Gade & Warny, som Gade netop havde etableret med sin kollega Jens Warny – en højt skattet orkes-terleder ved det berømte Nimb i København. Allerede året efter udkom Jalousie på udenlandske forlag, bl.a. Harms i New York og Brull i Paris. Herefter fulgte i 1930’erne radiotransmissioner og grammofonindspilninger. Arthur Fiedlers indspilning med Boston Pops Orchestra i 1938 for pladeselskabet Victor cementerede tango-successen yderligere. Talrige andre indspilninger fulgte efter – bl.a. med den kendte engelske sangerinde Vera Lynn, der under 2. Verdenskrig brillerede med en tekstversion skrevet af amerikaneren Vera Bloom i 1931.

Leda og Svanen, Légende d’amour

(et sagn om kærlighed)

Leda og Svanen er et stykke balletmusik til det græske sagn om kongedatteren Leda, der var gift med kong Tyndareos af Sparta. Zeus, den øverste gud i mytologien, blev forelsket i Leda og nærmede sig hende i skikkelse af en svane. Leda blev således moder til den skønne Helene og Klytaimnestra samt de to dioskurer (i.e. Zeus’ sønner) Kastor og Polydeukes. Da Gade i efteråret 1939 rejste til USA, medbragte han bl.a. det nykomponerede værk Leda og Svanen. Sutro – en tidligere balletmester ved Metropolitan- og -Chicago-operaen udarbejdede koreografien til forestillingen, som blev antaget til opførelse på et Broadway teater. (Pga. sygdom – Leda fik blindtarmsbetændelse – måtte premieren dog udskydes til den efterfølgende sæson.)

Suite d’amour

Suite d’amour er komponeret i den periode, hvor Jacob Gade havde trukket sig tilbage fra storbyen for at hellige sig komponistgerningen. Til spørgsmålet om han savnede dirigentpodiet, svarede han i 1944: “Næh, i grunden ikke. Jeg vil hellere skrive musik. I gamle dage gjorde man det sorg-løst for pengenes skyld, man var altid mest inspireret hen imod den første. Nu er det en samvittighedssag.” Gade havde først og fremmest haft succes som komponist inden for genren danse-musik og koncertunderholdning, men orkesterværkerne fra slutningen af 1930’erne skulle vise, at den lette musiks mand også beherskede nogle af den klassiske musiks bestanddele, både hvad angår indhold, form og instrumentation.

Rhapsodietta

Titlen ‘Tibirke’: Dansk Rhapsodiette hentyder til Gades sommerhus Tibirke Mølle, hvor han opholdt sig i slutningen af 1920’erne. På dette tidspunkt var Gade ved at nærme sig afslutningen på sin karriere som violinist og kapelmester, og med dette værk prøvede han for første gang kræfter med en af den klassiske musiks mere frie former, nemlig rapsodien. Gade har uden tvivl haft værker som Liszts Ungarske Rapsodier i sit omfattende repertoire, og måske har de inspireret ham til den danske rapsodi eller Rhapsodie danoise, som var titlen i den franske forlagsudgave fra 1939. Rapsodien er komponeret for en udvidet salonorkesterbesætning og består af fem løst sammenføjede afsnit i potpourriets form.

Romanesca, tango

Jacob Gade komponerede andre tango’er end Jalousie, bl.a. Romanesca, som Gade udgav i 1933 som det første værk på sit nystartede forlag Edition Gade. Ud over de traditionelle udgaver for klaver og salonorkester udkom den nye tango også for stort orkester i Gades eget arrangement både på eget forlag og i Paris på Editions Max Eschig. I sidstnævnte udgave er tango’en desuden forsynet med en fransk tekst. Den indledende violin-solo med kadencer er om muligt endnu mere virtuos end i forgængeren Jalousie, og skønt den ofte har været opført i udlandet, er det alligevel ikke lykkedes denne tango at få et tilsvarende gennembrud.

Bryllup på Himmelpind, landlig suite

Bryllup på Himmelpind er et af Jacob Gades store orkesterværker. Dette værk bestod oprindelig af seks satser, men er senere blevet revideret og reduceret til fire satser i den trykte udgave fra 1941. Om baggrunden for at skrive suiten har Gade selv fortalt: “Det er en musikalsk gengivelse af en række barndomsbilleder. Himmelpind er en lille plet uden for Vejle, hvor jeg er født, og der har jeg mange gange som barn spillet til landsbybryllupper.” Den ‘landlige’ stemning i ‘Bryllup på Himmmelpind’ har Gade formået at skildre med enkle midler, både når kirkeklokkerne lyder i bryllupsmarchen, og når spille-manden stemmer sin violin som optakt til festen. Med hanegalet i finalesatsen er festen ved at være slut, og Gade mindes sikkert her sin barndom, hvor han som dreng blæste trompet i sin fars 10-mandsorkester.

Valse Capriccio

Capriccio er betegnelsen for et spilleteknisk svært instrumentalstykke ofte med scherzando-karakter – egenskaber, der på fremragende vis kommer til udtryk i Valse Capriccio. Gade forstår at udnytte soloinstrumentets muligheder både med hensyn til den tekniske udførelse (dobbeltgreb, staccato buestrøg) og klanglige effekter (flageoletter). Tonen i Valse Cappricio er meget Wiener-inspireret, og når der samtidig er tale om en capriccio, henledes tanken uvilkårligt på både Paganinis Capricci per violino solo og Fritz Kreislers Caprice Viennois. Ole Høyer har instrumenteret Valse Capriccio for stort orkester.

Københavnerliv, vals

Foruden de større orkesterværker skrev Jacob Gade i samme tidsrum Københavnerliv, der som den eneste af hans valse bærer undertitlen ‘Wienervals’. Formen er den klassiske, som den findes i Franz Lehars Gold und Silber – en længere introduktion efterfulgt af tre valse. I modsætning til de ‘franske’ valse har Gade i Københavnerliv valgt at instrumentere for stort orkester, dvs. med komplet træ- og messingblæsersektion, slagtøj og strygere. Københavnerliv har sandsynligvis været anvendt som ledsagemusik til et teaterstykke eller syngespil med titlen Det kære København.

Douces Secrets, Valse lente

Denne vals bærer undertitlen Valse lente par Maurice Ribot, men på nodens forside er ud over pseudonymet tillige anført Jacob Gade, hvilket kunne tyde på, at komponisten har ønsket at træde ud af anonymiteten, efter at successen med de ‘franske’ valse var slået fast. Et gennemgående og karakteristisk træk for disse valse er instrumenteringen. Bortset fra adskillige klaverudgaver foreligger de kun i en udgave for salonorkester, hvor besætningen indskrænker sig til en fløjte, en klarinet, to trompeter, en basun, slagtøj og strygere. Nodematerialet udkom typisk uden partitur idet klaverstemmen blev brugt som direktionsstemme. Fordelen ved sådanne arrangementer var, at musikken kunne udføres af variable besætninger til vidt forskellige lejligheder alt afhængig af behov, lokaliteter og økonomisk grundlag. Restauranter og konditorier lokkede publikum til med tidens underholdningsmusik, og Gade forstod på den måde at få musikken ud til den brede offentlighed, også når den f.eks. skulle fremføres af en klavertrio.

Af: Søren Friis

Release date: 
juli 2008
Cat. No.: 
6.220509
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313150960
Track count: 
14

Credits

Indspillet i Odense Koncerthus d. 12.-16. januar 1998

Producer: Michael Petersen
Lydtekniker: Michael Petersen
Redigering: Michael Petersen
Udgiver: Edition Wilhelm Hansen A/S

Coverbillede: Lars Møller Nielsen
Grafisk design: Denise Burt

Dacapo ønsker at takke Jakob Gade Fonden for økonomisk bistand til gennemførelse af produktionen.

randomness