Danish Romantic Piano Trios

Romantiske danske klavertrioer 

af Jens Cornelius

Gade: Klavertrio i F-dur, op. 42
Klavertrioen var en genre, der var lang tid om at nå fra Centraleuropa til Danmark. De mange trioer af Haydn, Mozart og Beethoven fik ikke umiddelbart danske komponister til at prøve at skabe noget lignende. Først i midten af 1800-tallet begynder der at ske noget.

En af de bedste danske romantiske klavertrioer blev skrevet af Niels W. Gade i 1862-63. Han var som ung mand blevet båret frem af Mendelssohn, der uropførte hans folkeviseinspirerede 1. Symfoni i Leipzig 1843. Gade slog sig ned i byen, blev Mendelssohns assistent og efter hans død i 1847 hans efterfølger som leder af Gewandhausorkestret. Men ved udbruddet af den dansk-preussiske krig i 1848 vendte Gade tilbage til København.

Snart begyndte han også at vende sig væk fra netop den nordiske tone, der havde betaget tyskerne så meget. Schumann var en af de første til at advare mod nationalromantikkens begrænsninger: “Man burde opfordre alle kunstnere til først at vinde sig originalitet og derefter kaste den af sig, krænge hammen af som en slange, når de gamle klæder begynder at stramme”, skrev han. Med det råd in mente blev Gade påpasselig med at dosere sine “nordiske” virkninger.

Blandt hans kammerværker er tre violinsonater, tre strygekvartetter, en strygekvintet, en sekstet og en oktet. Han var selv en dygtig violinist, og Schumann bemærkede, at Gades efternavn profetisk bestod af tonenavnene på violinens strenge. Til gengæld var han ikke nogen stor pianist. Det forhindrede ham dog ikke i at skrive glimrende kammermusik med klaver.

Klavertrioen i F-dur op. 42 (det andet værk på denne indspilning) er skrevet, da Gade var på toppen af sin karriere og havde både erfaring og udsyn. Typisk for hans modne stil er det et kortfattet værk med klassicistisk balance mellem form og udtryk. 1. sats har Gades karakteristiske friske og behagelig charme. Diskrete rytmiske forskydninger i fraserne er med til at forhindre, at den konservative form bliver akademisk. De to mellemsatser er meget koncise: 2. sats en elegant Scherzo, mens den melankolske 3. sats med sin 9/8-takt minder om en “Lied ohne Worte”. Den går attacca videre til finalen, som er rytmisk markant med dobbeltpunkterede figurer og karakterbetegnelsen “con fuoco”. Gades eneste klavertrio er perfekt balanceret fra start til slut.

Gade: Klavertrio i B-dur
Gade havde flere årtier tidligere gjort et forsøg i klavertriogenren, endda som en af de første komponister i Danmark. Projektet blev ikke gennemført, men hvad han fik skrevet er til gengæld spændende. Som disposition for en planlagt Trio i B-dur lavede han i 1839 en udførlig plan – i ord. Trioen skulle følge et program i fire satser, hvor citater fra tysk poesi var de kunstneriske fikspunkter. Rammefortællingen drejer sig om en helt, der drager afsted i 1. sats, savnes af sine efterladte i 2. sats, oplever farer i 3. sats og vender hjem i 4. sats.

Den indholdsrige 1. sats er eksplicit beskrevet i Gades notesbog: Først en Adagio-indledning med mottoet “Wir sitzen so traulich beisammen” (taget fra et digt af Kotzebue). Så et Allegro-afsnit, hvor “Helten drager frem”, og man hører hans “Kjæres Kamp mod Følelser og Uro”. Deres “Overtalelse og Beden” mødes med “Standhaftig Modstand”, og helten tager så af sted. “Et Marschtempo toner undertiden igjennem ganske svagt”.

Modellen med et skriftligt idégrundlag brugte Gade med held, da han komponerede sin Klaversonate og 1. Symfoni fra samme periode. Men planen for Klavertrioen i B-dur overholdt han ikke. Partituret til 2. sats blev ikke skrevet rent, 3. sats kun skitseret og finalen tilsyneladende aldrig påbegyndt.

Det er interessant at følge satsen med Gades – skjulte – plan foran sig, men som med al god programmatisk kunst er musikken ikke afhængig af forlægget. B-dur satsen er flot anlagt, inspireret musik, og det er en skam, at Gade ikke fuldendte resten af værket.

Lange-Müller: Klavertrio i f-mol, op. 53
Niels W. Gade var ved magten som en ‘godfather’ i dansk musik lige til sin død i 1890. Han efterlod sig et hul i musiklivet, ikke kun som arbejdskraft, men også som retvisende smagsdommer. De følgende par årtier blev musikalsk set temmelig spredte i Danmark. En egentlig senromantik blomstrede forsinket op, samtidig med at Carl Nielsen gradvist vandt fodfæste med sin helt anderledes stil.

Blandt de mest populære danske komponister ved århundredskiftet var Peter Erasmus Lange-Müller, en følsom sjæl fra en fin gammel københavnerslægt. Lange-Müller havde opnået stor succes med sine romancer, små klaverstykker og musikken til eventyrforestillingen Der var engang (1887), men han havde større ambitioner, og det plagede ham hårdt at forsøge at opfylde dem. Det skyldtes dels manglende erfaring med store formater (Lange-Müller var autodidakt), dels et sygeligt lavt selvværd og livslange helbredsproblemer. Men der er ingen grund til at se ned på hans dejlige Klavertrio, som åbner CD’en. Det fremviser de bedste sider af hans melodiske talent og harmoniøre inden for rammerne af et fuldbårent kammerværk.

Han skrev Klavertrioen i 1890, hvor han boede i Stockholm og var knyttet til sine svenske kolleger Tor Aulin og Emil Sjögren. Trioen blev først trykt i 1898 og ikke spillet offentligt før 1900, og da var Lange-Müller i erkendelse af en ny tids komme allerede ved at trække sig tilbage. Den er tilegnet Aulin, der også var violinist, og Wilhelm Stenhammar, Sveriges fremadstormende komponist, der også var pianist. Lange-Müller har for en gangs skyld følt, at han kunne måle sig med andre.

1. sats er i yndlingstaktarten 6/8, hvor den kromatiske uro og det rugende tempo skaber et dystert udgangspunkt. Det fører til et melankolsk sidetema, der efterhånden lyser op og får en overraskende duft af Paris. Den velstående Lange-Müller var meget berejst, og i det hele taget virker hans musik ofte mere franskinspireret end præget af den sædvanlige tyske smag, der dominerede i Norden.

2. sats er ærketypisk for komponisten, et virkelig yndigt intermezzo, hvis midterdel har præg af både nordisk folketone og “gammel stil”. I sidste del af satsen forenes de to temaer. 3. sats er den hurtige finale, hvor kromatik, stormfulde figurer og sidetemaet i a-mol lader forløsningen i F-dur vente på sig. Triumferne er dyrekøbte hos Lange-Müller. “Tusmørke er og bliver mit Liv,” var hans rammende selvbeskrivelse, og det kunne også gælde som hans kunstneriske motto.

Langgaard: Fjeldblomster
Det korte stykke Fjeldblomster blev skrevet i 1908, da Rued Langgaard var bare 15 år. Og der var meget mere hvor dét kom fra. Langgaard var nemlig undervejs med sin 1. Symfoni, og i en orkestreret version indgår Fjeldblomster som den anden af symfoniens fem satser. I 1913 blev hele det gigantiske værk uropført af Berliner Filharmonikerne og dirigenten Max Fiedler.

Symfonien, som mange år senere fik titlen “Klippepastoraler”, beskriver den menneskelige stræben, symboliseret ved en bjergopstigning fra den skumbesprøjtede klippekyst til den højeste tinde, hvorfra der kan skues uendeligt. I den sammenhæng er Fjeldblomster en meditation undervejs, hvor storheden i også naturens mindste skabninger bliver beundret.

Med denne ekspressive, Wagner-inspireret sats, skrevet af et sandt vidunderbarn, står man ved begyndelsen på en af Nordens mest usædvanlige komponistskæbner. Bare ti år senere havde Langgaard udviklet sig så voldsomt, at han nåede grænserne for det senromantiske univers med brug af atonalitet og andre avantgardistiske idéer. Det blev efterfulgt af en længere periode i regression, hvor han demonstrativt efterlignede stilen fra Gades storhedstid, for så i 1940’erne at gå til nye yderligheder med nærmest absurdistiske værker. Fjeldblomster blev en af de sidste stille stunder, inden verden for altid splintredes for hyperromantikeren Langgaard.

© Jens Cornelius. 2015