Compilation

Energi, der flyttes rundt

Af Jens Povlsen

”Komposition er en leg, hvor jeg flytter rundt på energi.”

Sådan beskriver Jens Peter Møller sin indgang til det at skabe musik. Det er et udsagn fuldt af umiddelbarhed, men bag ordene ligger en intens og vågen opmærksomhed. For når man som komponist står over for uendeligheden – det tomme partitur og dets uanede muligheder – er legen ikke en flugt, men en nødvendig strategi for at få energien til at flyde. Man må finde et sted at begynde.

Værket Compilation (2019), der blev uropført på PULSAR-festivalen samme år, er resultatet af netop sådan en strategi. Det er ikke et værk, der er undfanget som en færdig idé, mere eller mindre klar til udfyldning; det er snarere vokset frem nedefra, i hænderne på Jens Peter Møller. Da han skulle afslutte sine kompositionsstudier på konservatoriet i København, valgte Møller, der har rødder i både rock og jazz, at se bort fra de vante former. Ingen strygekvartet, ingen kammermusik i traditionel opstilling. Han ville samle sit eget hold.

Resultatet blev et ensemble, der mest af alt ligner et forvokset band: Fem slagtøjsspillere, to pianister (klaver og synthesizer), elektrisk guitar, kontrabas og dirigent. Betoningen af netop slagtøjet er ikke tilfældig. Ifølge Møller ejer slagtøjsspillere ofte en særlig åbenhed over for lyd; de spørger sjældent ”hvorfor?”, når de præsenteres for en ny lydkilde, men nysgerrigt ”hvordan?”.

At sample virkeligheden
Det er netop dette ”hvordan?”, der driver Møllers arbejde. Han er en komponist, der har brug for at ’røre’ ved lyden. Under arbejdet med Compilation isolerede han sig derfor i et tomt hus på landet, fyldte stuen med instrumenter og begyndelse at lede. Han beskriver selv sin metode som beslægtet med hiphoppens brug af samples: Han finder en lyd – en dyb tone på en kontrabas, et skrab, et pitchbend på en synthesizer – og undersøger den, som var den en fysisk genstand.

Disse lyde bliver til brikker i et puslespil, hvor motivet er ukendt: ”Mine ideer åbenbarer sig ikke for mig som store sammenhængende forløb,” forklarer han. Materialet opstår som isolerede øer af lyd, der skal bearbejdes, files til og vendes og drejes, før de på et tidspunkt finder deres plads i helheden. Det handler om tillid – en tro på, at hvis man lytter længe nok til fragmenterne, vil de begynde at tale sammen. En akkord på et klaver vækker måske en erindring om en film; en lyd fra en sardindåse insisterer på at blive hørt. Opgaven er at organisere disse energier, indtil de danner et mønster.

Den skjulte motor
Men hvad binder disse fragmenter sammen? I Compilation fornemmes en særlig rytmisk understrøm; den, Møller kalder en ”skjult motor”. Gennem adskillige rejser til Ghana, Burkina Faso og Mali har han tilegnet sig en rytmisk forståelse, der adskiller sig markant fra den klassiske vesterlandske tradition. Hvor vi i Vesten ofte lærer at tælle tiden og lade rytmen underkaste sig harmonien, er tempoet i vestafrikansk musik et fænomen, der opstår i rummet mellem musikerne. Det er en kollektiv følelse; ingen holder pulsen for de andre – alle bærer den. Små forskydninger er ikke fejl, men en måde at udtrykke liv på. Den filosofi gennemsyrer værket. Det er musik, hvor tiden bøjes, og hvor musikerne inviteres til at mærke hinanden frem for blot at tælle taktstreger på papiret.

En tidslomme
Gennem de seks satser i Compilation tager Møller lytteren med ind i denne særlige tidslomme. Det åbner med ‘(new pattern)’, en hektisk og polyrytmisk sats, hvor dekonstruerede rytmer danner et væv af skæve taktarter. Det er lyden af motoren, der startes. Herfra bevæger musikken sig over i en meditativ undersøgelse af overtonerækken på synthesizer, videre til collagen ‘(combine)’, hvor fragmenterne støder sammen, for at ende i en sjette sats, hvor hele ensemblet forenes i en uafbrudt kæde af unisone rytmer.

Undervejs møder vi også det helt enkle, motoriske setup. Fjerde sats, der oprindeligt var tænkt for en forstærket sardindåse-kalimba med fem toner, spilles her som på synthesizer solo. Det står tilbage som en påmindelse om værkets afsæt: nysgerrigheden over for den enkelte lyd, stor som lille.

© Jens Povlsen, 2026

Jens Povlsen er redaktør hos Dacapo Records og cand.mag. i musikvidenskab. Han er tidligere programmedarbejder i DR P2 og har blandt andet virket som musikkritiker for Jyllands-Posten.