Spændt ud mellem Vesten og Østen: NDR Bigband og Palle Mikkelborg spiller Lars Møller
Den legendariske trompetist Palle Mikkelborg og et knivskarpt NDR Bigband har indspillet musik af Lars Møller, hvor skandinavisk eftertænksomhed møder amerikansk jazz og indiske ragaer.
Igennem sin mere end 30 år lange karriere har Lars Møller udvidet sit musikalske udtryk, spændt ud mellem Vesten og Østen, mellem skandinavisk eftertænksomhed, robust amerikansk jazz og indiske modaliteter og rytmemønstre.
I 2019 opstod et helt særligt møde mellem Lars Møller, Palle Mikkelborg og NDR Bigband. Resultatet kan høres på et nyt album, der afspejler Møllers udforskning af jazz og indisk musik og som med både luftige improviserede passager og tætte orkestreringer skaber et tidløst lydbillede. Echoes udkommer 24. januar på CD og streaming. Pre-save albummet via linket her.
Et sjælfuldt møde
Albummet fik med Lars Møllers ord navnet Echoes fordi musikken er ‘efterklangen’ af det kunstneriske, menneskelige og spirituelle møde, som fandt sted mellem komponisten, NDR Bigbands farverige orkester og Palle Mikkelborgs sjælfulde nærvær. "Musikken er gennemsyret af Palle Mikkelborgs dybe musikalske ånd, som har været en bærende kraft gennem projektet", fortæller Møller.
Med Echoes bliver Lars Møllers orkestermusik foldet fuldt ud: Her er kontrasten mellem de afdæmpede og improviserede passager, og på den anden side de tætte orkestreringer med både dansende puls og klanglig finesse.
Hyldest til indisk musik og en dansk folkevise
Den tredelte suite Echoes of India er albummets musikalske omdrejningspunkt og en hyldest til indisk musik. Palle Mikkelborg åbner første del med en tryllebindende introduktion, der sætter scenen, før orkestrets rytmegruppe bærer pulsen frem. Anden del byder på rørende øjeblikke med en improvisation mellem Palle Mikkelborg og pianist Florian Weber og suiten slutter med en kort sats, hvor Mikkelborgs afsluttende klange fortoner sig ud i evigheden.
Albummet præsenterer også en af Møllers mest kendte kompositioner, Folk Song No. 1, der bygger på folkevisen ‘Marken er mejet’. I dette arrangement understreges musikkens flow af livsglæde og energi, som også passer til den oprindelige vises fejring af høsttiden.
Humane perspektiver
Lars Møller indleder selv albummet i værket Salt med en eftertænksom stemning, hvor han benytter sin tenorsaxofon som en shehnai, et obolignende instrument som han har studeret i New Delhi. Titlen bringer tankerne over på Mahatma Gandhi og hans saltmarch i 1930, der var en aktion imod det britiske kolonistyres monopol på saltfremstilling.
Også Brazilian Aria rummer et humant perspektiv. Melodien stammer fra en kendt brasiliansk folkesang, som efter sigende blev sunget af slavegjorte brasilianere, når de overværede afstraffelse af andre slaver. Smerte og lidelse gennemsyrer den smukke melodi, her indspillet med Palle Mikkelborg som skrøbelig melodibærer.