Oplev Berliner Philharmonikernes Langgaardindspilning som visuelt album
Den anmelderroste indspilning af Rued Langgaards Symfoni nr. 1 med Berliner Philharmoniker og Sakari Oramo udkommer som et visuelt album eksklusivt på Apple Music d. 24. marts og kan bl.a. opleves på den nye Apple Music Classical app.
En ny indspilning af Rued Langgaards storværk, Symfoni nr. 1, Klippepastoraler, udkom i november sidste år. Med denne indspilning vender symfonien hjem til Berliner Philharmoniker, som var det første orkester til at opføre symfonien tilbage i 1913. De verdensberømte Berliner Philharmoniker er sammen med Sakari Oramo med til at give Langgaard sit internationale gennembrud, og nu tilføjer de en ny dimension til lytteoplevelsen.
Den 24. marts udkommer en koncertoptagelse af Langgaards Symfoni nr. 1 med Berlinerne nemlig som et visuelt album opdelt i satser, der er tilgængeligt på Apple Music. Det visuelle album kan ses hvis man abonnerer på Apple Music. Koncertoptagelsen vil give lytteren mulighed for at opleve koncertopførelsen af værket, næsten som sad man i koncertsalen selv.
Anmelderrost indspilning
Indspilningen har høstet roser både nationalt og internationalt. Begejstringen ses bl.a. hos Politiken der gav albummet 6 ud af 6 mulige hjerter og kaldte det albummet et "indiskutabelt mesterværk". The New York Times kalder indspilningen en "fremragende version" og fremhævede albummet blandt fem anbefalede klassiske udgivelser i december med ordene ordene: "Jo mere Langgaard, jo bedre".
Tilbage i januar 2023 strøg albummet direkte ind på 10. pladsen på den britiske, klassiske topliste Specialist Classical Chart, som hver uge samler de bedst sælgende udgivelser inden for det klassiske repertoire, baseret på både fysisk og digitalt salg samt streaming.
Lyt til albummet via linket her.
Ny Apple Music Classical App
Fra d. 28. marts vil det også være muligt at opleve det visuelle album på Apple Musics nye Classical App, der er lavet specifikt til klassisk musik. Den nye app, som lanceres d. 28. marts, er udviklet med fokus på klassisk musik med lyd af absolut højeste kvalitet og indeholder bl.a. et stort komponist- og musikkatalog med en optimeret søgefunktion tilpasset til det klassiske repertoire. Appen kommer til at indgå som en del af Apple Music-abonnementet og kan forudbestilles her.