Musikalske miniaturer gemmer på foruroligende skygger
Den 6. februar udkommer et nyt album fra Mads Emil Dreyer. Hans Miniatures-serie er tyst og enkel elektroakustisk musik, hvor spøgelsesagtige ekkoer trænger frem under overfladen.
Der er altid en blanding af lys og mørke i Mads Emil Dreyers musik. Den lyder umiddelbart enkel og uskyldig, men under overfladen gemmer sig foruroligende skygger.
Den 6. februar udkommer Miniatures. Albummet følger efter Mads Emil Dreyers anmelderroste debut Disappearer fra 2024 og er indspillet af Athelas Sinfonietta, Scenatet og EKKI MINNA.
Naivistisk klokkespil
Mads Emil Dreyer (f. 1986) komponerer ofte i serier. På det nye album kan man høre værker fra Miniatures-serien, som er skrevet for alt fra fire musikere til sinfonietta. Alle værkerne bygger på det samme setup, hvor klokkespil kombineres med små elektroniske keyboards.
Dreyer har udviklet en teknik, hvor keyboardet sender sinustoner til en lille højttaler, som sidder direkte på klokkespillet. Når en tone slås an, høres sinustonen både som en elektronisk klang og som resonans i klokkespillets metalstave.
"Man kunne kalde det en slags elektro-akustisk kammermusik. Det kommer ud af eksperimenter jeg har lavet med de små legetøjsklokkespil og den meget diskrete form for elektronik, så musikken er meget tyst og måske en lille smule naivistisk", forklarer Mads Emil Dreyer.
Et spøgelsesagtigt ekko
Musikken er miniatureagtig både i klang og instrumentvalg. De små instrumenter og den mekaniske præcision kan minde om en spilledåse, men musikken har samtidig en eftertænksomhed, hvor selv de mindste forskydninger får betydning.
Den diskrete brug af elektronik skaber en let, desorienterende forskydning i tid – et spøgelsesagtigt ekko, som et næsten identisk lag oven på det kendte. Musikken begynder enkelt og næsten uskyldigt, men glider langsomt over i noget mere urovækkende og fremmedgørende.
Releasekoncert og talk
Tirsdag d. 3. februar inviterer vi til releaseevent for Miniatures i Koncertkirken i København, hvor du kan opleve Mads Emil Dreyer og percussionist Lorenzo Colombo i samtale med musikjournalist Andrew Mellor. Vi lytter til uddrag fra den nye indspilning og efter samtalen opfører Lorenzo Colombo Repeater, quietus af Mads Emil Dreyer (ca. 40 min.).