Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Matias Vestergårds debutalbum præsenterer en betydningsfuld ny stemme i dansk musik

Matias Vestergårds debutalbum præsenterer en betydningsfuld ny stemme i dansk musik

Den 26. august udkommer albummet Idylls, elegies med ensembleværker af den nyligt debuterede komponist Matias Vestergård.

Ny udgivelse
8. august 2022

Matias Vestergård (f. 1989) er både en betydningsfuld stemme og en sjældenhed i ny dansk musik: en ubesværet, fleksibel, produktiv og stilistisk alsidig komponist, som trækker på genrer fra salmesang til kabaret og samtidig undersøger nogle af de grundlæggende forestillinger om lyd og lydfrembringelse.

Nu udkommer Vestergårds debutalbum Idylls, elegies med kammermusik skrevet under Vestergårds studietid på konservatoriet, som afspejler en erkendelsesproces, som komponisten selv kalder “mit yngre jegs forsøg på at forholde sig til den klassiske musiktradition, jeg elsker.”

Stor alsidighed

Der er ingen tvivl om at Matias Vestergård er en særdeles alsidig komponist, som frit trækker på forskellige genrer. Hans værker demonstrerer stor opfindsomhed og inspiration, og rummer samtidig umiskendelige spor af hans lærere Hans Abrahamsen, Simon Løffler samt lighedstræk med afdøde Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

Endnu før sin debut fra solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i marts 2022 havde Vestergård skrevet tre operaer og en helaftensballet, sidstnævnte til Det Kongelige Teater i København.

I august 2022 har Vestergårds nye opera Lisbon Floor premiere på Copenhagen Opera Festival. Operaen har libretto af Lea Marie Løppenthin, som også skrev librettoen til Vestergårds første opera Titanic samt teksterne til de To Løppenthin-sange som er at finde på det nye album. Mødet med Løppenthins værker blev afgørende for Vestergård, som beskriver dem som “ekstremt poetiske og meget fjollede på en dybsindig måde.” 

Spøgelseskoraler

Det nye album præsenterer instrumentalværker, som ofte gemmer på splintrede og skjulte koralmelodier strøet ud over musikken. "Jeg vil gerne skrive kønne melodier, men så er  det heller ikke mere tilfredsstillende kun at præsentere kønne melodier; de skal brækkes op, skjules eller anbringes bag forhindringer.”

Hans Three Idylls er skrevet til de ti instrumentalister i Esbjerg Ensemble og Six Elegies er ligeledes blevet til under workshop med ensemblet. De seks elegier bindes sammen af et fællesudgangspunkt i to koraler – en af Bach og en af Vestergårds selv.

Albummet indeholder også strygekvartetten Træk, som udforsker idéen om kvartetten som en enkelt luftbåren organisme. Der udforskes fuglelyde og vingebevægelser i partituret, som kræver betydelig virtuositet og akrobatisk snilde. 

Tilføj albummet til din streamingtjeneste her.

  • Matias Vestergård

    Idylls, elegies

randomness