Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Lyt til podcastserien Kunstpauser

Lyt til podcastserien Kunstpauser

Ny podcastserie om samtidens kompositionsmusik, produceret af Edition·S og Dacapo Records i samarbejde med Thiemers Magasin

Ny udgivelse
3. juli 2024

Kunstpauser er en podcast om samtidens kompositionsmusik og om hvordan den taler ind i vores omverden via klimakrise, globalisering, krig – men også mere universelle, almenmenneskelige spørgsmål om køn, identitet og tro. Serien udforsker musikkens kobling til andre kunstarter og dykker ned i de kreative processer, der ligger bag de færdige værker, vi oplever.

Lyt på Spotify her.

Lyt via Apples podcast-app her.

Find Kunstpauser på flere podcast-platforme her.

Find yderligere information om serien her.

Læs mere om alle afsnit i serien

Afsnit 1: Lisbon Floor - dystopisk, humoristisk og queer opera
I seriens første afsnit kan man høre komponist Matias Vestergård, forfatter Lea Marie Løppenthin og instruktør Natascha Metherell fortælle om tilblivelsen af den Reumert-vindende opera Lisbon Floor – en samtale om at blande kunstnerisk blod, om operagenrens tradition og fornyelse og om at lade tematikker og personskildringer flette sig sammen i en humoristisk samtidskommentar af en opera.

Afsnit 2: enTmenschT – en koncertinstallation om frygten for fremtiden
I andet afsnit dykker vi ned i frygten for de ødelæggende inhumane tendenser i vores samtid, som er udgangspunktet for tilblivelsen af koncertinstallationen enTmenschT. Hør komponist Line Tjørnhøj, kunstner Signe Klejs og sopran Else Torp pille lagene af det menneskelige selvbedrag, tale om stemmen som et spejl for menneskets tilstand og om den kreative kraft, der måske i virkeligheden er vores eneste håb. 

Afsnit 3-5: Else Marie Pade og det åndelige 1-3 
Else Marie Pade er bedst kendt for at være pioner inden for dansk elektronisk musik. Mindre kendt er det, at troen var en rød tråd igennem hele hendes kunstneriske virke og liv. Pade var katolik, og troen åbenbarer sig som overraskende farverig, dybt lidenskabelig og sanselig i hendes værker. I tre afsnit fortæller musikforsker og Else Marie Pade-ekspert Ingeborg Okkels om troen som forløsende kraft.

Afsnit 6: Jeppe Ernst - tavshed er også et udsagn. Udkommer den 17. juli

Afsnit 7: Den Sidste Olie - om opera og rovdrift på territorier og medmennesker. Udkommer den 31. juli

Kunstpauser er baseret på en række live-lyttesaloner, som fandt sted i foråret 2024, og er produceret af Musikforlaget Edition·S og pladeselskabet Dacapo Records i samarbejde med Thiemers Magasin. Der er en ny sæson af Kunstpauser på tegnebrættet, med nye spændende værker, komponister og temaer.