Hvordan kan det være at du kastede dig over Herman D. Koppel?

Tilbage i 2008 ville Herman D. Koppel være fyldt 100 år og jeg tænkte, at det kunne være interessant at fejre ham med en række liedkoncerter. Der opdagede jeg, at der var et meget stort korpus af sange, som kun delvist er trykt, og at det i virkeligheden var et af de væsentligste danske bidrag til genren, både i kvantitet, men også i kvalitet og mangfoldighed. Efter jeg havde arbejdet med og opført sangene, opdagede jeg klaverværkerne, og at der var et tilsvarende korpus af værker, som ikke så mange kender eller spiller, af nogle af de samme grunde.

At jeg i det hele taget kom på idéen, skyldes at jeg har en interesse for især den tids danske musik fra midten af det 20. århundrede. Det synes jeg er vigtigt at dokumentere, men også gøre opmærksom på at det er et vigtigt stykke dansk musikhistorie, som jeg synes at vi har en tendens til at glemme. Og den sidste, mere personlige, grund til at jeg har kastet mig over det er, at jeg kendte ham i min barndom, fordi ham og min far (komponisten Svend Westergaard, red.) var meget kære venner. Så han har altid været der i en eller anden forstand.

Hvad var Herman D. Koppel for en figur i dansk musikliv?

Han er jo en interessant figur i og med at han både er et fænomen og forfader til et helt dynasti af interessante musikere og kulturpersoner, og så var han både komponist og pianist, altså en dobbeltpraksis. Det er et levn fra en svunden tid og praksis, hvor man altid var udøvende selvom man var skabende. Der var en generation af spændende danske komponister med Koppel og Niels Viggo Bentzon, som var de sidste i den ombæring, men jeg kunne forestille mig, at man faktisk kan gå lidt i glemmebogen af den grund, fordi hvem er det egentlig man skal huske Herman D. Koppel som? Er det for hele myten om Koppel-familien, er det som pianist, eller er det som komponist eller som det hele? Af den grund står fortællingen om ham måske ikke så klart.

Hvorfor har vi manglet en samling som denne?

Hans klaverværker og sange er i stor udstrækning skrevet til hans eget brug og for sangenes vedkommende ofte sammen med hans datter Lone Koppel. Den musik er med enkelte undtagelser primært overleveret i hans egne indspilninger, hvilket jo er et fantastisk historisk dokument og en utrolig værdifuld kilde. Men det er også meget autoritativt og har måske afholdt andre fra at indspille det.  

Hans måde at være musiker er rodfæstet i den tid han levede i, dvs. det er anti-romantisk og nøgternt. Men sommetider føler jeg, at der er noget andet at finde i f.eks. de store klaverværker for hvem der måtte kaste sig over det og at der er et lag af fortolkning som ikke er der, når det er komponisten selv der spiller. Jeg vil selvfølgelig gerne give mit bud, men jeg vil egentlig også gerne bare slippe det løs, så andre opdager det og kan sætte deres præg på det.

Hvorfor har du valgt at samle klaverværkerne og sangene?

Det er jo sket før at jeg har lavet denne form for samling (med Peter Heise: The Song Edition, red.) og det kommer til at ske igen!  Jeg synes at så længe at det ikke findes og man har at gøre med centrale skikkelser og dele af dansk musik, er det væsentligt at nogen gør det.

Når jeg havde lyst til at sætte klaverværkerne og sangene sammen, var det fordi jeg syntes at de to belyser hinanden på nogle interessante måder. Både fordi der på den ene side er en søjle der hedder performeren og pianisten Koppel og på den anden side komponisten Koppel, og fordi værkerne spænder fra noget af det første han skriver i slutningen af 1920'erne til noget af det sidste han skriver, som i høj grad er til pædagogisk brug og til sine mange børnebørn. Så der går nogle broer i udgivelsen fra de tidligste værker i hans ungdom op til alderdommen, hvor han kigger tilbage.

Hvor meget fylder det religiøse element i Koppels musik?

Der er en dualitet i den måde han skrev sin egen identitet ind i musikken. Han sagde i forskellige interviews at han var jøde, men han var dansk jøde. De to søjler, den jødiskkulturelle og den danskkulturelle, de følges ad på forskellige måder og mødes igennem det meste af hans skabende liv.

Helt konkret skriver han både religiøse, jødiske gammeltestamentelige sange og danske verdslige sange, f.eks. til digte af Poul la Cour fra efterkrigsårene og samlingen Årstiderne til danske senromantiske og symbolistiske digtere. Men han får en fornyet interesse i de gammeltestamentelige ting i efterkrigsårene, da man var blevet helt kendt med hvad der var sket under krigen. Dertil kommer at han jo også havde sin egen personlige historie, hvor han flygter til Sverige under krigen.

Hvordan kan man mærke at Koppel selv var pianist?

Man kan mærke al den musik han selv har haft i fingrene. Han promoverede lige så aktivt sine jævnaldrende danske komponistkollegaers musik., f.eks. spillede han én af Niels Viggo Bentzons store sonater i de år, hvor han også skrev sin egen store sonate. Man kan mærke hvad der interesserede ham og Carl Nielsen er selvfølgelig meget markant til stede i de tidlige værker. Måske er hans udgave af det Nielsenske tonesprog endda lidt mere pianistisk, fordi han selv var pianist og det var Nielsen ikke.

Derudover kan man mærke at han selv var pianist, fordi det er svært at spille! Man skal virkelig øve sig. Og han bliver ikke nemmere at spille på sine gamle dage, så jeg tror han har været i form altid på en eller anden vis.

Koppel komponerede musik igennem mere end 60 år. Hvilken udvikling kan man høre i musikken?

Som med de fleste komponister, der lever længe nok, er der nogle faser i Hermans musik. Der er en begyndende fase, hvor inspirationerne er klare og mærkbare, fra f.eks. Nielsen, Stravinsky, Bartók og Hindemith. Allerede i de tidlige værker står han frem som en sikker håndværker, på trods af at han, som han selv siger, er selvlært som komponist. 

Så er der en mellemperiode, hvor han får en friere og mere selvstændig stemme, og bliver lidt mindre selvbevidst. Jeg tror at han hele livet bibeholdt en åbenhed overfor verden, ligesom at han var interesseret i sine sønners andre musikalske diskurser, i jazzmusik og balinesisk gamelanmusik. Så der er form for vitalitet og åbenhed, bl.a. i hans 15 Miniaturer, som jeg betragter som et hovedværk, både som i nyere dansk klavermusik. Der er en nysgerrighed over dem, hvor der ikke er noget der skal bevise og hvor han ikke behøver at skulle manifestere hverken sin egen position eller talent.

Hans virke som komponist kulminerer omkring 1950-60'erne, hvor han skriver store værker, bl.a. syv symfonier, oratoriet Moses og Klaversonate Op. 50, som nok er hans Eroica-symfoni. Derefter skriver han hovedsageligt mindre værker, bl.a. de 50 Korte Klaverstykker som han skrev til sine mange børnebørn. Han var et meget varmt familiemenneske og var meget fin med børn, hvilket harmonerer meget godt med hans legesyge måde at musicere og komponere på i de senere år, i alderdommens barnesind.