Koncertrække med samtidsmusik på Louisiana
Louisiana Museum of Modern Art har inviteret pladeselskab og musikforlag Dacapo Edition·S til at kuratere en række intimkoncerter med fokus på musikkens aktuelle strømninger.
Nye klange er en række intimkoncerter med Danmarks største navne indenfor samtidens kompositionsmusik som snart kan opleves i Bådehuset på Louisiana Museum of Modern Art. "Vi ser meget frem til samarbejdet med Edition·S og Dacapo Records," siger Louisianas musikchef Lars Fenger. “Sammen kan vi præsentere publikum for nogle af de mest nyskabende stemmer i dansk samtidsmusik og skabe en nærværende oplevelse med komponister og musikere."
På Louisiana Museum of Modern Art præsenteres publikum for markante nye værker af nogle af Danmarks bedste komponister, der bliver opført af musikere, der har specialiseret sig i at spille den nykomponerede musik med alt, hvad den kan indebære af udvidede spilleteknikker, elektronik, video, performative elementer mv.
Efter hver koncert vil det være muligt at komme tæt på musikken, komponister og musikere i en samtale om samtidsmusikken, hvor vi bl.a. skal høre om komponistens skabelsesproces, musikernes arbejde med værkerne og som publikum vil man også få mulighed for at spille spørgsmål – for hvordan navigerer man i den nye musik? Og hvilke tanker og følelser sætter musikken i gang hos os, der lytter med?
Den 6. og 7. juni afholdes de første koncerter i rækken med værker af den danske komponist Simon Steen-Andersen, der udfolder sig i spændingsfeltet mellem musik, performance, teater, koreografi og film. Gang på gang har han skabt musik, der bryder med vores forventninger og hverken lyder eller ser ud som noget, vi har oplevet før. Hans radikale fornyelse opstår ofte i en legende og undersøgende omgang med den klassiske musiks traditioner og materialer – og han har for længst opbygget et betydeligt internationalt publikum og indtaget koncertsale og operahuse verden over.
Koncerten kombinerer liveopførelse og video og giver en sjælden mulighed for at opleve en række af hans værker på dansk jord – både kammerværker i fuld længde og uddrag af hans omfattende, multimedie-produktioner. Aftenens program er sammensat af komponisten selv og opføres af cellist Tanja Orning og slagtøjsspiller Håkon Stene (på akkordeon) samt Simon Steen-Andersen på ventilator, ballon og whammy-pedal.
Kommende koncerter:
6. & 7. juni 2026: Værker af Simon Steen-Andersen.
19. & 20. september 2026: Værker af Bára Gísladóttir.
Samtalen efter koncerterne modereres af musikjournalist Thomas Michelsen.