Else Marie Pade 100 år: Ny akustisk fortolkning af elektronisk hovedværk
Til december ville den elektroniske pioner Else Marie Pade være fyldt 100 år. Fødselsdagen fejres bl.a. med en ny akustisk udgave af det skelsættende elektroniske værk Syv cirkler, indspillet af Dybfølt.
Den 15. november udkommer et nyt album med akustiske fortolkninger af Else Marie Pades skelsættende elektroniske værk Syv cirkler fra 1958, indspillet af duoen Dybfølt (Mathæus Bech og Kirstine Elise Pedersen). Oplev et nyt syn på det banebrydende stykke musik, som er inspireret af stjernernes cirkulære bevægelser på himlen, i denne nye udgave for cello og kontrabas, samt et nyt “remix”.
Cello og bas erstatter tonegeneratorer
Syv cirkler kan betragtes som Else Marie Pades elektroniske hovedværk. I 1958 besøgte Pade verdensudstillingen i Bruxelles, for at orientere sig om de nyeste musikalske tendenser. Syv cirkler er direkte inspireret af en installation på udstillingen, hvor kunstige stjerner sås på en kuppel, til en baggrund af elektronisk musik. Pade fortæller om oplevelsen: "De [stjernerne, red.] blev ved og ved med at køre rundt i mit hoved, og det gik op for mig, at det var cirkler, det hele". Idéen med værket var at beskrive syv sfærer med hver sin klangfarve og hastighed. Værket er bygget op om en tonerække af syv toner, som gentages og lag på lag tilføjes, hver gang i fordoblet hastighed, indtil der er syv lag – syv "cirkler", om man vil.
Det er veldokumenteret, at Pade aldrig så tonal og atonal musik som modsætninger. Hendes lykketal 7 og 12 siges at repræsentere netop dette: de syv toner i en dur-skala og de tolv toner i den kromatiske skala. Med denne baggrund rejser spørgsmålet sig, hvorfor Syv cirkler blev atonalt, når syvtallet også repræsenterer det tonale. Hvad hvis tonerækken i stedet var baseret på en dur-skala?
Dette spørgsmål har på den nye udgivelse manifesteret sig i to forskellige akustiske udgaver af Syv cirkler: En partiturtro version, hvor cello og bas erstatter tonegeneratorerne, samt et remix, hvor Dybfølt har lagt tonerækken op ad en durskala i stedet for en kromatisk skala.
Sange fra en væg og EMP Series
Dybfølt har de seneste par år fordybet sig i Pades univers. Tidligere på året udkom EP'en Sange fra en væg, med nye fortolkninger af sange i swing- og slagerstil skrevet under Anden Verdenskrig.
Dacapo Records fortsætter også EMP Series, som blev lanceret i 2022 og indeholder en række digitale udgivelser som samler nye restaurerede, digitaliserede udgaver af alle Pades elektroniske værker. Indtil videre er der udkommet syv udgivelser i serien og på Pades fødselsdag udkommer EMP 8 og 9. Udgivelserne fortsætter ind i starten af 2025, for endelig at blive samlet i en stor jubilæumsudgivelse.
Album trailer