Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Cello og elektronik, menneske og maskine: Josefine Opsahl udgiver soloalbum

Cello og elektronik, menneske og maskine: Josefine Opsahl udgiver soloalbum

Den 5. august udkommer Josefine Opsahls debutalbum for Dacapo Records, soloalbummet Atrium med værker for cello og elektronik komponeret, opført og indspillet af Opsahl selv.

Ny udgivelse
27. juni 2022

Josefine Opsahl har i de seneste år gjort sig bemærket som en kunstner der ikke lader sig begrænse af genrer og traditionelle kunstnerroller. Som både klassisk uddannet cellist, solo- og ensembleperformer og komponist skaber hun dybt original musik i grænselandet mellem tradition og fornyelse, ekspertise og intuition, partitur og improvisation.

Nu udkommer hendes debutalbum for Dacapo Records, Atrium, et soloalbum for cello og live-elektronik komponeret og opført af Opsahl selv.

Cello og elektronik, kvinde og maskine

Titlen på det nye album Atrium har to definitioner: en arkitektonisk (en gang eller gårdsplads midt i en bygning fra antikkens Rom) og en biologisk (de to hjerteforkamre, som pumper blod videre til selve kamrene). Ud fra dette sammenstød skaber Josefine Opsahl en række klingende dobbeltheder: blødt/ hårdt, organisk/konstrueret, naturligt/kulturbetinget, menneske/maskine.

Dobbelthederne kommer især til udtryk i mødet mellem Opsahls instrumentopsætning med cello og live-elektronik, hvor hun med et specialdesignet effektpedal-board kan styre loopeffekter, rumklang, delay med mere og dermed opbygge hele orkestre af elektronisk manipulerede og fordoblede celloer live.

Kvindefigurer og klingende rum

Josefine Opsahl er optaget af hvordan arkitektoniske rum og deres klang påvirker hendes kompositioner.

De store værker på Atrium er i mange tilfælde inspireret af eller komponeret til arkitetoniske rum som f.eks. Statens Museum for Kunst i København og Utzon Center i Aalborg. Town Will Change Town Will Remain (2020) blev komponeret som fanfare til åbningen af Københavns Museum i 2020 og bygger på lyden af klokkespillet i Københavns Rådhus.

Opsahl beskæftiger sig i lige så høj grad med kvinder – især marginaliserede kvindefigurer – i musikken. Gaaer ikke Soels og Maanes Vei ned under dybe Hav? er komponeret som reaktion på billedet Havfrue (1847) af Elisabeth Jerichau-Baumann og udfordrer vores kønsbestemte læsninger af instrumenter og lyd.

Værket Pendulum portrætterer ligeledes en kvindelig kunstpioner, nemlig den svenske maler og spiritualist Hilma af Klint, og hvordan marginaliserede personer i historien også kan blive katalysatorer for langt større bevægelser end vi er klar over.

Singler og musikvideoer

Forud for albumudgivelsen udkommer tre singler fra albummet. Allerede fredag d. 1. juli kan man høre singlen Liquid Entity på alle streamingtjenester, 8. juli udkommer singlen Gaaer ikke Soels og Maanes Vei ned under dybe Hav? og ugen efter, fredag d. 15. juli, udkommer den tredje single Town Will Change Town Will Remain

Josefine Opsahl har desuden produceret tre musikvideoer, som er optaget i smukke omgivelser på hhv. Teater Momentum, Teater grob og Thorvaldsens Museum, der understreger Opsahls evne til at forbinde musik, kunst, performance og arkitektoniske rum i sit udtryk. Den første musikvideo Gaaer ikke Soels og Maanes Vei ned under dybe Hav? udkommer 8. juli og kan ses herunder eller på Apple Music.

  • Josefine Opsahl

    Atrium