EMP 13
EMP 13
Else Marie Pades 4 Illustrations fra 1995 markerer et sjældent, sent tilbageblik i hendes produktion. Værket bygger på ældre båndoptagelser, som hun omdanner til fire abstrakte “eventyrscener”: Himmelrummet, Havkongens slot, Eventyrland og Kong Vinter. Klangligt mørkt og drømmende forener det elektroniske teksturer med genklange fra hendes tidligere værker.

| 1 | I. Himmelrummet (The Firmament) | 6:51 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.86 / £1.42
|
||
| 2 | II. Havkongens slot (The Palace of the Sea King) | 7:08 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.86 / £1.42
|
||
| 3 | III. Eventyrland (Fairyland) | 5:56 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.86 / £1.42
|
||
| 4 | IV. Kong Vinter (King Winter) | 6:03 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.86 / £1.42
|
4 Illustrationer
Af Jonas Olesen
4 Illustrationer (også kendt under den alternative titel Illustrationer) blev skabt af Else Marie Pade i 1995 i forbindelse med en kortvarig genopblusset interesse for elektronisk komposition. Pade havde ikke komponeret nævneværdigt siden Efterklange for slagtøj I, II og III (1984), og i 1995 var hun netop blevet opereret for kræft. Værkets tilblivelse kan spores tilbage til 1989, hvor den hollandske Gaudeamus-organisation henvendte sig til hende med ønsket om at præsentere nogle af hendes tidlige elektroniske værker på festivalen The International Gaudeamus Music Week 1990, sammen med andre elektroniske pionerværker fra 1950’erne.
Blandt værkerne var det centrale Syv cirkler (1958). På det tidspunkt eksisterede Syv cirkler kun på spolebånd, og med hjælp hendes tidligere arbejdsplads, Danmarks Radio, blev båndet digitaliseret og renset for båndsus med henblik på opførelse i Holland. Processen blev forestået af Henrik Stibolt, der var såkaldt “digitalteknisk koordinator” i Danmarks Radio – en stillingsbetegnelse, der i sig selv giver et vink om, at den digitale teknologi i 1989 endnu var et relativt nyt fænomen.
Pade må have set mulighederne i den nye teknologi, for i årene efter arbejde hun og Stibolt videre med en ny elektronisk komposition, der blev til 4 Illustrationer. De arbejdede udelukkende med “gamle” lyde hentet fra bånd, som de sammen havde digitaliseret, og værket anvender således lyde fra Syv cirkler og ikke nærmere identificerede kompositioner. Indholdet er derimod helt nyt og danner abstrakte illustrationer af fire “eventyrscener”. Værket består af fire afsnit med titlerne Himmelrummet, Havkongens slot, Eventyrland og Kong Vinter. Der indgår ingen tekst eller stemmer, og scenerne er ikke baseret på eksisterende eventyr, men udspringer udelukkende af Pades egen fantasi.
Da værket blev udgivet på CD i 2009, omtalte musikforskeren Inge Bruland i bookletteksten de fire afsnit som “helstøbte og organiske, serielle og minimalistiske værker” og bemærkede om sin oplevelse: “Lydene virker overnaturlige, samtidig med at de baner vej for følelser, der måske i det daglige trives mest i det ubevidste, ildevarslende eller fortroldede.”
Himmelrummet domineres af susende vindlyde skabt med filteret hvid støj og korte elektroniske klange tilført rumklang – et lydbillede, der minder om, eller muligvis er taget direkte fra, Pades værk Vikingerne (1961). Herudover anvendes optagelser af præpareret klaver, der er forsynet med en kort ekkoeffekt og kraftigt hævet i tonehøjde. Der er intet egentligt kompositorisk forløb i afsnittet, som i stedet opleves som en form for “tilstandsmusik” uden klart defineret begyndelse eller slutning.
I Havkongens slot optræder sinustoner fra Syv cirkler tydeligt, tilsyneladende uforarbejdede, men nu sammenmixet og tilført en kraftig, kunstig rumklang. Eventyrland anvender samme klangmateriale, men her er tonerne filtreret, så kun mellemtoneområdet er tilbage, og resultatet er en mere glasagtig karakter.
I det sidste afsnit, Kong Vinter, anvendes samme optagelser af præpareret klaver igen, men mere ekstensivt og støjende. Afsnittet lader til at anvende bearbejdede udgaver af materialer fra de tidligere afsnit, men adskiller sig fra de øvrige ved at antyde et egentligt melodisk forløb.
Den samlede atmosfære i 4 Illustrationer fremstår dramatisk og mørk. Den kraftige filtrering (der muligvis er anvendt for at skjule båndstøj) og den kraftige rumklang giver værket et ensartet og noget “dødt” klangbillede. Den digitale teknologi er ikke anvendt af Pade og Stibolt på nogen eksplicit hørbar måde, og paradoksalt nok kan store dele af værket lyde som noget, Pade lige så vel kunne have realiseret ved hjælp af det “gamle” analoge udstyr.
