EMP 9

”Det pulserende livs smerter, glæder, håb, trods og ondskab, det hvileløse endeligt”

Af Jonas Olesen

I 1968 besøgte Else Marie Pade for anden gang de såkaldte feriekurser i den tyske by Darmstadt, og deltog her i et slagtøjskursus med perkussionisten Christoph Caskel. Hjemkommet med frisk inspiration fra kurset fik hun den idé at skabe et rent slagtøjsværk baseret på digtet ”Das Meer” skrevet af hendes ven Georg Sønderlund Hansen (1908-92). Det relativt abstrakte digt handler om havet, der i digtet kan ses som en metafor for ”det pulserende livs smerter, glæder, håb, trods og ondskab, det hvileløse endeligt.” (Fra Inge Brulands tekst til bookletten til Else Marie Pade, Gert Sørensen: Aquarellen über das Meer; Illustrations, Dacapo Records CD 8.226544, 2009).

Sønderlund Hansen viser også Pade en række af sine abstrakte akvareller, der ligeledes tematiserer havet, og det bliver nu akvarellerne der bliver hendes direkte musikalske inspiration til værket. Pade får nemlig den idé om det kunne være muligt ”klangligt at affotografere” (Pade, Else Marie: Aquarellen über das Meer I-XXI (Nach den Gedicht ”Das Meer” von G.S.H.) Udateret håndskrevet beskrivelse af tankerne bag værket, Edition·S Arkiv). Hun har beskrevet hvordan hun stiller sig selv spørgsmålet: ”Kan øret ved hjælp af stereovandring ‘se’ et billede fra venstre til højre, mens det vises på diaspositiv, eller vil øjet stadig, som det almindeligvis sker, først se billedet som en helhed og der på fordybe sig i enkeltheder, der specielt gør indtryk på den enkelte?”

Pade vælger at altså at anskue akvarellerne som en art grafiske partiturer der kan aflæses fra venstre mod højre, og hun har videre beskrevet selve processen med at skabe muskalske oversættelser af akvarellernes farver og former. Da der er 21 akavareller i samme serie vælger hun først at strukturere kompositionen som bestående af 21 afsnit, der hver varer et minut. Hertil kommer ouverture, intermezzi/tekst og finale der hver varer omkring et kvart minut, så den totale varighed bliver 30 minutter.

Herefter optegner hun på kartotekskort konturene af de forskellige grafiske elementer på akvarellerne så som skyformationer og bølger. Derefter omskriver hun ”farvernes propotioner” til varigheder, og hver farve får tildelt et slagtøjsinstrument. Som det fremgår, er der således tale om en subjektiv proces, hvor det afgørende for oversættelserne er Pades egne fortolkninger af akvarellerne.

En af Pades skitser til Aquarellen über das Meer I-XXI  © Edition·S

Pade arbejdede med Aquarellen über das Meer I-XXI fra 1968 til 1971, men det ”røg direkte ned i chatolskuffen” (Bak, Andrea: Else Marie Pade – En biografi. Gyldendal 2009.) og blev først opført i 2009, og indspillet året før på initiativ af slagtøjsspilleren Gert Sørensen. Ved koncerten blev de enkelte akvareller projiceret op på en skærm så publikum kunne følge deres forløb sammen med musikken.

I værket anvendes et omfangsrigt instrumentarium af slagtøjsinstrumenter som pauker, stortromme, tom-tom, lilletromme, tamburin, tam-tam, ophængte bækkener, crotales, triangel, flexaton, maracas, glockenspiel, og zither. Derudover indgår et klaver samt harpe og en oplæser der læser digtet. De elektroniske elementer er meget få, og består kun af en indspilning af hvid støj, der anvendes til at skabe bølgelyde, samt enkelte og meget nedtonede stereopanoreringer og tilføjelse af kunstig rumklang.

Pade deltog ikke i selve indspilningen men var meget glad for resultatet, og har beskrevet at ”da Gert spillede det for mig, blev jeg så begejstret. Jeg kunne ikke sige andet end ‘ååh’ og ‘nææh’. Han havde gjort det helt perfekt. Hver en lille prik var med, og han havde givet det en rumklang, som om man sidder inde i en kugle, mens man hører det. Jeg var meget imponeret.” (Bak, 2009)

Herværende optagelse af værket er foretaget ved at Gert Sørensen successivt har indspillet hvert slagtøjsinstrument i sit studie. Derudover spiller Helen Davis Mikkelborg på harpe. 

I harpestemmen er der er ansatser til noget melodisk, ellers forløber værket som sammenvævede klangflader med et samlet set meget komplekst lydbillede. Værket begynder med kraftige bølgelyde skabt med hvid støj, og en bølgende fornemmelse går også igen i selve formen på de følgende enkelte afsnit. Hvert afsnit giver indtryk af at ”oplade” med hurtige rytmiske figurer der skaber en sitrende uro, og derpå ”udlade” i mere rolige klange. 

Udladningen sker også ved at der mellem hvert afsnit oplæses en strofe af digtet med rolig stemmeføring. De rytmiske figurer er mange steder repetitive og meget hurtige, som når der for eksempel spilles med køller direkte på klaverets strenge. Enkelte steder fornemmes en svag puls, men lydbilledets kompleksitet og de mange stemmer bidrager til en overordnet følelse af abstrakt rytmik, og en vedvarende fornemmelse af noget brusende, kaotisk og uroligt.
 

Noter

Der er ikke fundet nogen oplysninger om hvorfor Georg Sønderlund Hansens digt var skrevet på tysk, eller om det kan havde været oversat fra dansk. Pades originale partitur er også skrevet på tysk, hvorfor man kan formode at hun måske forestillede sig det opført i Tyskland. Uropført i Møstings Hus, København 11. januar 2009 ved en koncert arrangeret af Dacapo Records og foreningen Kvinder i Musik. Tidligere udgivet på Else Marie Pade, Gert Sørensen: Aquarellen über das Meer; Illustrations, Dacapo Records CD 8.226544, 2009.
 

Mod slutningen af 1960’erne begyndte Else Marie Pade at blive mere og mere religiøst orienteret på det personlige plan, og i 1969 konciperede hun et decideret kristen/katolsk værk med Jomfru Maria som overordnet tema. Pades idé var at skabe et værk bestående af et antal ”klangfarver”, forstået som adskilte afsnit, der hver skulle symbolisere forskellige aspekter af Jomfru Marias liv. 

I mellemtiden fik hun i 1970 en bestillingsopgave på et musikalsk værk fra Danmark Radio, der skulle foregå som et samarbejde mellem DR og Elektronmusikstudion (EMS) i Stockholm. Pades vision var at skabe et lydligt grundmateriale, der kunne indgå i det påtænkte værk om Jomfru Maria. I DR’s studier optog hun først akustiske instrumenter, blandt andet præpareret klaver, vibrafon, triangel, basun, maracas, crotales og ”glasmobiler” spillet af musikerne Suzanne Ibstrup og Niels Neergaard. Hendes plan var derefter at ”hastighedsændre” disse i EMS’ studier, samt at anvende EMS’ avancerede såkaldte Stora studio til frembringelsen af ”tolv elektroniske akkorder, bestående af hver 12 frekvenser” til at markere hver klangfarves begyndelse og slutning.

Da hun ankom til EMS, oplevede hun imidlertid ikke samme velvillighed fra stedets teknikere, som hun var vant til hos DR, og således gik en stor del af tiden på EMS med at lære det tekniske apparatur at kende på egen hånd. Hun har senere erindret, at hun følte sig ”hjælpeløs mellem alle maskinerne. Indgår masser af kompromisser, tager dårlige beslutninger i sidste øjeblik og skaber noget, der efter egne standarder er middelmådigt.” En del af forklaringen på, at Pade selv syntes, værket var blevet middelmådigt, er nok, at hendes idé med værket som en fortælling med talestemmer og lignende var i modstrid med betingelserne for bestillingen, hvori der angiveligt ønskedes et ”rent” instrumentalt værk. Klangfarver fra EMS (1970-71) kan således betragtes som et ”halvt” værk, hvor det oprindeligt havde været Pades ønske, at lydmaterialet blot indgik i det fortællende værk om Jomfru Maria, hun havde forestillet sig. Ikke desto mindre udsendtes resultatet fra EMS i DR i 1973 med titlen Klangfarver fra EMS.

Værket fik overvejende negative anmeldelser, og en avis skrev, at ”Else Marie Pades Klangfarver er et bestillingsarbejde udført i elektronstudiet i Stockholm for DR, der ikke er fuldt leveringsdygtig på det elektroniske område og måske bør overveje, om det behøver at blive det. Elektronmusik er jo ved at være på retur. Dens fremtidige placering vil vel nærmest være af illustrativ stemningsskabende art, og sådan var Else Marie Pades Klangfarver.”

En medvirkende årsag til den negative modtagelse var måske, at Pade fastholdt, at værket – uagtet at dets titel ikke siger noget om indholdet – stadig skulle opleves som illustrerende Jomfru Marias liv. Inden værket blev udsendt, læste speakeren således titlerne på de forskellige afsnit op: 1) At frygte (i betydningen ærefrygt for Gud og hans sendebud). 2) At elske (i betydningen at elske sin søn, den førstefødte). 3) At undres (i betydningen undres over et mirakel) …

At Pade fastholdt værkets religiøse betydning – uden de fortællende elementer, hun først havde forestillet sig – gjorde, at denne betydning kun blev formidlet til lytterne i form af speakerens beskrivelse. Værket selv forløber rent abstrakt og uden direkte lydlige konnotationer til den kristne tematik.

Klangfarver fra EMS starter relativt dramatisk, og de første par minutter forløber i et fortættet lydbillede, domineret af klange fra det præparerede klaver, der er sænket i tonehøjde, momentvis overstyret, og panoreret i glidende bevægelser mellem højtalerne. I næste afsnit permuteres det forudgående lydmateriale, der nu høres i højere hastigheder med efterklang og blandet med abstrakte ”knagende” reallyde. Et følgende afsnit er mere minimalistisk i udtrykket og består af klirrende glaslyde med meget lav lydstyrke. Et andet afsnit anvender toner, der lyder, som om der spilles på vinglas tilsat kraftig kunstig efterklang. Generelt er hele værket præget af klokkelignende lyde, frembragt ved at sænke en række af optagelserne af de akustiske instrumenter radikalt i tonehøjde. Dog er det kun momentvis, at disse bliver så abstrakte, at de ikke kan genkendes som kommende fra de akustiske instrumenter, og det er påfaldende, at der udover de elektroniske akkorder, der markerer de enkelte afsnit, kun er anvendt elektronisk materiale i form af filtreret hvid støj.

Værkets udtryk er således overvejende akustisk-konkret og minder klangligt om Pades tidligere værk, Græsstrået (1964), der anvendte præpareret klaver som det mest dominerende klangmateriale. Når man tager i betragtning, hvor avanceret udstyr der på daværende tidspunkt fandtes på EMS – blandt andet i form af computerstyrede tonegeneratorer – må man sige, at Pade kun i meget ringe grad udnyttede dette. Det blev, som nævnt, ikke brugt til andet end de korte markeringsakkorder skabt af ringmodulerede sinustoner. Pade anvendte dog et mindre studie på EMS – det såkaldte Klangværksted – til hastighedsændringerne af de akustiske optagelser, hvad der jo i princippet lige så godt kunne være gjort i DR’s studier. Årsagerne til, at faciliteterne på EMS ikke blev anvendt i større udstrækning, må nok søges i det førnævnte faktum, at hun ikke nåede at lære udstyret at kende, eller ikke fik tilstrækkelig teknisk hjælp under opholdet.