Herman D. Koppel Edition: Vol. 4: Biblical Songs

Sangkomponisten Herman David

Af Christian Westergaard og Esben Tange

Herman D. Koppel var over 40 år, inden han for alvor sprang ud som sangkomponist, og det var tenoren Aksel Schiøtz, der agerede tændsats. Både før og efter krigen havde Koppel og Aksel Schiøtz et intenst samarbejde, og efter en koncert i Esbjerg i marts 1949 spurgte Schiøtz endnu engang: ”Hvorfor skriver du aldrig nogen sange til mig?”. Og da han ikke fik noget synderligt ud af det spørgsmål, rakte han hånden ud efter Bibelen i natbordsskuffen og slog op på Højsangen.

Sådan beskriver Koppel mange år efter den situation, der førte til en lang række vokalværker i de næste mange år. Blot i løbet af 1949 skrev Koppel fire substantielle værker over bibelske tekster, og helt frem til de sidste kompositioner omkring 1990 spiller vokalmusikken en central rolle i hans virke.

Det er dog ikke hele sandheden om Koppel som sangkomponist, for allerede i 1930’erne komponerer Koppel nogle få sange, som retrospektivt set viser sig at have betydning. Det er ganske vist enkle, til tider naive sange. Men med tekster af nogle af tidens vigtigste digtere - fra den kulturradikale drømmer Otto Gelsted, over ekspressionisten Tom Kristensen til den centrale modernist Johannes V. Jensen – udtrykker de en poetisk længsel efter at blive en del af den store natur på et tidspunkt, hvor den klassiske lied er i modvind.

Igennem de henved 60 sange, Herman D. Koppel komponerede i løbet af sit liv, viser der sig to spor, der er centrale for en forståelse af Koppel som menneske, og som symbolsk er udtrykt igennem hans to fornavne: dansk-tyske Herman og jødiske David. Til trods for at Herman D. Koppel i løbet af sin ungdom lagde afstand til det jødiske indvandrermiljø, han var vokset op i, og til trods for at Koppel efter 2. Verdenskrig meldte sig ud af Mosaisk Trossamfund, så var det netop ved at studere Det Gamle Testamente, at han blev opmærksom på hvilke muligheder, der skjulte sig i at sætte ord i musik.

Koppels ekspressive musik til bibelske tekster vidner om kontakt til hidtil skjulte følelser, og Koppel kunne nu også give udtryk for den smertefulde erfaring, der fulgte med afsløringen af holocaust, som først blev alment kendt i årene efter krigen. Samtidig viste den gammeltestamentlige poesi sig også at rumme kærlighedsdybder og en forestilling om troens styrke, der talte stærkt og direkte til ham. Foruden de religiøse sange, der strækker sig helt op til Three Songs on Psalm 142, Songs of Songs and Psalm 100 i 1976, førte det også til en række større kor- og orkesterværker, som oratoriet Moses og Requiem.

Fordybelsen i det bibelske univers og erkendelsen af de jødiske rødder førte endvidere til en interesse i tidens poesi og resulterede i en genoptagelse af arbejdet med verdslige sange. Fra 1950 og de næste 40 år fulgte nu en række samlinger af sange til tekster af især danske, men også svenske, tyske og engelske digtere. Her giver Koppel udtryk for stærke eksistentielle følelser og en inderlig sansning af universet, udtrykt igennem den danske natur.

Paul la Cour, som Koppel lærte at kende i 1950, spiller en hovedrolle med nyromantiske tekster til i alt 11 sange, hvoraf de sidste indgår i Tre sange til tekster af Tom Kristensen og Paul la Cour fra 1989. Og i Årstiderne fra 1957 vender Koppel tilbage til nogle af de digtere han dyrkede i sin ungdom samt symbolisterne Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg.

Koppels sange har en særstatus blandt de genrer, hvori han komponerede. Rent stilistisk spænder de vidt. Fra det aforistiske til en sjælsrystende ekspressivitet, der i høj grand knytter sig til det store dramatiske talent, som hans datter – sopranen Lone Koppel – besidder, og til hvem mange af sangene er komponeret. Og så er det igennem sangene, at vi kommer tættest på Herman D. Koppel som menneske. Her kommer både Herman og David til orde.

Vol. 4: Troens mysterium

Af Christian Westergaard og Esben Tange

Fem bibelske sange, op. 46 fra 1949 er både et gennembrud for Herman D. Koppel som komponist til et mere ekspressivt tonesprog, og så er det begyndelsen på en ny tid for dansk vokalmusik frigjort fra Carl Nielsens danske sange, hvor der var vægt på den folkelige fællessang. Sangene besidder en musikalsk strålekraft og er nært knyttet til den jødiske kantor-tradition, som Koppel kendte fra sin barndom, hvor en forsanger leder menigheden igennem en række menneskelige grundtilstande i synagogen.

I den første sang ”Intonation” introduceres vi til det bibelske univers i form af en vækkelse, med toner som lysglimt fra det harpeinspirerede klaverspil, og med en majestætisk deklamation af teksten fra Davids salmer, der forkynder morgenrødens komme. Siden møder vi kærligheden gennem kerneteksten ”Hvor er du fager, min veninde” fra Højsangen og i et mere varsomt musikalsk sprog, hvor tonerne løftes frem med gribende ydmyghed.

Fem bibelske sange søger mod ekstremerne både tekstmæssigt og musikalsk. Yderpunkterne oplever vi i mødet mellem den inderlige klagesang med ordene ”ude mejede sværdet, og inde døden” og den afsluttende ”Hymne”, der har karakter af en lovprisning og genopstandelse. ”Halleluja! Syng Herren en ny sang” lyder det til klaverets toner, der slås an med stor perkussiv kraft.

I Fire kærlighedssange, op. 47, der er komponeret kort tid efter Fem bibelske sange, er musikken helt anderledes inderlig. Med en svævende melodik, hvor tonerne smyger sig om hinanden, som var det kærtegn, er vi i den første sang ”Kys mig, giv mig kys” i et intimt poetisk univers. Men under den sanselige overflade ligger der en spænding.

I ”På mit leje om natten søgte jeg ham” og ”Hvor er din ven gået hen?” følger vi kvinden, der søger sin elsker. Til tider med en hektisk utålmodig musik, men først og fremmest magisk og underfuld med syngende dolce toner, inden forløsningen i den sidste sang ”Hør! Der er min ven!”, hvor tonerne gløder ved synet af den elskede.

Med Fire gammeltestamentlige sange, op. 49 begiver Herman D. Koppel sig ned i et mørkere register. De fire sange er komponeret for mezzosopran og klaver, og i den første sang ”Råb højt til Herren” fra Klagesangene er vi vidne til en anråbelse. Med toner der mejsles ud, som var det en uimodståelig naturkraft, møder vi et menneske, hvis eneste udvej er bøn og tro på Herren.

Og med en tyst smertefuld vandring skabt af en klagende repetitiv musik tager alvoren til i ”Herre, lyt til min bøn”. Desto større er kontrasten til den sidste sang ”Halleluja! Lovsyng Herren”, hvor vi med klokkeklare klavertoner i både højden og dybden og en sangtekst, der slynges ud i rummet, nærmer os troens mysterium. En religiøs urkraft sat i toner.

I To Salmer af David, op. 55a og Davids 42. salme, op. 68fra 1951 og 1960 er formatet og kontrasterne større, og To Salmer af David findes da også i en version for sopran og orkester. Det ene øjeblik er det antydningens kunst. Det er tilfældet i begyndelsen af ”Davids 121. salme”, hvor musikken kommer krybende, og hvor melodien til teksten ”Jeg løfter mine øjne til bjergene” er formet som en tonestige. Det næste øjeblik er der tale om en heftig besværgelse af Herren. I den efterfølgende ”Davids 6. salme” kulminerer med et hjerteskærende råb om at blive frelst fra døden. Med store akkorder, der mejsles ud med stor autoritet, fornemmes der en orkestral kraft. Forløsende.

Davids 42. salme har karakter af en solokantate, og er tilegnet den unge Lone Koppel og uropført ved hendes debut fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Lige fra begyndelsen er kontrasten den største mulige mellem en eksplosiv kraft i klaverstemmen, hvor tonerne hamres ud, og så det mest inderlige foredrag af teksten ”Som hjorten skriger efter rindende vand”.

Siden følger lyriske passager, der har karakter af en andagt, når den længselsfulde troende nærmer sig guddommen. Tvivl og håb står stejlt overfor hinanden, inden Guds eksistens åbenbares i en stor dramatisk musik foldet ud i en fortællende form, hvor klaver og vokalsolist indgår i en bølgende dialog.