Perhaps Thus the End

Tilværelsens uendelige sløjfer

Af Andrew Mellor

Rune Glerup overfører de kategorier, der normalt anvendes af billedkunstnere og skulptører, til den disciplin at komponere noteret og elektroakustisk musik. Han interesserer sig for lyd skabt som en næsten fysisk struktur – i materiale renset for beskrivende eller dynamiske egenskaber og i stedet afhængigt af sin egne konkrete og konstante egenskaber og af den mængde vibration, resonans, tiltrækning eller ubehag, der kan uddrages af disse egenskaber i sammenhæng med et andet lige så klart defineret materiale.

Som enkeltelementer i et hængende mobile indgår de statiske ingredienser i Glerups partiturer i den samme grundlæggende struktur, også selvom de præsenteres på en måde, der gør det muligt for strukturen at blive hørt eller ‘set’ fra forskellige perspektiver eller aktiveret i forskellige sammenhænge. Dermed bidrager de også til en mere omfattende proces – i hænderne på de udøvende og det rum, de spiller i – hvor bestanddelene etablerer deres egen ekspressive og akustiske ligevægt.

Trangen til at høre de samme lyde på forskellig vis førte til at begynde med Glerup fra hjemlandet Danmark til det europæiske kontinent, hvor han fordybede sig i kunstverdenen i Berlin og Paris. Efter at være vendt hjem videreuddannede han sig i solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med Niels Rosing-Schow, Bent Sørensen og Hans Peter Stubbe Teglbjærg som lærere (i dag underviser Glerup også selv på konservatoriet). Han fortsatte sine studier i Paris ved det af Pierre Boulez grundlagte forskningscenter IRCAM (Institut de recherche et coordination acoustique/musique) for elektroakustisk musik.

Rune Glerup © Caroline Bittencourt

På et tidligt tidspunkt begyndte et centralt element i Glerups værker at etablere sig, nemlig tanken om musikalske “objekter”. Den blev første gang udforsket i værket objets/décalages (2008, Dacapo Records 8.226578), hvor blokke af lyd bliver mere distinkte og adskilte alt afhængigt af tematisk karakter, instrumentalklang og rumlig placering. Komponisten blev hurtigt overbevist om, at jo mere hans objekter kom til at definere deres eget rum, desto mere frugtbare og intense forhold kunne der opstå mellem dem. I den efterfølgende værkrække med titlen dust encapsulated (8.226578) overvejede Glerup mulighederne for at indlejre sådanne mikroforhold i en mere omfattende makrostruktur. Han har senere skrevet en klaverkoncert til Ensemble intercontemporain, en violinkoncert til Isabelle Faust og en klavertrio til Trio con Brio Copenhagen.

Perhaps Thus the End (2017)
I begyndelsen af sin karriere skrev Glerup en strygekvartet, som, på trods af hverken at have været opført eller bare udgivet, hjalp komponisten til at udvikle bestemte teoretiske principper, han den dag i dag stadig holder fast i. Værkets efterfølger i genren, Glerups strygekvartet nr. 2, og hans værk nummer 19, blev bestilt af Quatour Diotima og Westdeutscher Rundfunk med støtte fra Statens Kunstfond i Danmark. Den blev uropført af Quatour Diotima ved Musikprotokoll-festivalen i Graz i oktober 2017.

Partituret består af syv sammenhængende satser med hver sin titel, hvoraf den første også er titlen på hele værket, Perhaps Thus the End. Samuel Becketts (1906-89) ånd præger sætningen – forfatterens optagethed af tilværelsen, betydning, tidens gang og altings ophør. Beckett er blevet en afgørende inspirationskilde for Glerup, og denne detalje deler komponisten med en anden stor skikkelse i dansk musikliv, der tillige var en tidlig beundrer af hans værker, Pelle Gudmundsen-Holmgreen (1932‑2016). Man kan også finde paralleller mellem de to komponisters konkrete musik, der er fælles om en animalsk, nervøs energi og en tendens til at stille væsensforskellige idéer og materialer tæt op ad hinanden for på den måde at skabe aktiverede og uventede musikalske biprodukter.

“Hvad angår inspiration til stykket,” skriver Glerup i forordet til Perhaps Thus the End , “står jeg i stor gæld til Samuel Beckett, men også til at gå tur i parken, læse nyheder, drikke øl i en røgfyldt bar, cykle alene i bakkerne i timevis, manglende evne til at forstå afslutningerne, begyndelserne, gentagelserne, begyndelserne og afslutningerne her i verden.”

I begyndelsen af værkets åbningssats med titlen “Perhaps Thus the End”, der er angivet “leggiero, sotto voce”, udvikler der sig et springende, skulpturelt motiv af værkets indledende unisono, som alle fire musikere er fælles om. Anden sats, “Now to Press on Regardless”, er angivet “agitato, assurdo” og spækket med sindrige rokokogestus, heriblandt knasetoner og glissandi til at symbolisere en forbigående eksistentiel krise og det absurde i at fortsætte, når noget er afsluttet.

Tredje sats, “From Deep Within”, er angivet “poco espressivo, leggiero”. Det kan meget vel være det klareste eksempel på Glerups forestilling om konkrete musikalske objekter, der eksisterer samtidigt, men uafhængigt af hinanden, efterhånden som de frodige strukturer fra før nu bliver luftet igennem; adskilt af udholdte akkorder som for at ligne statuer stillet op på afstand af hinanden i et galleri. Fjerde sats, “The Dark of Night or Day”, er en statisk nocturne angivet “tranquillo” forud for femte sats, “The Then Fleeting Dark of Night”, som åbner med en så arkaisk form som en fuga og dermed direkte mimer nattemørkets “flugt”. Sjette sats, “The Strokes and Cries as Before”, lader os vende tilbage til materialet og stemningen i anden sats, nu blot i en mere komprimeret udgave, før værket strammer til mod slutningen med den syvende sats, “The End, Again and Again”, en forlænget udgave af åbningen på værket.


Klarinetkvintet, Still Leaning Towards This Machine (2015)
Glerups klarinetkvintet blev uropført 14. marts 2015 i Orléans af Quatour Diotima og klarinettisten Alain Billard. Tre måneder efter opførte de samme musikere stykket på IRCAM, der havde bestilt det, som en del af institutionens Manifeste-festival. Stykket, hans værk nummer 16, er loyalt over for Glerups egne principper om musikalske objekter, men strejfer også en vis grad af musikalske udviklinger, komponister og inspirationskilder, der lige fra begyndelsen har været med til at præge hans musik.

En af disse er et citat hentet fra Boulez’ klaversonate nr. 2 som en slags hommage til den nyskabende musik i 1950’erne og 1960’erne, men der er også referencer til Beethoven, Stravinsky, Lachenmann og komponisterne af de måske mest berømte klarinetkvintetter i musikhistorien: Mozart og Brahms. Værkets titel er en parafrase over et citat af den realistiske digter Charles Bukowski (1920‑94) – i særdeleshed den linje i digtet Congrats, Chinaski , som lyder: “Jeg er her stadig og læner mig ind mod maskinen.” Selve digtet fremmaner et billede af digteren i færd med at tilberede en alkoholdrivende fødselsdagsfest for sig selv (Chinaski er hans alter ego).

Blandt andre inspirationskilder finder man den slovenske filosof Mladen Dolar (f. 1951) (“for hans kompromisløse overvejelser om stemmen”) og endnu en gang den centrale litterære formidler af det dystre og tragikomiske, Beckett (“for det absurde og for den uophørlige og gribende vokale malstrøm”). Det er dog ikke, skriver Glerup, hensigten med de pågældende elementer at skabe en “collage”. I stedet kommer de til at indgå i et formelt stærkt stykke med velafvejede og raffinerede gestus og med en energi, der på trods af den fortsatte separation af de involverede dele antyder en samlende impuls.

I de tre satser er der også indflettet elektroniske elementer, der ved hjælp af omformere på instrumenterne bliver reduceret til diskret kammermusikalsk skala i den forstand, at de elektroniske elementer, vi rent faktisk hører, efter alt at dømme opererer inden for de samme akustiske rammer som instrumenterne. Den første sats er fyldt til bristepunktet med spænding fra de kombinerede elementer; teksturen forbliver konstant, men ligesom det omtalte hængende mobile kaster den lyset forskelligt tilbage. Anden sats er mere spinkel og langsom med mindelser om et åndedræt. Den tredje vender tilbage til det høje tempo, men hvor en cirkulær mikrobevægelse blot skaber en fornemmelse af makrostabilitet, en liggetone trækker musikken ud af dens febrilske tilstand, men på intet tidspunkt bliver et enkeltelement i samtalen tvunget til at ofre sin integritet som materiale.
 

Andrew Mellor er forfatter til The Northern Silence – Journeys in Nordic Music and Culture (Yale University Press, 2022).