EMP 6

Og alle havfruerne begyndte at synge

Af Jonas Olesen

Den lille havfrue (1955-1959) er en radioversion af H.C. Andersens berømte eventyr fra 1837, skabt til "skoleradioen" i Danmarks Radio med lyd og musik af Else Marie Pade og oplæst af skuespilleren Ellen Gottschalch (1994-1981). Eventyret, som følger den lille havfrue, der ofrer hele sit liv for den smukke prins, er en tragisk fortælling om lidelse og ekstrem selvopofrelse. For prinsen vælger en anden, og havfruen ender sine dage som skum på havet.

Pades lydside til eventyret består både af semikonventionelle lydeffekter og stemningsbærende musik, og fremstår ekstremt detaljeret og gennemarbejdet. Arbejdet med lydsiden førte Pade sammen med Danmarks Radio-teknikeren, toneingeniøren Holger Lauridsen (1920-1957), der blev et møde af stor betydning for Pade. Pade var i gang med at skabe lydeffekter til produktionen, men løb ind i udfordringer med at skabe en lydlig illustration af havfruens sang.

Hun blev henvist til Lauridsen og erindrede senere, at "han lyttede tålmodigt til min forklaring og spurgte, hvordan jeg præcist havde forestillet mig, at en havfrue lød. Jeg svarede, at min havfrue lød som en mellemting mellem operasangerinden Elisabeth Schwarzkopf og en savklinge. "Javel, ja," svarede han bare og gik hen til et monstrum af en maskine og drejede og stillede ind og gjorde ved. Så tændte han for den, og vil du tænke dig: Alle havfruerne begyndte at synge. Ud i hele lokalet sang de! Jeg var helt paf. "Hvad er det?!" spurgte jeg ham. "Det er elektronisk musik," svarede han."

I mødet med Lauridsen blev Pades praksis beriget af en ny teknisk professionalisme og et nyt klangligt materiale, udover det konkretmusikalske: det elektroniske. Lauridsen og Pade blev også venner privat – Pade har senere beskrevet ham som "sin åndelige og tekniske vejleder".

Under arbejdet med Den lille havfrue begyndte Lauridsen, Pade og teknikeren Villy Bak, der også var medskabende til lydsiden, at føre en såkaldt 'teknisk journal', der tager os helt ind maskinrummet af produktionen, hvor vi kan følge deres eksperimenter i detaljer.

Den 13. april (ukendt år) er eksempelvis indført notater som: "Den lille havfrue. Tonegenerator 261 Hz. Modulationsfrekvens 8 Hz. + 125 x 0.2 ... Tonegenerator 1 volt, indgangspotentiometer 14 dB, venstre indføringsforstærker ..."

Og senere, den 4. maj (ukendt år):

"Den lille havfrue. Akkorderne. Prøver kombination af ringmodulation, vibrato, klangmaskine. Nærmer os målet. 261, 300, 400 og 500 Hz. prøves. Deraf er 400 Hz. bedst."

Side 5 i den 'tekniske journal' til Den lille havfrue © Dacapo Records

Som det fremgår, er der tale om, at Pade og teknikerne arbejder systematisk og forsøger at fastholde deres resultater, så de kan eftergøres og forbedres. Her er tale om virkelig grundforskning i det elektroniske apparatur, der var tilgængeligt på Danmarks Radio på daværende tidspunkt, og som primært bestod af elektroakustisk måleudstyr. Pade og Lauridsens fælles interesse for den konkrete og elektroniske musik medførte, at de tog initiativ til at danne en uformel studiekreds for alle interesserede i Danmarks Radio. Ved en medlemsaften i Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT) i 1957 holdt Lauridsen således foredrag om "berøringspunkter mellem musik og teknik", og Pade demonstrerede sine første resultater fra "arbejdet i ingeniør Lauritzens (sic) lydlaboratorium".

Nogle år senere opnåede de tilladelse fra Danmarks Radio til at holde en serie offentlige orienteringsaftener i Radiohuset, men før den første aften døde Holger Lauridsen ulykkeligvis af en hjerteinfektion nytårsaften 1957 som kun 37-årig.

Den lille havfrue er første gang, hvor Pade fusionerer behandlede reallyde og elektroniske elementer på en måde, der peger frem mod hendes senere rent musikalske værker. Ved en overfladisk lytning kan lydsiden henføres til kategorierne lydeffekter og stemningsmusik, mens en mere koncentreret lytning afslører et helt lydunivers af brusende støj og detaljerede sinustoneakkorder.

Musikken er aldrig banalt illustrerende, og lydeffekterne er aldrig konkrete, men gjort abstrakte, så der opstår en flydende grænse mellem musik og lyd. I eventyrets handling høres for eksempel kirkeklokker, og den illustrerende lydeffekt hertil er nok klokkeklange, men de er elektronisk behandlet, så de får en ubestemmelig karakter. Denne metode virker meget gennemtænkt, da der jo netop er tale om et eventyr, en fiktion, hvor lydsiden forventeligt også må have et fiktivt og magisk skær.

Som lytter ærgrer man sig dog uvægerligt over to ting: dels at fortællestemmen, skuespilleren Ellen Gottschalch, er mixet meget højt i lydbilledet, og dels at en udgave uden oplæsning ikke har kunnet lokaliseres. For under oplæsningen gemmer der sig nemlig et vellykket og opfindsomt værk, der sagtens kunne stå alene som en ren musikalsk illustration af eventyret.

At også andre i samtiden kunne høre værkets æstetiske kvaliteter, kan blandt andet ses af det faktum, at Pades store inspirationskilde Pierre Schaeffer – grundlæggeren af musique concrète – afspillede en fransksproget udgave af Den lille havfrue i fransk radio som demonstration af "danske forsøg med eksperimentalmusik".

Noter
Den lille havfrue. Underlægningsmusik til recitation, konkret og elektronisk musik. Eventyr af H.C. Andersen (1837).

Værket eksisterer også i en engelsk udgave (The Little Mermaid, udgivet under katalognummeret DAC-DA2022) og en fransk udgave (La petite sirène). Det har ikke været muligt at lokalisere den fransksprogede udgave. Den engelsksprogede version er oplæst af en unavngiven oplæser.

Da værket findes i en både dansk, fransk og engelsk version må man formode, at Danmarks Radio har påtænkt udsendelse gennem udenlandske radiostationer, men udover udsendelsen i fransk radio har det ikke været muligt at finde yderligere oplysninger om dette.