Hidden Letters

Hænder på sten

Af Tim Rutherford-Johnson

En kontrabas, en stemme alternerende mellem sit naturlige register og falset samt forskellige percussioninstrumenter af træ og metal ville næppe være det oplagte valg for ret mange komponister, når det gjaldt om at sætte sanselig kærlighedslyrik i musik. Det er imidlertid netop en sådan underminering af lytterens forventninger, som Tan Tuan Hao – uden så meget som et sekund at fornægte sanselighedens eksistens eller udtryk – stræber efter at opnå i Vit turka hendur à steini (”Vi tørrer hænder på sten”) (2021) til tekst af kunstneren og dragperformeren Dennis Agerblad, som er født i Danmark, men opvokset på Færøerne. Tan benytter tekster, der er skrevet og offentliggjort som popsange, før Agerblad sprang ud offentligt. De er bemærkelsesværdigt smukke: blide og erotiske, men også formuleret i et sprog, der er hærdet af færøsk geologi og klima. De fortæller om svømmende kroppe i kold brænding, om at have hårde sten som puder og om blandingen af salt og regn.

For Tan var det overraskende ved digtene imidlertid Agerblads åbenlyse kærlighed til det landskab, han er vokset op i, også selv om det ikke umiddelbart synes at harmonere med hans senere liv og karriere. Tan alluderer til landskabet ved hjælp af percussioninstrumenter af træ og metal – jordnære materialer med kort genklang til at minde os om øernes basaltklipper. Kontrabassen, som udgør triobesætningens sidste medlem, tilfører desuden en dimension af uhåndterlig intimitet. Selv om den er lyrisk nærværende på samme måde, som for eksempel en bratsch eller en cello kunne være i en mere konventionel besætning, forvandler dens størrelse i sig selv karakteren af klagesang til en let akavet og netop derfor også mere mærkbar kamp. Selv til sidst i værket, hvor det meste af bassens musik spilles som overtoner, kan man fornemme instrumentets tyngde, nærmest som var det tøj på en tørresnor.
 

Tan Tuan Hao under indspilningen af albummet © Jesper Egelund

Alle tre værker på denne indspilning tematiserer sanselighed og begær i uventede sammenhænge og på tværs af etablerede (kønsbaserede) normer. Pour un maître que j’aime er baseret på en historie om Frederik den Store, konge af Preussen fra 1740 til 1786. Som ung mand var Friedrich (som han egentlig hed) mere interesseret i kunst og filosofi end sin krigeriske far Frederik 1., kendt som ”Soldaterkongen”. Som teenager var Friedrich nær ven med den preussiske officer Hanns Hermann von Katte, som han muligvis også havde et kærlighedsforhold til. De to mænd forsøgte at flygte fra Prøjsen til England, men da Friedrichs far fik nys om deres planer, fik han dem begge arresteret og (da de var soldater) retsforfulgt for forræderi. Hvor Friedrichs liv blev skånet, gjorde Kattes ikke, og Friedrich blev tvunget til at overvære henrettelsen af ham.

For Tan bestod det tillokkende ved historien i, at den er gengivet i Friedrichs storesøster Wilhelmines dagbog (og i breve, hun kopierede i den). Det er således et sjældent eksempel på historiske begivenheder gengivet fra et kvindeligt i stedet for fra et mandligt perspektiv. Tan karakteriserer alle tre personers stemmer gennem forskellige registre og får dermed sit værk til at fremstå som en form for miniopera, men vender samtidig op og ned på kønsforventningerne ved at give Wilhelmine den lavest liggende stemme.

Andre elementer antyder den dramatiske sammenhæng: regelrette figurer for lilletromme og lys klarinet i begyndelsen fremmaner det militærfængsel, som Friedrich og Katte sidder fanget i, og det konverserende kontrapunkt i mellemspillene antyder de tre figurers private samtaler. Men overordnet bliver de afgørende øjeblikke i historien fortalt på anden eller tredjehånd: Friedrichs forbøn for Kattes liv, Kattes resignation over at skulle dø for ”en herre som han elsker”, og selve henrettelsen. Gennem en tilsvarende abstraktionsbevægelse strukturer Tan sit værk omkring en baroksuite af dansesatser, der var populære på Friedrichs tid. Selv om dansenes navne (allemande, loure, courante, pavane) er bevaret i partituret, og der hist og her forekommer genklange af dem (i særdeleshed i de dobbeltpunkterede rytmer i fransk ouverture-stil helt tidligt i værket), er de musikalske forbilleder blevet forandret i et omfang, så de kun er flygtigt genkendelige. I stedet skaber de en fjern og fremmedgjort ramme omkring Wilhelmines dagbogsoptegnelser. Historien om Friedrich og Katte er muligvis apokryf, men ikke desto mindre en stærk fortælling om kærlighed og tab. Alligevel er den kun indirekte tilgængelig gennem iagttagelser og forestillinger, sådan som de bliver indfanget i den bevidst tøvende kropslighed i Tans musik.

Vi kan heller ikke med sikkerhed vide noget om forholdet mellem Wilfred Owen og Siegfried Sassoon, de to største engelske digtere under Første Verdenskrig. Owen nærede i hvert fald stor respekt for Sassoon, ligesom Sassoon introducerede Owen til avancerede – og homoseksuelle – litterære kredse. Tan lader i And Therefore With You (2021) glimt af deres historie komme til syne ved hjælp af uddrag fra Owens breve og digtet ”With an Identity Disc” [”Med identifikationsmærke”]. Igen sætter den forpligtende sammenhæng (i dette tilfælde skyttegravene ved vestfronten) den udadvendte sanselighed i Owens ord i skarpt relief. På trods af baggrunden er Tans duet for basklarinet og baryton imidlertid også det blideste af de tre værker på indspilningen. (”I sit alone at last, and therefore with you, my dear Siegfried”, som Owen så rammende formulerer det). Klarinettens tilstedeværelse antyder – svagt – et marchorkester, men reelt er krigen meget langt væk. Barytonens basklarinetpartner er en anelse mere bevægelig end kontrabassen i Vit turka, og fraværet af percussion er med til at gøre musikken mindre kantet. Resultatet er imidlertid en forstærket følelse af isolation. Kun i glimt får vi antydet en sanselig eksistens under nogle omstændigheder, der er utilbøjelige til overhovedet at tillade den.
 

Tim Rutherford-Johnson er skribent inden for ny musik. Han er forfatter til den roste bog om musik siden 1989, Music after the Fall (University of California Press),The Music of Liza Lim(Wildbird), samt medforfatter afTwentieth-Century Music in the West (Cambridge University Press).