Chamber Concertos

I konstant bevægelse

Af Andrew Mellor

Anders Koppel tilhører Danmarks mest prominente og vidtspændende musikerfamilie. Hans far, den fremtrædende pianist og komponist Herman D. Koppel (1908-88), var professor i komposition ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. To af Hermans fire børn – Anders og Thomas – grundlagde i 1967 den psykedeliske rockgruppe The Savage Rose, der skulle blive et af de mest populære danske bands. Det eksisterer den dag i dag, nu med den yngste generation af familien Koppel repræsenteret blandt medlemmerne.

Anders Koppel har nydt godt af et grænseløst musiksyn. Han er uddannet på klaver og klarinet og deltog i opførelser af sin fars værker, samtidig med at han dyrkede sin lidenskab til jazz, rock og ikkevestlig musik. I 1974 forlod han Savage Rose for at hellige sig andre interesser såsom verdensmusiktrioen Bazaar og kompositionsmusikken. I mange år arbejdede Koppel med musik til film, tv, teater og dans. Fra 1990’erne og frem var han særlig tæt knyttet til det nuværende Dansk Danseteater, en tilsyneladende perfekt ramme for hans rytmiske fornemmelse.

Oprindelig var Koppels koncertmusik påvirket af avantgarderevolutionen i 1960’erne, men bevægede sig senere over i retning af hans fars klare neoklassicisme, blot på mere udadvendt og rummelig vis. Siden årtusindskiftet har hans værker ofte været inspireret af og hyldester til forskellige traditioner og stilarter – i særdeleshed amerikansk musik – og konstant udmærket sig ved legesyge, spontanitet og alsidige egenskaber. “Jeg vil oprigtig talt gerne have min musik til at tale så ligefremt som muligt,” har han engang sagt, “… nogle gange har den behov for at være kompliceret, og så er det bare sådan, men der er ingen grund til at gøre den mere kompliceret end nødvendigt. Jeg vil have min musik til at tale til publikum”.

Koppels foreløbig 36 koncerter (hvoraf to i skrivende stund er under udarbejdelse) vidner om hans musiks strukturelle styrke, evne til at kommunikere og respekt for musikere og lyttere. Koppel føler sjældent trang til at skrive “imod” et instrument eller opfinde lyde, det aldrig før har frembragt. Han ser snarere et soloinstrument som formidler af udstråling og en måde at bygge bro mellem scenen og tilhørerne på. Koncertformen, siger han, gør det muligt at “udveksle energier på en måde, som tilhørerne umiddelbart kan forholde sig til”. Samtidig gør soloinstrumenter det muligt for Koppel at udnytte sit karakteristiske syn på melodien som et musikalsk element med mulighed for at udfolde stor følelsesmæssig dybde.

På trods af koncerternes typisk traditionelle hurtig-langsom-hurtig-form afspejler de også Koppels vidtspændende klanglige interesser. Blandt hans mange koncertante værker finder man koncerter for slagtøj (2001), tuba (2003, skrammel (2007), alufon (2004) samt to for henholdsvis akkordeon (2009 og 2016) og saxofon (1992 og 2003) samt fire for marimba (1995, 2000, 2002/03 og 2006). Hertil kommer adskillige dobbelt- og triplekoncerter, hvoraf mange omfatter saxofon og er skrevet til hans søn, saxofonisten Benjamin Koppel. Heriblandt triplekoncerter for altsaxofon, cello og harpe (2009) og saxofon, klaver og orkester (2006).

Randers Kammerorkester © PR

Concertino for to guitarer og kammerensemble

I 2004 færdiggjorde Koppel med udgangspunkt i materiale fra det tidligere værk Fire stykker for guitarduo (1998) en forfinet “concertino” for to guitarer og ensemble til Scandinavian Guitar Duo, bestående af Per Pålsson og Jesper Sivebæk, og Randers Kammerorkester. Ensemblebesætningen omfatter strygere, træblæsere uden obo, horn og en omfattende slagtøjsgruppe med blandt andet woodblocks, tempelklokker, rytmeæg, maracas, klokkespil og rørklokker.

Koncerten kombinerer latinamerikanske rytmer med et køligt nordisk gemyt, så slagtøjsinstrumenterne kommer til god nytte. Efter at være åbnet med en form for påkaldelse af tusmørket glider første sats over i en karakteristisk todelt brasiliansk “choro”-danserytme, samtidig med at musikken bevarer Koppels karakteristiske fremadrettede energi og tematiske malstrøm. Musikken tænker i nuet, alt imens den bevæger sig igennem flygtige tonaliteter og de to solisters hvirvlende antifoniske samtale. Ingen selv nok så dramatiske indbrud viser sig dog i stand til for alvor at slå musikken ud af kurs.

Den lakoniske Andante sostenuto begynder med et lusket rytmeæg som grundlag, men udvikler sig snart i mere arkadisk retning takket være fløjteglissader, der kunne være hentet i et partitur af Debussy. Imens sørger et solohorn for at holde stemningen passende sløv, indtil et stort ritardando får satsen til at falde helt i søvn. Da Allegro con brio har fundet sig til rette i en tango, opstår de første alvorlige spændinger i koncerten. Musikken skruer sig op gennem forførende akkordskridt – hvilket kun gøres endnu mere skarpere af den gennemsigtige orkestersats – gennem en række korte soloer for de to guitarer. En næsten krigerisk stemning synes at udvikle sig mellem solister og ensembler, hvoraf sidstnævnte lokker guitarerne ud i en regulær kadence, før musikken kommer trygt i havn i maracas-rytmen.
 

Andorinha

Andorinha (“Svalen”) – Koppels koncert for fløjte og kammerensemble, der blev uropført på Ulstrup Slot i maj 2014 – er en bestilling fra fløjtenisten Rune Most og Randers Kammerorkester til en turné i Brasilien. Passende nok afslører musikken næsten med det samme komponistens kærlighed til sydamerikansk musik gennem en smittende kombination af synkoperede rytmer og glidende natlige melodier, der begge bidrager til en uimodståelig følelse af fremadrettet bevægelse.

“Svalen” i titlen gør sig bemærket med detaljerede, kredsende fløjtefigurationer, der stammer lige så ofte, som de ubesværet ændrer sig. På vittig vis spalter instrumentgrupperne sig med flygtige, enten parallelle eller modsatrettede skalaer. Det føles som væsener, der klatrer opad eller glider nedad – begge dele med ganske små bevægelser. I kadencen i første sats prøver solofløjten oprigtigt at gå på vingerne, nærmest som om dens alter ego, svalen, kun lige er begyndt at lære at flyve. Senere optræder der også en ganske svag antydning af H.C. Andersens mekaniske nattergal.

Et hornsignal i åbne kvinter indvarsler Largo-satsen og bliver omgående besvaret af solisterne. Satsen vækker mindelser om den arkadiske stemning i midtersatsen fra den 10 år ældre concertino, men her er den bluesprægede fløjtestemme endnu mere tilbøjelig til at døse hen. I en lille kadence formår den kun at opbyde tre versioner af den samme grundlæggende frase – en lille drejning med opadgående afslutning.

Der er noget tegnefilmsagtigt over Andantino-satsen, hvor den nu fuldt flyvefærdige svale går på vingerne i og rundt om orkestret, mens den jager og driller det. Koppels klare og vittige musik – så detaljeret som nødvendigt, men så heller ikke mere – kan minde om Poulencs og Stravinskys neoklassiske frækhed. I finalen kommer rytmiske tricks i forgrunden, men bliver punkteret af svulmende strygerlyrik. I de sidste takter siver energien ud af musikken, der går ned i kravletempo. Den formår kun lige akkurat at komme over målstregen.
 

Harpo

Koppel skrev sin koncert for harpe og kammerensemble, Harpo, i efteråret 2021. Det er en bestilling fra Randers Kammerorkester og den danske harpenist Tine Rehling – tidligere soloharpenist i Aalborg Symfoniorkester. Hendes mangeårige samarbejde med komponisten har været en af inspirationskilderne til værket, om end ikke den eneste.

“En af mine tidlige inspirationskilder var også Harpo Marx fra Marx Brothers,” skriver komponisten i partituret, “for som stum taler Harpo kun gennem musik og bevægelse. Hans harpespil er fortrinligt, og hans musikalske fraseringer elegante. Hans energi er ukonventionel, og hans udstråling poetisk. Det bidrog alt sammen til den atmosfære, jeg komponerede Harpo i.” (Marx’ kunstnernavn udsprang af at være selvlært på instrumentet).

Der er noget transatlantisk over koncerten, der benytter harmoniske og rytmiske figurer, man kender fra amerikansk minimalisme (uanset at rytmerne også ved denne lejlighed synkoperes af latinamerikanske danse) og en tonal udvikling med sideblikke til Philip Glass. Den indledende Andante energico er kendetegnet ved en glitrende bevægelighed, som kun abrupte, tøvende pauser forhindrer i at være konstant. Koppel nyder harpens evne til dulmende harmonier og genspejler dem samtidig i orkestret. Hvor instrumentet normalt forbindes med noget engleagtigt, tilfører han det en fornemmelse af drillesyge.

Den anden sats er en vuggende Largo krydret med blide dissonanser fra en lyrisk hornstemme. Musikken kommer til at ligne en stumfilm, hvor fagterne fra ensemblet ude i siden lige så godt kan være fra et impressionistisk orkesterpartitur som fra et swingband. Efter en magisk, luftig solokadence falder musikken til ro i en række lokkende udåndinger. I den korte Allegro con brio etableres endnu et gentagelsesmønster, men denne gang mere rytmisk, først i strygerne og derefter hurtigt overtaget af blæserne. Musikken bliver hastigt mere og mere koncentreret, indtil kun den dominerende soloharpe på en baggrund af hviskende fløjte, fagot og dybe strygere er tilbage.
 

Andrew Mellor er forfatter til The Northern Silence – Journeys in Nordic Music and Culture (Yale University Press).