Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Rune Glerup

composer
1981
Rune Glerup © Caroline Bittencourt

Rune Glerup er en dansk komponist, der arbejder med instrumental, elektro-akustisk og elektronisk musik. Han er især blevet kendt for en nærmest skulpturel tilgang til komposition, hvor han fokuserer på skønheden i selve det musikalske materiale frem for at bruge musik som et metaforisk sprog. For at opnå dette arbejder han med idéen om musikalske fænomener opfattet som statiske elementer, sommetider omtalt som 'musikalske objekter', der hierarkisk udgør hele kompositioner fra det laveste til det højeste niveau: strukturen af en lyd, en gentaget frase der ikke ændrer sig, en sektion der forbliver konstant og ikke gradvist transformerer sig til noget andet. Resultatet er ofte en meget energisk musikalsk situation, som dog synes at forblive fast forankret.

Rune Glerup debuterede fra solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København i 2010, efterfulgt af to års studier ved IRCAM (Institut de Recherche et Coordination Acoustique/Musique) i Paris. Han har modtaget Bisballe-prisen, Léonie Sonnings Talentpris, arbejdslegater og det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Rune Glerup har været kunstnerisk leder af KLANG - Copenhagen Avantgarde Festival (2012-16), kunstnerisk rådgiver for Athelas Sinfonietta (2012-14), optræder ofte som medlem af forskellige udvalg og juryer, og er i øjeblikket medlem af musikudvalget i Statens Kunstfond (2019-23). Han underviser i øjeblikket i komposition og orkesterinstrumentation på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.