Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Kasper Rofelt

composer
1982
© Caroline Bittencourt

Kasper Rofelts første offentliggjorte værk er Distruzione una sinfonia, som han færdiggjorde i en alder af 22 år, men musikken har fulgt ham længe før. Allerede inden han blev sproglig student fra N. Zahles Gymnasium i 2001, hvor han fik uropført en del af sine ungdomsværker, studerede han musik hos en række musikpersonligheder. Dette gælder blandt andre Karsten Fundal (komposition, teori), Jørn Jørkov (direktion) og Søren Gleerup (orgel).

Værkerne fra denne tid er stilistisk søgende og hører ikke til blandt de værker, han selv betragter som en del af sit autoriserede værkkorpus, selvom de indeholder en del af karakteristiske træk, som senere kom til blive hans musikalske fingeraftryk. Dette gælder blandt andet tankegangen omkring associativ tonalitet og den melodiske tænkemåde.

Efter gymnasiet uddannede han sig i komposition og musikteori på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos bl.a. Bent Sørensen og Niels Rosing-Schow som i hovedfagslærere. Desuden også studier hos Per Nørgård fra 2006- 2010 ved siden af konservatoriet.

Denne periode blev yderst produktiv og han skrev en stor mængde værker for mange forskellige typer af instrumentbesætninger og i mange genrer. Blandt hovedværker fra denne periode bør nævnes accordeon-koncerten Shadow Phases (2007/2009), Lysfald (2008) for accordion og cello, Saxophone Concerto in Four Miniatures (2009) for saxofon og kammerensemble og Symfoni nr. 1 (2009-2010) for stort symfoniorkester.

En lange række soloværker fra samme periode vidner om hans måde at udnytte de instrumenttekniske muligheder på, mens de på samme tid er typiske for hans stil og er således vigtige at få nævnt: Das Diaphorische (2006) for traversfløjte, Circulaire 1 (2006) og Shadow Pieces (2007) for accordeon, Études pour le piano (2008- ), Sérénade pour Ionesco (2009) for harpe, Nebulous Toccata (2009) for guitar, Epanalepsis (2009) for orgel og Entourage (2010) for blokfløjte.

Han har selv nævnt, at klang og teknisk er så vigtige aspekter for hans måde at forme musikken på, at de i langt de fleste tilfælde ikke kan adskilles fra værket. Tager man et værk som fx Nebulous Toccata for guitar, er guitarens natur (klang, instrumentteknik og udtryk f.eks.) tænkt så meget ind i værket, at det ikke giver mening at transkribere dette værk for andre instrumenter, da en transkription vil ødelægge dets grundlæggende idé og særegne udtryk.

Enkelte værker findes dog i flere versioner, men så er det enten, fordi de er omarbejdet med særligt henblik på idiomatikken i nye instrumentbesætning. Dette gælder f.eks. Nightsong (oprindeligt for klaver), der findes i en mængde forskellige versioner, som alle tager udgangspunkt i de implicerede instrumenters specielle tekniske og klanglige muligheder. Dette medfører, at musikken kun kan udføres på de givne instrumenter. Eller også er det, fordi den transkriberede musik er baseret så meget på tonehøjder snarere end klang og instrumentteknik, at en transkription ikke vil ændre afgørende på grundidéen. Dette er dog i langt de fleste tilfælde undtagelsen.

randomness