Josefine Opsahl

Josefine Opsahl er en bemærkelsesværdig cellist, komponist og kunstner, der forbinder musik, kunst, performance og rum i sine værker og bruger sin klassiske musikuddannelse, sin viden om dens historie, sin opfattelse af kunst og eksistens til at danne nye udtryksformer. Med en befriende åbenhed over for klang, genrer og brug af elektronik udfolder hun sine værker i krydsfeltet mellem tradition og fornyelse, ekspertise og intuition, partituret og det improviserede i en søgen efter at udtrykke og præge den retning, som kunsten, samfundet og vi selv lever og navigerer ud fra. Hendes musikalske færdigheder, kreative evner og kvaliteter som cellist har etableret Opsahl og hendes projekter på den internationale scene.
Hun udtrykker sig som en bevidst, nutidig komponist i dialog med sin samtid ved at komponere, kuratere og improvisere ligeligt, og gennem samarbejder med andre kunstnere, kuratorer, festivaler og rum udvider hun sine musikalske verdener, frigjort af genrebegrænsninger. Det har resulteret i bestillinger fra museer, gallerier, festivaler og til begivenheder som H.M. Dronningens statsbesøg i Buenos Aires og Berlin, på Festival Música Estranha, DEIÀ International Music Festival, Intonal Festival, Statens Museum for Kunst, Golden Days Festival, Thorvaldsens Museum og Utzon Center. Opsahl’s værker er blevet opført i hele Europa, i Kina, Brasilien og Argentina, og hendes albumudgivelser har modtaget flotte anmeldelser og priser, senest ‘Round Glass Music Award’ og ‘P2 Lytterprisen’. Josefine Opsahl har givet masterclasses og talks i Shanghai, på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Kunstakademiet samt Københavns Universitet. Hun er uddannet indenfor klassisk og moderne cellospil på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Northwestern University i USA og som solist med speciale i Contemporary Creative Art fra Syddansk Musikkonservatorium.