PLASTIKUNGDOM
En koreograferet opera, kalder Thomas Agerfeldt Olesen (f. 1969) rettelig sit andet musikdramatiske værk (skrevet til Den Jyske Opera), der blev nomineret til en Reumertpris i 2014. Vi kender mange eksempler på danseindslag i operaer, men hvor sangerne som i "The Picture of Dorian Grey" er forvist offstage hele værket, det er et nyere påfund - og et ikke helt uproblematisk et. Men alligevel så i netop i denne historie om at være besat af evig ungdom og ydre skønhed viser det reducerede nærvær, som de stumme dansere byder på, efterhånden at være i pagt med Dorians overfladiskhed.
Værket bygger på Oscar Wildes roman af samme navn om en ung mand, der bliver så forelsket i sit malede selvportræt, at han faustisk lover sin sjæl i bytte, hvis maleriet i stedet for han selv ældes. Som årene går, korrumperes han og bliver i stigende grad kold overfor alle, han kaster sig ud i et tilfældigt sexorgie, og kæresten begår selvmord af sorg.
I den første halve times tid fik jeg alt for mange indtryk. Det er for meget at forholde sig til, at de agerende på scenen danser, men ikke bevæger læberne, og så kameraskift til sangere offstage, foruden en lidt forvirrende introduktion til figurerne (hvordan kommer Lord Henry ind i billedet?). Og i det hele taget øge dansernes stiliserede bevægelser fremmedgørelsen - jeg føler ikke med dem.
Dorian synges af en kontratenor (Andrew Radley), mefistokarakteren Lord Henry af en bas (Jonathan Best), kæresten Sybil Vane af en popsangerinde (Jenny Thiele) og så videre. Holdet gør det glimrende hver især, og iscenesættelsen og orkesterpartituret er også fremragende. Efter noget tid begynder idéen med at bytte sangere ud med koreografi at bære frugt, i takt med Dorians fordærv: Han beundrer sin kæreste for hendes skuespiltalent, men hun virker pludselig alt for hverdagsagtig til ham, især da hun siger, at det vigtigste er kærlighed og ikke noget kunstigt noget som skuespil. Dorian forguder det artificielle, ligesom han kunstigt holder sig ung, og dansen i forestillingen virker mere urealistisk, end at sangere synger på scenen. Og ikke mindst forbinder vi noget unaturligt ved kontratenorsang.
Mikset af sangerne rammer plet, men dem kunne jeg ideelt set godt tænke mig at opleve i øjenhøjde. I alle tilfælde vil jeg glæde mig til, hvis Thomas Agerfeldt Olesen begår en tredje opera. Orkesterpartituret i "The Picture of Dorian Grey" beruser, opløfter, overrasker og er sine steder rygradsrislende. Ligesom Alban Berg opererer han med en fleksibel palette af virkemidler, stilarter og genrer. Aarhus Symforniorkester, under Joachim Gustafsson, styrer imponerende igennem modernisme, nyromantik, sødlande passager, dansehall-agtig jazz - det hele komponeret med øje for detaljen og det lange perspektiv. Virkelig flot konciperet og spillet.
Og koreografien kommer visse steder i den grad til sin ret, såsom i den groteske orgiescene og hen imod slutningen, hvor den afdøde Sybils bror næsten forvandlet og frådende af hævn danser tæt om Dorian.
Den mørke scenografi og Dorian-maleriet, der gradvist krakelerer og måske er et dystert billede på Dorians sjæl, bidrager lurende til at gøre forestillingen helstøbt. Så vær tålmodig det første kvarters tid af dvd'en, så begynder investeringen at give afkast.
Værket bygger på Oscar Wildes roman af samme navn om en ung mand, der bliver så forelsket i sit malede selvportræt, at han faustisk lover sin sjæl i bytte, hvis maleriet i stedet for han selv ældes. Som årene går, korrumperes han og bliver i stigende grad kold overfor alle, han kaster sig ud i et tilfældigt sexorgie, og kæresten begår selvmord af sorg.
I den første halve times tid fik jeg alt for mange indtryk. Det er for meget at forholde sig til, at de agerende på scenen danser, men ikke bevæger læberne, og så kameraskift til sangere offstage, foruden en lidt forvirrende introduktion til figurerne (hvordan kommer Lord Henry ind i billedet?). Og i det hele taget øge dansernes stiliserede bevægelser fremmedgørelsen - jeg føler ikke med dem.
Dorian synges af en kontratenor (Andrew Radley), mefistokarakteren Lord Henry af en bas (Jonathan Best), kæresten Sybil Vane af en popsangerinde (Jenny Thiele) og så videre. Holdet gør det glimrende hver især, og iscenesættelsen og orkesterpartituret er også fremragende. Efter noget tid begynder idéen med at bytte sangere ud med koreografi at bære frugt, i takt med Dorians fordærv: Han beundrer sin kæreste for hendes skuespiltalent, men hun virker pludselig alt for hverdagsagtig til ham, især da hun siger, at det vigtigste er kærlighed og ikke noget kunstigt noget som skuespil. Dorian forguder det artificielle, ligesom han kunstigt holder sig ung, og dansen i forestillingen virker mere urealistisk, end at sangere synger på scenen. Og ikke mindst forbinder vi noget unaturligt ved kontratenorsang.
Mikset af sangerne rammer plet, men dem kunne jeg ideelt set godt tænke mig at opleve i øjenhøjde. I alle tilfælde vil jeg glæde mig til, hvis Thomas Agerfeldt Olesen begår en tredje opera. Orkesterpartituret i "The Picture of Dorian Grey" beruser, opløfter, overrasker og er sine steder rygradsrislende. Ligesom Alban Berg opererer han med en fleksibel palette af virkemidler, stilarter og genrer. Aarhus Symforniorkester, under Joachim Gustafsson, styrer imponerende igennem modernisme, nyromantik, sødlande passager, dansehall-agtig jazz - det hele komponeret med øje for detaljen og det lange perspektiv. Virkelig flot konciperet og spillet.
Og koreografien kommer visse steder i den grad til sin ret, såsom i den groteske orgiescene og hen imod slutningen, hvor den afdøde Sybils bror næsten forvandlet og frådende af hævn danser tæt om Dorian.
Den mørke scenografi og Dorian-maleriet, der gradvist krakelerer og måske er et dystert billede på Dorians sjæl, bidrager lurende til at gøre forestillingen helstøbt. Så vær tålmodig det første kvarters tid af dvd'en, så begynder investeringen at give afkast.
Review date:
Torsdag, 1. september 2016
Publication:
Synopsis:
"Virkelig flot konciperet og spillet."
Artists:
Aarhus Symfoniorkester
Thomas Agerfeldt Olesen