ENDNU EN GRIM ÆLLING FOLDER VINGERNE UD

Dansk musikhistorie er fuld af grimme ællinger, der blev kanøflet for at være anderledes. Den mest berømte er nok Rued Langgaard, der levede et helt komponistliv i selvvalgt opposition til de fremherskende strømninger, og som først i de senere år er kommet ind i varmen. Nu oplever vi så med endnu større forsinkelse en anden grim ælling folde vingerne ud: Paul Von Klenau, der var ti år ældre end Rued Langaard, men hvis monumentale 9. Symfoni først blev opdaget og uropført i 2014. 

Historien bag Klenaus 9. Symfoni er som en roman: Efter at have tilbragt det meste af sin karriere i Tyskland og Østrig vendte komponisten tilbage til Danmark ved Anden Verdenskrigs begyndelse og fik også nogle værker opført, men blev snart skubbet i baggrunden, blandt andet på grund af mistanker om nazistiske sympatier. 9. Symfoni blev skrevet på få måneder i 1945, et halvt år før Klenau døde som halvglemt. Manuskriptet blev fundet i 2001 i en stor samling Klenau-manuskripter hos hans barnebarn i Wien og købt af Det Kgl. Bibliotek. Forskningsprofessor Niels Krabbe (der har skrevet bookletten) blev slået af værkets kvalitet og fik materialet gjort spilleklart og uropført med Michael Schønwandt som dirigent ved en Torsdagskoncert, som danner basis for denne indspilning.

Det er grandios musik i en skala, som er sjælden i dansk musik. Tænk på Mahlers store symfonier med kor og solister, og man har en fornemmelse af ambitionsniveauet. Og den er tilsyneladende skrevet uden illusioner om en opførelse i Klenaus egen levetid. Ifølge bookletten findes der ingen ytringer fra Klenaus egen hånd om symfonien, der åbenbart er skrevet for at vente på bedre tider.

Symfonien er i otte satser, hvoraf de fire er med vokale indslag, kulminerende med en stor finale. Det er en slags hybrid mellen symfoni og rekvium i Berlioz-Liszt-Mahler-traditionen, med ekstra latinsk tekst, ifølge bookletten skrevet af Klenau selv. Teksten anslår temaer som heltedåd, længsel efter fred og en fortrøstning om en højere retfærdighed. I den velkendte rekviemtekst giver han ind imellem nye musikalske tolkninger, som for eksempel det overraskende tilbageholdte "Tuba Mirum"-afsnit med fløjtesolo. Men teksten selv giver ikke sammenhængende mening, den skal forstås i konteksten af de musikalske satser. Og hvordan er musikken så? Blandet i sin stil. I de første og umiddelbart mest spændende satser hører man komponistens baggrund i den centraleuropæiske modernisme og tidens trang til det helt store udtryk. Her er der meget på spil, og man mærker et udpræget personligt udsagn.  De senere satser, især den marchagtige femte sats, er mere traditionelle i deres tonesprog og taer i mine ører kvalitet. Klenau har muligvis tænkt sig en pointe i den banale jubel i femtesatsen, for i den følgende langsomme sats kommer undervejs en sørgemarch, der virker som en kommentar. Lige som hos Rued Langgaard er der meget i musikken, der kan diskuteres, og som står åbent for fortolkninger. At Klenau var en suveræn håndværker, der vidste, hvad han gjorde, er uden for diskussion. 

Michael Schønwandt og DR SymfoniOrkestret gør det rigtig godt som advokater for den nyopdagede kæmpesymfoni. Der er heller ikke noget at indvende mod DR KoncertKoret bortset fra, at de burde have været nogle flere for at yde værket fuld retfærdighed. Blandt de udmærkede solister lyser især sopranen Cornelia Ptassek op med en smuk, fuldtonende lyrisk stemme. Nogen fiks og færdig vurdering af symfonien er svær at give. Vi har kun skrabet i overfladen, og efter et par gennemlytninger er man slet ikke færdig. Så lyt selv til musikken og opdag en glemt stemme i dansk musik. Klenau er helt sikkert en komponist, der fortjener en genopdagelse - hvad med alle de andre symfonier?